FIFA 12

Anmeldt af: Jakob Kofod - 10. oktober 2011 - kl. 22:17
Del denne artikel:
5 0

Evolution eller revolution? EA Sports sørger for, at dette års FIFA byder på meget mere end en opdateret holdliste, med både et nyt forsvarssystem og nye spiltyper.

Det er svært at genopfinde den dybe tallerken, når det handler om noget så simpelt som fodbold, dette har derfor også resulteret i, at man ikke skal mange år tilbage, før man finder FIFA spil, der fra år til år ikke bød på meget andet end opdaterede spillerdatabaser. Heldigvis har EA Sports knoklet på livet løs for at skabe det ultimative fodboldspil, og de bringer med FIFA 12 en masse nye tiltag til et spil, der i de sidste par år er blevet fintunet til at være markedets bedste fodboldspil.




Allerede i menusystemet ser vi de første forandringer; hele systemet er blevet vendt på hovedet, så det nu består af et vertikalt menusystem. Selvom menusystemet ikke er spillets akse, betyder det stadig en del for den samlede spiloplevelse, da det nu er langt hurtigere at skøjte rundt i menuerne og langt mere overskueligt.

Spiltyperne i spillets offlinedel er stort set de samme som i sidste års udgivelse, dog har EA Sports af uransaglige årsager valgt at fjerne lounge mode, så det er desværre ikke længere muligt at nyde denne fede spiltype sammen med gutterne. Karrieredelen giver dig atter mulighed for at lave din egen virtuelle pro og opnå stjernestatus blandt alverdens topklubber. Managerdelen, hvor man enten spiller som manager eller som spillende manager, har fået et par forbedringer. Først og fremmest er der blevet tilføjet et ungdomsakademi. Her har man mulighed for at sende sine talentspejdere ud i verden og finde fremtidens stjerner. Når først spilleren er tilknyttet klubben, begynder han at udvikle sig, og inden længe har du måske den næste Messi i startopstillingen. En anden tilføjelser til managerdelen er den nye transfer deadline dag. Kort fortalt sørger den for at gøre den sidste dag i transfervinduet ligeså spændende, som den er i virkeligheden. Dette gør de ved at inddele dagen i små intervaller, hvor man i hvert interval har mulighed for at byde og forhandle kontrakt med spillere, man vil forsøge at sikre sig før vinduet lukker. Tilføjelserne er med til at løfte managerdelen, der dog stadig er en tynd kop the i forhold til de deciderede managerspil, der findes på markedet.




Spillets onlinedel byder også på et par store ændringer. Den første er ”en mod en sæsoner”, der har erstattet de gamle rangerede ”en mod en kampe”. Det foregår på den måde, at man spiller en sæson af 10 kampe, hvor man møder tilfældige spillere, som er på samme niveau som en selv, og som stiller med et hold med samme antal stjerner som en selv. På denne måde har man endelig fået neutraliseret de mange el classico kampe, som man endte med at spille i tidligere FIFA udgivelser. Samme model er taget i brug med venskabskampe, her kan man udfordre dem, man har på sin venneliste, til en online venskabskamp. Den samlede vinder er den, der skraber flest point sammen på 10 kampe, dette er en fantastisk måde at holde styr på ens indbyrdes opgør med vennerne, og der er en sjov tilføjelse. Ultimate Team vender også tilbage i dette års udgave, desværre har denne spildel en del børnesygdomme i år, hvilket gør, at det stort set er uspilleligt på nuværende tidspunkt. EA Sports arbejder dog på højtryk for at ordne problemerne.

Uanset om du spiller online eller offline, scorer et mål med din virtuelle pro eller smasker en kæk brite i en online kamp, optjener du xp point til den nye feature kaldet EA Sports Football Club. Denne feature er en form for fan leaderboard. Det virker ganske simpelt ved, at man vælger sit yndlingshold, og de point man løbende optjener, bidrager til ens holds gennemsnit som afgør, hvor i den virtuelle tabel ens hold ligger rangeret. Ea Sports Football Calub fungerer også som en direkte rangliste mellem dig og dine venner. Her kan du se, hvilket level de andre er på, og hvor mange xp, de har optjent. Samtidig får man løbende opdateringer, når ens kammerater har spillet en online kamp eller låst op for diverse ting med sin virtuelle pro.




