Final Fantasy VII Remake

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 28. april 2020 - kl. 14:21
Del denne artikel:
1 3

Med det nye Final Fantasy VII sætter Square Enix en fed streg under forskellen mellem ReMAKE og ReMASTER. Og det giver både pisk og gulerod til nostalgikeren

Jeg var der fra starten. I Cloud Strifes sko. Var der på den første PlayStation, på PSP og PS Classic. Og har ventet i spænding på endnu en tur på PlayStation 4. Final Fantasy VII er et ikonisk spil for mig, og jeg er tydeligvis ikke alene - med 3,5 mio. eksemplarer skippet afsted på tre dage, er der lagt op til et af de helt store hits for Square Enix. Ikke mindst båret af en ekstrem hype, mystik og ængstelig forventning fra den store fanskare det originale spil formåede at opbygge.



Så det er ikke småting Yoshinori Kitase og hans enorme hold skal opfylde. Og de lægger hårdt ud med at flæske originalen så meget ud, at den nu kan brede sig over minimum tre fulde spil. Faktisk når du i denne omgang slet ikke ud af Midgar, der i det første spil kun er indledningen til det hele. 33 timer kunne jeg denne gang spendere på min vej ud til bygrænsen, hvor eventyret først rigtig skal til at begynde.

Men lad os starte med begyndelsen - for en ting Square Enix meget tydeligt har meldt ud er, at denne remake ikke kun er for os dedikerede fans, men også gerne skal invitere nye spillere med på eventyret. Der er trods alt kommet en hel del til, siden originalen udkom i 1997.

Du er Cloud Strife. En afhoppet elitesoldat fra det enevældige Shinra Electric Companys hær, der nu kan hyres til hvad som helst for penge. Første job: Hjælp ‘øko-terroristerne’ Avalanche med, at udføre det første af flere attentater mod selvsamme Shinra. Ingen principper at finde der, omend Cloud har det svært med at høre nogen tale dårligt om Shinras soldater.



Den lille brogede flok af frihedskæmpere baner sig blåøjede ind i Shinras kraftværk og bomber en af deres Mako-reaktorer, blot for at se sig selv anvendt som brikker i et storpolitisk spil, de slet ikke anede eksisterede. Det er da heller ikke de mest hårdkogte typer der er tale om, selvom den Schwarzenegger-store Barret gør sit bedste for at virke sådan, og du begynder ret hurtigt at fatte sympati for de enkelte personer, ikke mindst tøserne i gruppen, barndomsveninden Tifa, blomsterpigen Aerith og bombemageren Jessie, der alle har deres små flirterier med Cloud.

Spillet er et såkaldt JRPG - altså et japansk rollespil - hvilket kommer til udtryk i både stil, historie og gameplay, selvom denne nye udgave har fået et noget mere vestligt præg end jeg husker det fra originalen. Måske er det bare stemmerne og den mere ‘naturtro’ grafik der snyder. Historien er i hvert fald uden tvivl genretro, og når denne gang helt utrolige højder af indforståethed, uden den store chance for helt at følge med - især for nytilkommere, der må finde sig i virkelig mange uforklarede hentydninger og sammenhænge, som vi gamle genkommere bare mæsker os i, med nostalgiske tårer i øjenkrogen.



For eksempel var jeg lige ved at smelte helt sammen allerede fra starten, ved gensynet med Midgar i en helt eminent grafik, som Square Enix allerede i første omgang faktisk formåede at få med gennem filmsekvenser, men som nu er med i hele spillet. Synet af dette, akkompagneret af det gammelkendte soundtrack, nu i fuld orkesterversion, er intet mindre end fantastisk. Musikken i sig selv er faktisk et imponerende remake af de gamle 32-bit melodier, og der er både seriøs elegance og gakket humor i de mange fortolkninger.

Grafikken er flot og byder på nogle fantastiske settings, fra bunden af Midgars forskellige slumkvarterer, til toppen af Shinras imponerende bygningsværker. Her er masser af detaljer, masser af udsigt og masser af stemning. Men her er også nogle gode gamle efterladenskaber, som for eksempel en meget gennemført statisk følelse. Kun udvalgte objekter kan smadres eller flyttes, kun helt specifikke punkter kan kravles under eller hoppes over, og du vil uden tvivl uforvarende komme til at gå op eller ned af en trappe eller hoppe tilbage over en afgrund, fordi du lige trickede det punkt der aktiverer den sekvens. Ret mekanisk og egentlig uelegant, men det føles i virkeligheden meget i genrens ånd. I hvert fald for en gammel nostalgiker som mig.



