FIFA 19

Anmeldt af: Hoder Jensen - 15. oktober 2018 - kl. 21:34
Del denne artikel:
6 5

Det er højsæson for nye sportsspil og et af de største, FIFA har fået sin årlige opdateringer. Vi stiller igen spørgsmålet, om det er nok eller er det for meget genbrug.

Hvert år når der udkommer et nyt FIFA, stiller man spørgsmålet om der er sket nok siden sidste år og selv om EA Sports naturligvis er begrænset i hvor meget de kan lave om på et fodboldspil, så forventer man udvikling, så man ikke føler at man har betalt penge for en opdatering af spillerne. Man kunne derfor tro, at det var glædeligt med årets mange ændringer af FIFA og selv om der bestemt er gode ændringer, så er FIFA 19 her snart tre uger efter lanceringen, stadig præget af store fejl som gør spillet til en dårligere oplevelse end FIFA 18.



Det var en kæmpe annoncering for EA at de havde fået rettighederne til Champions League og den store turnering bliver også fremvist lige fra spillets start, hvor man hører Champions League hymnen og starter op med at spille en Champions League finale. Turneringen er også tilgængelig direkte fra spillets kickoff mode og i karrieredelen af spillet, samt naturligvis i FIFA’s historiedel Rejsen. I kickoff mode er der også blevet tilføjet nye muligheder for at opsætte kampe med specielle regler, f.eks. at langskud tæller dobbelt, at dommeren ikke dømmer nogle frispark eller den mere eksotiske, hvor man mister en spiller hver gang man har scoret et mål. Sjove tilføjelser som passer godt til en gang lokal FIFA med ens venner.

Af andre forbedringer i årets FIFA er der tilføjet flere animationer til spillerne, så de kan lave flere forskellige bevægelser, hvilket giver mere variation i hvordan spillerne behandler bolden. Det er noget som EA ret tydeligt bygger på hvert år og det bliver kun bedre år for år. Man har nu også mulighed for at se, hvilken spiller man vil skifte til, hvis man vælger at trykke på ”skifte spiller” knappen. Det er rigtig praktisk og hvis man ikke bryder sig om det, kan man slå denne ekstra indikator fra.



En anden stor tilføjelse, er en funktion der hedder timet skud. Man udfører et timet skud, ved at trykke en ekstra gang på skudknappen, lige inden ens spiller rammer bolden. Udfører man det rigtigt, så kan man lave de mest fantastiske mål, selv fra meget lang afstand, men hvis man ikke timer den helt korrekt, bliver det et forkølet skud. Det er derfor et sats at bruge timet skud og personligt endte jeg med at slå det helt fra, da jeg ikke følte det var værd at tage risikoen og når det var slået til, skabte det en forsinkelse på ens skud som jeg sløvede mit spil ned.

Voldsomt ændret er også de tilpasset taktikker man kan ligge, som i år kaldes slagplaner. Man kan sætte slagplaner op på forhånd og definere hvordan ens spillere skal agere under de fem forskellige slagplaner der findes. Modsat de tidligere år, er de forskellige indstillinger under taktikkerne meget bedre forklaret, så man faktisk tage stilling til, hvad der sker når man skruer på de forskellige muligheder. Tilføjelsen af de her slagplaner med forklaringerne, er muligvis den bedste tilføjelse for hele spillet i år.



Meget er dog stadig det samme. For eksempel er straffesystemet ikke ændret og derfor stadigvæk noget hø. Kommentatorerne er stadigvæk ufatteligt dumme, hvor de ofte snakker om forkerte resultater og situationer, noget man skulle tro EA snart kunne få styr på. Og nej der er heller ingen danske kommentatorer med i år, men der er trods alt nye engelske kommentatorer til Champions League kampene, så lidt adspredelse finder man der.

FIFA Ultimate Team (FUT) er naturligvis stadig med og selv om der er nogle interessante forbedringer i det, hvilket jeg vender tilbage til, så er FUT uden tvivl stadigvæk plaget af pay2win og det ligner ikke at EA har tænkt sig at lave om på det, så lang tid de skovler milliarder ind hvert år alene på FUT. Det er næppe heller ikke med god vilje, at EA er blevet tvunget til at afsløre procentsatserne på hvad der er i de forskellige pakker man kan købe. Ikke overraskende, så er der under 1% chance, for at ramme de rigtige gode spillere og mere præcist kommer vi så ikke engang, da under 1% lige så vel kan være 0,1%.