Men hvad er et godt fodboldspil uden et solidt gameplay, og her har FIFA rystet posen godt og grundigt. Væk er det gamle forsvarsspil, hvor man kunne klare sig ved at lade computeren angribe boldholderen, mens man selv stod klar til at opsnappe den løse bold og sætte et angreb i gang, det er erstattet med FIFAs nye forsvarsspil kaldet taktisk forsvarsspil. Med det nye forsvarsspil skal man tænke langt mere taktisk end tidligere, således skal man være opmærksom på, hvilken spiller man presser boldholder med eller hvilken spiller man tilkalder, såfremt der er brug for forstærkninger, da man hurtigt risikerer at lave huller i ens forsvar, som resulterer i et forsvar i stil med en schweizerost, hvilket kan resultere i store nederlag. Man skal i langt højere grad end tidligere forsøge at læse det angribendes holds næste træk, da det er blevet langt mere vanskeligt at tackle bolden fra modstanderen. I stedet skal man forsøge at presse modstanderen til en fejlaflevering eller læse en aflevering og erobre bolden, før man kan sætte et angreb i gang. Det nye taktiske forsvarsspil tager noget tid at vænne sig til, og der er uden tvivl en del gamere, der ikke kan forlige sig med det, men det gør spillet langt mere realistisk, da man nu både skal tænke over at forsvare og angribe.

En anden ny gameplay tilføjelse er præcisionsdribling, som - ved at holde L1 nede - gør dig i stand til at drible på et snævert område. Dette er en kæmpe fordel, hvis man står overfor en eller flere spillere, der presser én, da man ved at bruge præcisionsdriblingen dækker sin bold meget bedre og har mulighed for at åbne op for selv de mest kompakte forsvarskæder. Præcisionsdribling sker dog på bekostning af hastighed, da ens spiller går helt ned i fart, når man aktiverer det.




EA Sports har også fået implementeret en ny fysik motor, som de har arbejdet på i over 2 år, ved navn Impact Engine. Motoren sørger for at give spillet den form for tilfældigheder, som virkelighedens fodbold også har. Hvis to spillere støder sammen, så falder de til jorden, mens et velplaceret skulderskub kan bringe modstanderen ud af balance, inden han kan slå indlægget og en bold, der rammer en spiller på vejen, kan skifte retning og dykke. Derudover er glidende tacklinger blevet langt mere realistiske, og det samme gælder for den måde, spillerne bliver skadede på.

De forskellige gameplay tilføjelser, EA Sports har med i dette års FIFA udgivelse, bidrager alle til en bedre spiloplevelse, som både gør spillet langt mere interessant og realistisk. Det nye taktiske forsvarssystem er noget af en satsning fra EA Sports, da den stejle indlæringskurve nok kan afskrække nogle af de casual spillere, som FIFA har i deres fanbase. Det er dog muligt at slå det fra, så man kan tage en kamp med gutterne i sofaen, uden at man behøver at sætte dem ind i spillets mange facetter.




Grafisk ser spillet fantastisk ud, spillerne ligner de virkelige spillere på en prik, og især spilleranimationerne er rigtig veludførte. Tilskuerne på stadions er fortsat en gang pixeleret rod, men de sørger for at bidrager med det vigtigste element på stadion, nemlig stemningen.

Spillets lydside byder atter på et fantastisk soundtrack med en masse pop og rock, der sørger for en god stemning, mens man skøjter rundt i menuerne. Bliver man træt af musikken, har man igen mulighed for at importere sin egen musik, alternativt skrue ned for ens tv og tænde for anlægget, hvis man skal bruge flere timer på at lede efter spillere i Ultimate Team spildelen.[Soft Break]I kommentatorboksen er der sket lidt udskiftning, Andy Gray er væk og ind er kommet Alan Smith, der sammen med Martin Tyler sørger for de samme replikker, som vi har hørt omkring hundrede gange før. Det giver dog lidt adspredelse, at der er en ny mand i boksen, og da der derudover er et ekstra kommentatorpar ved navn Clive Tyldesley og Andy Townsend, der engang imellem tager over i boksen, kan man ikke brokke sig over kommentatorerne i samme omfang som tidligere.




Hvis du er fodboldfan og ikke allerede har købt FIFA 12, er der ikke så meget andet at sige end, kan du så komme af sted! FIFA 12 er utrolig nemt at anbefale, for jeg vil gå så langt som til at sige, at det er det bedste FIFA spil til dato. De nye tiltag som præcisionsdribling og taktisk forsvar giver sammen med en ny kollisionsmotor og forbedrede spiltyper både offline og online en helt igennem fantastisk spiloplevelse. Uanset om man er til online eller offline spiloplevelser, er FIFA pakket til randen med topunderholdning, der nok skal holde dig fanget til næste FIFA lander i butikkerne.
Gameplay:9.5
Grafik:9.0
Online:8.5
Holdbarhed:9.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.