Final Fight Streetwise

Final Fight serien har været en bunke beat em’ up spil fra de glade arkadedage, og nu har Capcom valgt at tage springet til 3D med Final Fight: Streetwise.

Gameplay
Final Fight: Streetwise handler om Cody og Kyle. For kendere af serien vil man kunne genkende disse to personer, hvor Cody sparkede en held del bagdel i de foregående spil.

Der er nu gået et stykke tid efter Cody’s sidste eventyr, og han har ikke selv kræfter nok til at kunne deltage i kampene mere, så Cody har i stedet valgt at træne Kyle op, så han kan blive en kæmper.

Det er her, vores historie starter. Kyle er godt i gang med at få tæsk af Handsome Bob, og du bliver smidt direkte ind i kampen mellem Kyle og Bob.

Efter Kyle har sendt Bob i gulvet, tager Kyle og Cody ud for at fejre sejren. Desværre bliver der ikke meget fest i gaden, for nogle mænd i jakkesæt kommer og henter Cody mod hans vilje.



Nu er det op til Kyle at finde Cody, og finde ud af, hvorfor Cody blev bortført.

Gameplayet i Final Fight: Streetwise er meget simpelt bygget op. Du har kontrol over Kyle, og du kan sparke, slå og gribe fat i folk. Der er også mulighed for at blokere angreb, men den knap får du aldrig brug for, da spillet reelt er en button masher af de helt store, hvor det gælder om at angribe uden pause.

Når man løber rundt i Metro City som Kyle, får man lov til at banke på alt, hvad der vil en ondt, og det er faktisk en hel del. Alt fra bandemedlemmer, junkier og op til mænd i sorte jakkesæt har alle planer om at bringe Kyle ned med nakken.

Når gameplayet er som det er, er det en vigtig ting, at det er sjovt hele vejen igennem, og man er udfordret. Desværre er det langt fra tilfældet i Final Fight. Kampsystemet er overfladisk, det handler om at hamre så meget som muligt på to knapper og så håbe på det bedste.

For når man er i kamp, er der desværre ikke meget taktik. Det handler om at komme tæt på fjenden, hamre på et par knapper og ellers undgå modstanderens slag. Det ville på sin vis være ganske sjovt, men spillet mangler i den grad udfordring, og det er langt fra et problem at kæmpe mod 10 modstandere på en gang, da du kan klare dem alle på nogle få slag.

Mens du løber rundt fra mission til mission i Metro City, kan du løbe rundt og udforske byen og lave små sideopgaver for byens beboere. Disse opgaver resulterer i nogle penge, som du kan bruge på at opgradere dig selv gennem spillets forløb.



Spillets små miniopgaver er kedelige og uden inspiration, og man ser hurtigt, hvordan alle opgaverne er variationer af 3-4 overordnede opgaver med det resultat, at der går gentagelser i spillet utroligt hurtigt, og man mister interessen meget hurtigt.

Styringen af Kyle er delvist acceptabelt. Når man kæmper, er det kun et par knapper og analog stikket, der tages i brug, men styringen føles tung, og man får aldrig brug for alle de flotte combo’er, man køber sig til gennem spillets eventyr.

Styringen er dog langt fra alene om at ødelægge spiloplevelsen, for spillet mangler en morskabsfaktor, som gør, at man bliver ved med at spille det, og det er det, der er den største mangel i Final Fight. Spillet er reelt ikke sjovt.

Grafik
Grafikken i Final Fight: Streetwise er en grå og kedelig omgang. Spillets miljøer ligner hinanden alt for meget, og der mangler i den grad variation over spillets baner.

Animationerne i spillet er kedelige, og de bliver genbrugt alt for ofte. Der går ikke længe, før man har set alt, hvad spillet har at byde på, når det kommer til animationer. Det samme kan siges om spillets texture, der præger spillets personer. De personer, du støder ind i, ligner nemlig dem, du bankede for ganske få minutter siden, og der er intet gjort for at give spillet et mere varieret figurgalleri.

Frameraten i spillet er heller ikke for god, og den har det med at falde, når man kommer i kamp med flere personer ad gangen. Sammen med spillets kamerasystem, som ikke fungerer optimalt med dumme vinkler, mister man overblikket over kampen, og så har man en interessant cocktail.



Lyd
Mens man løber rundt og leder efter Cody, udfolder spillets historie sig igennem et væld af mellemsekvenser. Alle disse sekvenser prøver at ramme en vis ”street” tone, og derfor er spillet fyldt til randen med bandeord, og det hele føles malplaceret og gør, at man sidder og griner af spillets dialog i stedet for at blive hevet ind i gademiljøet.

Musikken i spillet er anonym gennem det meste af spillet, dog bliver den en smule mere fremtrædende i spillets mellemsekvenser, men ellers forbliver musikken anonym i baggrunden og formår aldrig at træde frem, selvom spillets soundtrack har mange forskellige kunstnere som Slipknot og Fear Factory.

Holdbarhed
Kyle’s eventyr varer ikke så forfærdeligt længe. Spillet kan gennemføres på små 6 timer, og bagefter er der mulighed for at spille arkademode, hvor man sammen med en ven kan kæmpe sig igennem en mindre hær af modstandere for at få en high score.

Udover spillets singleplayerdel, og co-op muligheder er der også mulighed for at spille den gamle arkadeversion af Final Fight i en emuleret udgave, så der kan komme lidt retro hjem i stuen.

Overall
Final Fight: Streetwise prøver at hive os tilbage til de gode gamle beat em’ up dage, hvor alting var sjovt, men desværre falder Final Fight til jorden med et gameplay, som ikke er sjovt, en problematisk styring og et kamera, som er et helvede at arbejde med.

Sammen med gammel, kedelig og grå grafik og en forfærdelig lydside er Final Fight: Streetwise et spil, man bør styre langt uden om.