Vi vender tilbage til FUT, men først er det desværre nødvendigt at bruge tid på de problemer, som er til stede med dette års FIFA. Jeg har igennem de sidste par uger stødt på en del bugs og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spillet et FIFA med så mange fejl. Det er lige fra grafiske fejl til fejl med spillets tid, der gør at spillet ikke kan håndtere PlayStation 4’s standby funktionalitet, så tider ikke bliver korrekt opdateret i f.eks. FUT. En fejl der ikke har været tilstede i tidligere FIFA-spil, men som stadig er tilstede i FIFA 19, selv efter to opdateringer.

Af andre irriterende fejl, har jeg haft fornøjelsen af at opleve 12 personer skulle trykke OK, for at vi kunne skippe en mellemsekvens, vel og mærke i en 1vs1 kamp. Eller den sjove, hvor man ikke får lov til at skifte spiller ved et frispark og hvor den nulstiller ens valg fordi modstanderen laver en udskiftning. Men det er dog ikke ødelæggende fejl for selve spillet, det er kun irritationsmomenter. Desværre stopper problemerne med årets FIFA ikke der.



Måske EA har ville ændre for meget og måske skal de til at overveje en åben beta, fordi selve ændringerne de har lavet til gameplayet i år, er besynderlige og værst af alt, så ødelægger de morskaben med spillet. Det helt store problem er at offensiv fodbold er nærmest frustrerende, da forsvaret alt for let kan stoppe ens angreb, specielt et forsvar, der kører med pres-taktikker. Sammensat med en tydelig nedgradering af ens spillers afleverings-præcision, hvilket kan få ens blod i kog, når professionelle fodboldspillere åbenbart ikke må lave en præcis aflevering over 2 meter.

Yderligere er der også nogle sære forsinkelser på ens input. Jeg har gentagende gange oplevet at ens spillere ikke udfører de kommandoer man sender afsted, men tager en ekstra berøring eller simpelthen intet foretager sig og så er man blevet tacklet af den 110 kg. tunge forsvarsspiller, som i år også kan løbe hurtigere end spillere som Gareth Bale og Jamie Vardy. Ja hurtige spillere kan af en eller anden årsag løbes op af den langsomste forsvarsspiller og selv om FIFA 19 ikke skal tilbage til de tilstande vi havde i FIFA 17, hvor fart var alt, så føltes det lige voldsomt nok at ens spillere er så langsomme med bolden.



Nu vil nogle måske sidde og tænke: Ja ja det er fordi du har skæve hænder og ikke kender styringen ordentligt. Jeg havde præcist den samme tanke og har kigget meget forundret på min controller i mange situationer. Derfor begyndte jeg konsekvent at tjekke langsom gengivelse, hvis det var offline kampe, for at finde ud af hvad der går galt. Her kan jeg gang på gang opleve, at ens spillere vælger at spille i totalt modsat retningen af hvad man har valgt. Naturligvis kan man bare sætte alt styring til 100% manuelt, desværre hedder jeg ikke Agge til fornavn, så jeg har brug for lidt hjælp fra AI’en til styringen, men det kommer så med uheldige konsekvenser i år.

En anden uheldig konsekvens er, at det berygtet lave skud fra sidste år er blevet betydeligt dårligere. Det er okay at man har gjort det dårligere, men det er måske blevet lidt for meget og medmindre man spiller med en god spiller, så kan de åbenbart ikke finde ud af at lave et lavt skud - lad os bare sige det sådan, at man får brugt finesse-skud knappen i år.



Problemerne stopper desværre ikke der, da der også er tydelige problemer med skift af den aktive spiller. Det er ikke noget nyt, for det har aldrig været super godt i FIFA, men i år har jeg oplevet at spillet vælger at skifte væk fra den spiller, som var ved at jagte en bold og også at den ikke vælger spilleren tættest på bolden. Noget som også driller EA, er dommerne som stadig dømmer meget besynderligt, undtaget på offside som de altid får 100% korrekt. Men specielt i år har de meget svært ved at dømme obstruktion og frispark og man føler nogle gange at der bliver dømt meget tilfældigt, uden nogle form for linje, som en rigtig dommer ellers for det meste vil følge.

Hvis man har spillet FIFA før, vil det ikke lyde alt for ubekendt og det vil det berygtet FIFA scripting element heller ikke. FIFA 19 lider også under de vilde skift af momentum der kommer specielt lige efter scoringer hvor man skal gøre alt for undgå at give en chance væk til AI’en, fordi så er der gode chancer for mål. Nogle vil måske kalde det realistisk, jeg syntes ikke det passer ind i FIFA’s arkade oplevelse.

Det er også værd at bemærke, at det virker til at helflugtere virker en kende for godt som det er pt., hvor man ofte oplever man har lettere ved at score på en helflugter fra 20 meter, end at spille sig igennem, fordi så bliver man enten tacklet eller ens angribere løber offside for tolvte gang, da de meget gerne vil lave deres løb alt for tidligt.



