Fight Club består basalt af 8 simple regler som er med til at holde kampene nogenlunde rene, selv om der i bund og grund er tale om street fighting på lavt niveau.
Gameplay Fight Club er et rendyrket kampspil meget i stil med andre kampspil som eksempelvis Tekken og Dead or Alive. Alle kampene finder sted på forskellige lokationer rundt omkring, både indenfor og udenfor og overholder naturligvis de 8 Fight Club regler. Der er 5 forskellige spilmodes: arkade, versus, story, training og survivial så der er lidt for enhver smag, men intet nyt i dem, da det som regel også er dem man finder i andre kampspil. | ![]() |
Storymode er som regel en af de mest interessante aspekter ved et spil, og i Fight Club er historien næsten identisk med filmens historie, hvilket jo er meget naturligt når spillet er lavet med udgangspunkt i filmen, men de mest væsentlige dele af filmen, som har været årsag mange filmanalyser, er altså ikke at finde i spillet. I det store hele handler historien om at man er en mand der er ude og lede efter Tyler Durden, og ender så i en masse slagsmål indtil at man har vist sit værd og får lov til at komme med i projekt Mayhem.
Desværre tager det kun cirka 20 minutter at gennemføre spillets 11 baner på den nemme sværhedsgrad, men der er naturligvis mulighed for at spille en del længere hvis man vælger at spille på hardcore niveauet. Og efter at man har gennemført spillet, sidder man og ligner et stort spørgsmålstegn på grund af den meget usammenhængende historie, som man ikke har mulighed for at finde hoved og hale i, med mindre at man i forvejen har set Fight Club filmen.
Styringen tager lidt tid at vende sig til, og virker til at starte med rimeligt klodset. Det kan klart anbefales at man bruger lidt tid i den dertil indrettede træningsmode da der er et utal af forskellige kombinationer til rådighed.
Grafik
Grafikken under selve kampene, er udmærket, og der er gemt en masse fede effekter, som eksempelvis røntgen-billede animationer når man brækker en legemsdel på sin modstander.
Et stort irritationsmoment er dog at i starten og slutningen af hver kamp, skal man se omgivelserne og ens karakter stå og hoppe, uden mulighed for at trykke forbi det.

Imellem kampene i storymode, kommer selve historien til at starte med er der dog blot tale om stillbilleder der bliver vist frem hvilket må siges at være skuffende i forhold til hvad nutidens standard er. Først til sidst i spillet kommer der en filmsekvens som er forholdsvis lang. Om dette skyldes at udviklerne har måtte nedprioritere mellemsekvenserne på grund af tidsnød er svært at svare på, men det ødelægger lidt af stemningen.
Lyd
Lyden i spillet er som man kunne forvente sig af et kampspil. Det virker dog som om at der er en fejl med lydniveauet idet lyden bliver væsentligt højere under mellemsekvenserne i forhold til når man kæmper.
Soundtracket i spillet indeholder blandt andet musik med bands som Limp Bizkit og Queens of the Stone Age.
![]() | Holdbarhed Som tidligere nævnt er storymode relativt kort, men det gør ikke nødvendigvis holdbarheden af spillet som helhed dårligere. Dels er der en masse ting som man kan låse op for, blandt andet nye karakterer som man derefter kan kæmpe med (bl.a. Abe Lincoln og Fred Durst) - og film som man kan se i theatre mode. Derudover er der jo muligheden for online spil som jo altid er med til at forlænge et spils levetid og indtil videre er der jo ikke vildt mange kampspil som man kan bruge online. |
Overall
Fight Club er et lidt skuffende kampspil, selv om man har forsøgt at give spillet lidt indhold via storymode, så virker det som om at historien i spillet er mindre vigtigt end at smadre sine modstandere i meningsløs vold.
Hvis ikke det var fordi at spillet havde mulighed for at spille online, så ville den hårde dom være at med mindre at man er fan af filmen Fight Club, så ville det være bedre at købe et af de mange andre kampspil.