Folklore

Ser man på Game Republic’s portefølje af spil, kan man ved første øjekast godt føle sig skræmt af Folklore. Med flere middelmådige titler i bagagen var forventningerne til deres seneste spil ikke så store. Det skulle vise sig at blive en fordel, for Folklore leverer faktisk varen.

To versioner af samme historie
Spillet er et japansk adventurerollespil, hvor fokus er på kampene. Men til trods for det asiatiske præg på spillet, er der ikke noget, der forhindrer nytilkommere i at gå direkte ind i kampen. Faktisk er det behageligt at blive budt indenfor i den verden, hvor de døde færdes.
Det meste af spillets handling foregår nemlig ikke i denne verden. Vi skal begive os hinsides til de dødes verden. Allerede her kan en mindre gruppe folk falde af, da det virker for abstrakt. Heldigvis er starten så interessant og fangende, at man med stor sandsynlighed bliver siddende foran skærmen for at følge vores to helt almindelige personer rejse til The Netherworld.


Man kan vælge at spille som enten Ellen, der prøver at få svar på hendes fortid eller Keats, der er redaktøren for et okkult blad. Deres veje krydser hinanden undervejs i spillet, men man får en forskellig oplevelse og fortælling alt efter, hvem man vælger at gå igennem spillet med. Man kan spille med begge personer sideløbende, så selvom den ene halter et par kapitler efter, kan man hurtig rette op på det og dermed supplere historien med den anden karakters oplevelser. Herligt hvordan de har taget to indgangsvinkler og flettet dem sammen. Keats der leder efter forsidehistorien og Ellen der søger efter hendes mor.

I den Irske landsby Doolin har man længe været bekendt med de dødes verden, men har valgt at tie stille omkring det, da de forbinder det med noget ondt. Ønsker man at besøge de dødes verden kræver det, at man skaffer en genstand, der har betydning for en af de døde. Noget som har en personlig værdi for dem. Dermed kan man skabe kontakt med den anden verden og opleve noget af en fortælling.

Kunsten at tage de dødes sjæl
Folklore betyder læren om Folk og disse Folk er de dødes ID. Keats og Ellen har evnen til at optage disse IDs og dermed bruge dem imod andre Folks. The Netherworld er blot en blandt flere opholdssteder for de døde, og hver især indeholder de forskellige Folks med hver deres unikke angreb. Nogle af dem kan sågar bruges som forsvar imod andre Folks. Noget man hele tiden skal tænke over, da man ikke har uendeligt liv eller for den sags skyld energi til at bruge ens Folks.


Når man angriber en Folk, vil de efter et par slag bukke sammen og over dem vil fremkomme en sjælelignende lyserød figur. Disse er ID’erne, og når de bliver synlige gælder det om at fange dem. Dette gøres ved at låse sig fast på ID’et og rykke med ens Sixaxis controller, så bevægelsessensoren kommer i brug. Man skal nærmest ryste ID’et fri fra dens Folk. Jo flere ID’er man opsamler af gangen, desto hurtigere når man næste niveau, som giver adgang til mere liv og energi. Ligeledes vil ens egne Folks blive opgraderet jo mere de bliver brugt og dermed få flere forskellige angreb.

I hver verden findes der en Folklore. Disse bossagtige væsner byder på en spændende om end udfordrende kamp, hvor man ikke bare kan gå lige til stålet. De har nemlig kun 1-2 svagheder, og det er op til en selv at finde disse. Undervejs kan man dog samle sider op fra en billedbog og i denne bog er illustrationer af, hvordan man bekæmper en Folklore.

En fremmed kultur
Noget af det mere skræmmende i spillet er de klip, der skal kæde historien sammen. For selvom Folklore byder på flotte mellemsekvenser med masser af farver, lyd og bevægelse, bliver det meste fortalt igennem en slags tegneserie. Omkring 90 % af mellemsekvenserne bliver leveret i såkaldte udsnit fra en tegneserie. Til at starte med virker det som en slags kulturkløft, der lige skal overvindes, men som spillet skrider frem, vil charmen ved denne fortælleteknik vokse på en, og man nyder pludselig at skulle bladre igennem et digitalt tegneseriehæfte på bekostning af lyden.


Farvevalget er også imponerende og komplimenterer resten af den grafiske side i spillet. Det er næsten overdådigt, for man forventer en trist og grålig verden, men de lyse og varme farver har overtaget, og det skaber en god stemning. De kunne sagtens have nedtonet farven og dermed gjort det mere dystert, men så havde man også været nødsaget til at ændre i resten af spillet, da de komplimenterer hinanden.

Også de forskellige Folks har tydelige rødder i den japanske kultur, hvilket gør dem mere eksotiske end de lige burde være. De eneste ting, der gør The Netherworld uhyggelig, er den sidste Folklore og stemningsmusikken. Man skal altså forvente at blive skræmt for vid og sans til trods for, at man begiver sig rundt blandt de døde.


Når vi taler om de døde
Hvad der afholder Folklore fra at blive et af de helt store eksklusive spil til PlayStation 3 er ting som den dårlige kamerastyring. Når man for eksempel prøver at indfange ID fra en Folklore, skal det gøres på en bestemt måde og her zoomer kameraet så tæt på, at det store bæst fylder det meste af skærmen, og det bliver den ikke kønnere af. Spillet taber også nogle frames, hvis man laver en hurtig drejning med kameraet for at se de fjender, som er ved at liste sig op på en bagfra. De mange ID, som et godt angreb kan frigive, har det også med at skabe slowdowns.

Igennem spillet bliver man af Doolin’s beboere bedt om at udføre forskellige opgaver. Langt størstedelen foregår i de dødes land og er lidt monotone. Udfordringen i dem er næsten ikke eksisterende, og de virker overflødige - som en slags underholdning, der skal holde en i gang, imens man forsøger at klare ens hovedopgave.


Ønsker man at løbe igennem med begge karakterer, skal det gøres parallelt, da en hel gennemspilning i sidste ende bliver lidt trættende, og man derfor kan savne inspiration til at gøre det igen. Første gang er dog alligevel hele turen værd, og mon ikke det kan findes frem igen, hvis man lige får lyst til at besøge de døde.