FIFA 20

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 2. oktober 2019 - kl. 18:46
Del denne artikel:
0 4

FIFA har fået sin årlige opdatering. Denne gang er der blandt andet gået gadefodbold i den, men er det nok til, at give FIFA det løft serien efterhånden har brug for?

FIFA fra EA Sports er det mægtigste fodboldspil i verden. Både når det kommer til mængden af indhold og mængden af penge, som Electronic Arts skovler ind hvert år ved salg af pakker med fodboldspillere til FIFA Ultimate Team.



Det er ikke anderledes med FIFA 20, som er vanvittig ambitiøst. Se bare lidt på facts: Der er over 30 ligaer, mere end 700 klubber, 17.000 spillere og knap 120 forskellige stadions, hvor 90 af dem er virkelige stadions, som er skabt ned til mindste detalje.

Spilmuligheder er der også nok af. Man kan gøre karriere som en ung ukendt spiller, der spiller sig op gennem klubberne, for til sidst, forhåbentlig, at slutte på toppen og måske endda afslutte sin karriere med at blive træner. Man kan også bare hoppe direkte i trænersædet, hvis man har lyst til det. Man kan også spille en fuld Champions League eller blot spille en enkelt kamp i syv forskellige gamemodes.



Man kan kaste sig over mere end 50 forskellige træningsøvelser indenfor afleveringer, driblinger, forsvarsspil, skud og så videre. Man kan spille fulde sæsoner online, enten alene, mod andre eller sammen med andre og man kan spille venskabskampe online. Det mægtige Ultimate Team er tilbage, som, hvis du ikke passer på, kan sluge måde massevis af timer og suge pengene ud af lommen på dig.

Endelig er der årets største nyhed, nemlig Volta Football, hvor man tager det smukke spil tilbage til der, hvor der starter for de fleste store fodboldstjerner, nemlig på gaden i Europa, i Nordamerika eller på de små støvede baner i Sydamerika og i Afrika. Denne del vender vi tilbage til om lidt. Som det formentlig fremgår, så er FIFA 20 et massivt spil med enorme mængder indhold, som vil kunne underholde fodboldfans i månedsvis.



Vi vil ikke gå i dybden med alle spillets spilmuligheder, for selv om der på papiret er massevis af forbedringer og nyheder, hører de alle til i småtingsafdelingen og på banen føles spillet ikke så anderledes fra de forrige spil. Men på ét punkt, føles FIFA 20 anderledes og det er på forsvarsspillet. De sidste par år, har teamet bag haft fokus på at gøre angrebsspillet bedre men i år er forsvarsspillet blevet noget tungere. Hele forsvaret står mere kompakt, de computerstyrede medspillere placere sig bedre og så er de meget bedre til at tackle. Angrebsspillet er også blevet justeret lidt og det samme er mange af spillets andre facetter, men det er helt tydeligt, at der har været fokus på forsvarsspillet i FIFA 20.

Den anden helt store nyhed er som sagt Volta Football, som tager EA Sports’ tidligere FIFA Street med ind i FIFA og det erstatter The Journey, historiedelen i de sidste par års FIFA spil. I Volta Football tager man det smukke spil tilbage på gaden og som ung spiller joiner man J10, et gadefodboldhold stiftet af Jayzinho, som har 6 måneder til at træne det her unge hold op til VM i gadefodbold som afholdes i Buenos Aires. Katastrofen indtræder da Jayzinho hurtigt bliver alvorligt skadet og drømmen hænger pludselig i en tynd tråd. Historien vinder ingen præmier for bedst manuskript nogen steder og den er fyldt med omvendte caps, intriger, påtaget streetslang og jagten på likes på de sociale medier er konstant i fokus. Det virker lidt som en voksen, der gerne vil være ung med de unge; det bliver nemlig lidt pinligt.



Volta Football er på trods af klicheerne et friskt nyt tiltag til FIFA. Jeg havde et lille skjult håb om, at Volta Football ville være som de tidligere FIFA Street spil, men det er ikke helt tilfældet. Man spiller 3-mod-3, 4-mod-4 og 5-mod-5 og der er masser af tricks man kan udføre og låse op for og spillet er naturligvis hurtigere end i de klassiske 11-mod-11 kampe på en stor bane, men faktisk ikke meget. Det har ikke farten og flowet fra FIFA Street og det føles heller ikke som FIFA Street; det føles mere som klassisk FIFA, blot på en mindre bane og med færre spillere. Og det er en smule skuffende, men mit bud er at vi helt sikkert ser en opgraderet udgave af Volta Football i FIFA 21.

Karriere delen er stadig noget tyndbenet og den er i år blevet opdateret med noget der minder om en handling. EA Sports mangler virkelig at give denne del er rigtig overhaling. Ressourcerne er nok igen blevet lagt i guldkalven FIFA Ultimate Team, som er her Electronic Arts virkelig tjener deres penge. Der er også justeringer og ændringer til denne pay-2-win gamemode og det hele er stadig en smule usmagelig. Man kan dog sagtens spille uden at betale masser af penge for pakkerne med spillerkort, men det kræver blot virkelig meget tid og et enormt grind, hvis man vil i nærheden af de gode spillere. EA Sports har i år lavet en række målsætninger som man skal opnå og på den måde lettere kan tjene ting til ens hold uden at betale for dem. Det gør dog ikke den helt store forskel, for hvis du vil til tops i Ultimate Team, kommer det til at koste dig penge. Sådan er det bare.



FIFA er stadig det bedste fodboldspil på markedet. Det har alle de vigtigste licenser, der er tonsvis af indhold, spillet på banen føles realistisk og det ser stadig fremragende ud. Tilskuerne ser bedre ud, animationerne er flotte, gameplayet fungerer stadig virkelig godt og helt generelt føles det bare som et virkelig gennemarbejdet fodboldspil. Ser man bort fra justeringerne i forsvarsspillet og den nye Volta Football del, så virker det som FIFA serien efterhånden snart trænger til lidt nyt blod, men det må også være svært for EA Sports at smide alt det ud som er blevet finpudset og strømlinet over de sidste mange år, for at tage skeen i hånden og bygge noget nyt og anderledes op fra bunden. Og hvorfor skulle de også det? FIFA ligger i toppen af salgslisterne uge efter uge og Ultimate Team skovler penge ind til dem, så de har et produkt der virker.

Er du fan af FIFA spillene, skal du naturligvis også have FIFA 20, men hvis du er en mere casual FIFA spiller, kan du godt springe hvert andet år over, for selv om listen over rettelser og justeringer formentlig er lang hvis du spørger EA Sports, så føles FIFA 20 ikke ret forskelligt fra sidste års udgave.
+ Volta er en forfriskende tilføjelse, velfungerende gameplay, fremragende grafik, stort set alle officielle licenser
Volta er stadig på et tidligt stadie, Ultimate Team er stadig usmagelig pay-2-win
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.