Jeg lovede at vende tilbage til FUT og der er også sket nogle forbedringer her, for eksempel den nye online Division Rivals, hvor man kan optjene præmier alt efter hvordan man klarer sig og samtidigt fungerer som kvalifikation til weekendturneringerne. Det er lækkert, at man kan se spillernes dårlige ben og finte stats direkte fra spiller oversigten, som gør det betydeligt hurtigere at få et overblik. Det er også blevet forbedret når man åbner pakker, hvor man hurtigere kan vælge hvad der skal ske med ens kort og så virker menuerne generelt bare hurtigere og mere flydende.

Det er dog stadig til grin, at EA ikke giver en enkelt draft token, så man kan prøve spiltypen af, uden at skulle bruge ægte penge eller surt optjente guldmønter, men igen er det tydeligt hvor meget FUT er EA’s guldkalv. Det får man også fornemmelsen af i spillet FUT’s Byg en Trup (SBC) udfordringer, hvor vi her allerede to uger inde, får nogle SBC’er som kræver massiv grind eller brug af penge. Det er fair nok at der kommer nogle udfordrende SBC’er, men to uger inde virker det lige voldsomt nok.



Det var rigtig meget snak om hvor mange ting der er gået galt i årets FIFA 19, men så er det jo godt at spillet også byder på andre ting som karrieredelen og Rejsen. Karrieredelen har dog ikke fået de store ændringer, tilføjet er dog som sagt Champions League, men også Europe League har fundet vej. Sammen med lidt forbedret økonomiske muligheder som træner og en opgradering af LaLiga’s stadions og spillere, så er det en mindre, men godkendt opdatering.

Der er heller ikke sket det store i Rejsen, som desværre endnu en gang skuffer. Der er naturligvis en ny historie og i år spiller man imellem tre forskellige spillere, men spillet har de samme problemer som de foregående år. Pointsystemet virker stadigvæk utroligt dårligt og det går helt galt i det nye mentorsystem, hvor man får point for godt sammenspil med ens mentor. Men jeg oplevede flere gange at jeg fik minuspoint i situationer hvor min spiller gjorde det godt og så føltes det bare som spild af tid.

Historien virker også som spild af tid og værst af alt, så afspejler det overhovedet ikke hvad der sker i ens kampe, og endda under kampene hvor ens træner kommer med mål for en, så hænger det ikke sammen. For eksempel oplevede jeg at være foran 2-0 og fik så at vide vi skulle holde et uafgjort resultat eller med 20 minutter igen at skulle lave to mål assists, vel og mærke i en rolle som spidsangriber. Det er i øvrigt ikke godt nok at score i hver kamp og være topscorer i LaLiga og Champions League, nej så får man en opsang fra ens træner om man skal fokusere på sit spil.



Krydret sammen med fejl, hvor jeg blandt andet oplevede at sværhedsgraden ændrede sig i indstillingerne, alt efter hvad sværhedsgrad jeg valgte i FUT og kampe hvor man har to hold der spiller i trøjer som ligner hinanden, samt lange indlæsningstider i dele af spillet.

Jeg er nået til det punkt med Rejsen, hvor jeg syntes EA skal droppe det, fordi det ikke udvikler sig og er ikke interessant længere. Samtidigt er det fyldt med fejl i et spil som i forvejen døjer med massive fejl i spillets andre spiltyper og værst af alt i selve gameplayet.

Det er også værd at nævne, at FUT stadigvæk er præget af pay2win og selv om dygtige spillere naturligvis har en fordel på grund af deres evner, så har det også en kæmpe betydning at man kan dumpe penge i det og på den måde købe sig til bedre hold, hvis man vel og mærke gider bruge penge nok, til at ramme spillerne som man har under 1% chance for at få.



FIFA 19 kan godt gå hen og blive et godt fodboldspil og det er meget muligt at når vi er henne ved foråret 2019, så har EA fået styr på det. Men lige nu er det under alt kritik at de har udgivet et spil med så mange fejl, specielt når man tænker på hvor mange penge de tjener på FIFA hvert år.

Jeg spillede en del FIFA 18, lige fra udgivelsen og langt ind i 2018, men jeg har ingen lyst til at spille FIFA 19 i lang tid og derfor er min anbefaling ret klar, at skal vente med FIFA 19 indtil EA har brugt den nødvendige tid på at rette op på spillet.
+ Slagplaner fungerer godt, tilføjelsen af Champions League og Europe League, flere animationer
Alt for mange fejl, dårlige ændringer til gameplay, FUT er stadigvæk for meget pay2win, Rejsen er spild af tid og uden udvikling.
Gameplay:6.5
Grafik:8.0
Online:7.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.