Til gengæld formår spillet at flette imponerende filmsekvenser umærkeligt ind overalt, hvilket giver en meget filmisk stemning, og understøtter historiefortællingen helt enormt. Ikke mindst når det kommer til udfoldningen af de enkelte personers baggrund og relationer, er der her givet plads til endda meget lange sekvenser, der giver ekstra liv til selv de mere perifere figurer i truppen. Hovedparten af dialogerne fungerer rigtig godt, omend det i mange tilfælde bliver meget banalt og forudsigeligt, men det har forfatterne søgt at udligne med nogle helt uigennemskuelige plots og drypvise glimt af uforklarede gæsteoptrædener - især hvis du aldrig har været i Midgar før.

En af mine bekymringer i den lange ventetid op til udgivelsen af dette første kapitel i den genskabte Final Fantasy saga, var rygtet om udeladelsen af det rent turbaserede kampsystem. I efterfølgende Final Fantasy spil har der løbende været fokus på at udvikle et mere action-præget kampsystem, og det er blevet det nye sort i denne remake også. Hvor man i originalen pænt ventede på at det blev ens tur, mens man i ro og mag kunne vælge sit næste træk, skal der denne gang straffes taster og tænkes hurtigt. Heldigvis må jeg sige at det fungerer rigtig godt, og giver kampene et helt andet adrenalin-skud, uden faktisk at gå på kompromis med det strategiske.



Du kan nu tæske løs på fjenderne alt det du vil, du skal aktivt parere modstanderens udfald, du kan frit løbe rundt på kamppladsen og samtidig kan du til enhver tid sætte tiden næsten i stå, mens du vælger mellem nogle af de særlige angreb, formularer eller genstande der kan anvendes også. Særlige angreb er som udgangspunkt bundet til det våben du anvender, men kan over tid læres og anvendes på tværs, men du kan først sætte dem i spil, når din ATB - Active Time Battle - måler er fyldt op, hvilket den gør efterhånden som du tamper løs på modstanderen. Magi er som før bundet til anvendelsen af Materia - nogle magiske kugler udvundet af planetens Mako-energier, som kan placeres i nogle særlige holdere på dit udstyr. Hver Materia kugle giver dig en evne du kan anvende i kamp, enkelte passive, hovedparten aktive, såsom at fryse, brænde, helbrede, beskytte, hidkalde, og efterhånden som du anvender dem stiger de i niveau, så du får adgang til stærkere udgaver af deres magi.

Der er et hav af forskellige Materia, herunder de særligt voldsomme Summon Materia, der gør dig i stand til at hidkalde en dæmon-agtig medkæmper, såsom den flammeomspundne Ifrit, den isnende Shiva eller den noget fjollede Fat Chocobo - en kæmpestor fed fugl hvis ultimative angreb hedder Kerplunk. Final Fantasy VII har aldrig været et spil der tog sig selv hundrede procent alvorligt. Disse Summon Materia kan du kun få ved at overvinde selvsamme væsen i en virtuel kamp mod dem. Tidligt i spillet støder du på Bradley, en ung ambitiøs forsker i Materia, der ved hjælp af din research i marken, får data til at opfinde ny Materia, som du så kan købe til favørpris. Og han viser sig også at kunne udvikle disse særlige Summon Materia, hvis du altså først vinder et slag mod den modstander du efterfølgende vil kunne hidkalde.



Som i ethvert rollespil med respekt for sig selv, er der spandevis af opgraderings- og kombinationsmuligheder du skal tage vare på, hvis du vil nå sikkert til vejs ende i eventyret. Du får Action Points til at opgradere din Materia, du får Skill Points til at opgradere dine våben, du får Experience Points der opgraderer din karakter. Du får løbende flere Hit Points, så du kan klare flere slag og du stiger også i Mental Points, så du kan kaste flere og kraftigere formularer. Det er dog opgraderingen af dine våben, der har størst indflydelse på dine evner, da det er gennem disse du kan justere din karakter i retning af fysisk kamp, magi, tank, eller hvad du nu bedst kan lide.

Opgraderingen foregår i et mærkeligt galakse-agtigt interface, hvor du åbner for flere og flere galakser, efterhånden som dine evner med et specifikt våben øges. Hver galakse indeholder en række specifikke opgraderinger, såsom flere hit points, bedre angreb, højere modstand mod magi, og hver opgradering koster Skill Points. Det er en proces der tager uforholdsmæssigt lang tid, men giver en god fornemmelse af at kunne justere på virkeligt mange parametre - og du kan gøre det for alle personer i dit party. Du kan dog også bare vælge at lade systemet fordele de optjente Skill Points ud fra én af tre profiler: Angreb, forsvar eller balanceret.



Du arbejder altid i et team på højst tre, og i modsætning til originalen, hvor du undervejs fik mulighed for at skifte ud på holdet, er det denne gang helt styret af punktet i historien, hvem du har med på flankerne. Som udgangspunkt klarer dine holdkammerater sig selv i kampe, men de anvender kun deres standard angreb, og du kan hurtigt skifte mellem dem og sikre at de også får skudt lidt af det tunge krudt af. Med L2/R2 kan du hurtigt skifte mellem hver karakters evner, og sikre at du får udnyttet de særlige formularer eller evner den enkelte har, og du kan med D-pad’en lige så hurtigt skifte til aktivt at styre en anden karakter på holdet. Det tager lidt tid at vænne sig til, men bliver hurtigt meget naturligt og gør kampene endnu mere interessante, og ikke mindst dit setup af udstyr for hver enkelt langt mere vigtigt.

Selvfølgelig defaulter du altid til at kontrollere Cloud, den ubestridte hovedperson, der kastes ud i så utroligt mange pinsler - lige fra de pinlige teenage-agtige øjeblikke med pigerne og følelserne, til de mere skæbnesvangre møder med den mystiske Sephiroth - barndomshelten der er gået galt i byen, og nu tror han skal erobre og herske universet. Måske… Her bliver plottet lidt uklart…



Netop det lidt uklare plot, der meget tydeligt afviger fra originalens, har skabt røre i fanskaren. Der er had, rådvildhed, tomhed, håb, jubel, frygt og enorme diskussioner, og det er svært at tænke andet, end at det reelt er en succes for Square Enix. Det var en umulig opgave at ramme den rent, især når ambitionen var en ReMAKE og ikke bare en ReMASTER. I stedet for at genskabe originalen til mindste detalje, har de skrevet det hele om fra bunden.

Her er masser af skønne gensyn: Den grundlæggende historie, alle karaktererne (fra denne del af historien, med hints om at vi nok skal møde resten senere), endda i en langt dybere udgave, musikken, mange af de små gakkede indslag. Eksempelvis får du igen muligheden for at se Cloud i kjole og makeup, denne gang i en svingom med en tydeligt homoseksuel klubejer, der kræver Britney Spears fra sine bedste dage af den stakkels Cloud. Du får også mulighed for at lave squats battle i det lokale træningscenter. Og du får mulighed for at gennemføre nogle af de mest ikoniske kampe, mod nogle af de mest ikoniske modstandere, i langt bedre grafik og i et meget mere levende kampsystem.



Her er også masser af nyt: Historien brydes løbende af oaser, hvor du kan gennemføre en lang række mere eller mindre interessante sidemissioner, der måske mest virker som fyld og en mulighed for at øge dit niveau inden du skal videre, men samtidig giver et mere nuanceret - om end aldrig rigtig mangefarvet - billede af den verden du løber rundt i.

Final Fantasy VII er stadig en rigtig god historie. Nu langt større og smukkere. Mere forvirrende, men stadig utroligt styret. Det er ikke sjældent at du føler dig temmelig meget på skinner, og kun sjældent at du føler dig fortabt. Kapitlerne følger slavisk hinanden, og hjælper dig gennem historien, hvor du vil støde på næsten alle de ting du kan huske (fra Midgar), men i en helt ny udstrakt rækkefølge. Hvert gensyn gjorde mig glad, og de nye ting gjorde mig også glad. Og her skal siges at jeg tydeligvis må ses som en fanboy. Der er vaseline på linsen jeg ser igennem. Jeg har svært ved at se det her med jomfruelige øjne, men har en anelse om, at det måske er en svær galej at komme ombord på. Men jeg synes du skulle prøve. Trods sine begrænsninger og japanske mystiskheder, glæder jeg mig personligt utroligt meget til næste kapitel - måske især fordi jeg ved at jeg vil få hældt på nostalgien, uden at jeg reelt aner hvad der kommer til at ske.
Fakta
Final Fantasy VII Remake

Final Fantasy VII Remake

PlatformPlayStation 4
UdviklerSquare Enix
UdgiverSquare Enix
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stoffer Skærmmende Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Kampsystemet fungerer enormt godt, musik og grafik er moderniseret så elegant
Meget på skinner, reelt ret statisk verden, tæt på uforståeligt plot - især for nytilkommere
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.