For Honor

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 20. februar 2017 - kl. 20:20
Del denne artikel:
9 5

For Honor fra Ubisoft er endelig ude og det byder på et af de bedste, mest taktiske og tungeste kampsystemer vi længe har set. Læs anmeldelsen her.

For Honor blev annonceret på E3 messen i 2015 og er udviklet af Ubisofts førende afdeling i Montreal i Canada. Spillet beskrives som et våbenbaseret multiplayer action-kampspil og den beskrivelse er meget passende, selv om det også indeholder en overraskende god single-player del.



Det første man bemærker når man begynder at spille For Honor er, foruden den smukke grafik, det meget velfungerende kampsystem. Det er baseret på sten, saks og papir og det er fordelt på tre forskellige kamppositioner. Når man står over for sin fjende, kan man holde sit sværd mod enten venstre, højre eller holde det højt. Hvis man holder sit sværd mod venstre, kan man blokere angreb der kommer fra venstre og man kan angribe en fjende fra venstre side ? og holder man sit sværd højt, kan man blokere høje angreb og man kan angribe med højtplaceret angreb ? og så videre.

Når man begiver sig ud i kamp, skal man nu kombinere disse positioner med undvigemanøvre og blokeringer, samt naturligvis at krydre det hele med veltimede angreb på fjendes åbne sider, da disse indtager de samme tre positioner som en selv. Støder man på en modstander, som er i stand til at blokere alle ens angreb, kan man blandt andet udføre et ?Guard Break?, som vil lamme modstanderen i en kort periode hvis det lykkedes og på den måde kan man få sat sine angreb ind.



Systemet fungerer virkelig godt og det resulterer i et tungt og strategisk kampsystem, hvor taktisk snilde belønnes og hvor alle angreb tæller. Hvis man begynder at tæske løs på knapperne på ens joypad, så kommer man ikke langt og det er faktisk bedst, hvis man glemmer alt hvad man har lært om denne type spil de sidste mange år, da For Honor gør det på sin helt egen måde. Det er en fornøjelse at udforske kampsystemets mange facetter og det er nemt at lære men svært at mestre.

For Honor er hovedsagligt et multiplayerspil, men det indeholder også en overraskende solid single-player del ? som også kan spilles i co-op sammen med en ven. Denne del fungerer i virkeligheden mest som en meget stor tutorial, hvor man løbende bliver introduceret til kampsystemets mange facetter, man lærer om de specielle passive og aktive egenskaber, man lærer om den unikke eventyrverden som spillet foregår i og ikke mindst får man prøvet nogle af spillets forskellige klasser og fraktioner.



Single-player kan spilles i fire forskellige sværhedsgrader; Casual, Normal, Hard og Realistic. Normal er fint balanceret mellem udfordring og oplevelse, mens Hard kræver, at man virkelig studerer modstanderen og hvilke kampstillinger han indtager. Realistic vil næsten kunne tilfredsstille Dark Souls fans, da sværhedsgraden er høj, der er intet interface til at hjælpe og der er langt færre checkpoints. Det er en ganske hardcore udfordring.

Historien i single-player ikke noget at skrive om og gamemoden virker lidt fragmenteret, da man bliver kastet rundt mellem de forskellige klasser og fraktioner. I virkeligheden fungerer den bedst som en forberedelse til hvad det virkelig drejer sig om i For Honor, nemlig multiplayer. Jeg forlod dog single-player overrasket over, hvor godt den egentlig fungerer ? og det er den del af spillet, der for alvor viser hvor smukt et spil For Honor egentlig er og man bliver præsenteret for nogle hektiske kampscener. Man skal dog ikke forvente den dybe eller interessante historie og den kan godt blive lidt ensformig mod slutningen af de 10-11 timer den tager at gennemføre, men alt i alt er det bestemt en godkendt single-player i et spil hvor det meste af fokus ligger på multiplayer.



Multiplayer fungerer bedre end single-player og det er den del du skal købe spillet for. Spillet byder på fem forskellige spilmuligheder. I Duels kan man udfordre en enkelt anden spiller i 1v1 i bedst af fem runder og man kan invitere en ven med i lignende 2v2 kampe. Elimination er en 4v4 spilmode også bedst af fem runder og her er der ingen respawns (dog kan man genoplives af ens holdkammerater) og den kriger som står alene tilbage på slagmarken vinder runden for den pågældendes hold.

Endelig er der Dominion, som er den bedste multiplayer gamemode. Det er også 4v4 og her skal hvert hold forsøge at opnå 1.000 points hurtigst muligt og det gør man ved at dræbe fjenden samt besætte specifikke områder på banen og holde fast i dem. Denne del er specielt underholdende, da den kan bølge meget frem og tilbage og fordi den udspiller sig side om side med massevis af computerstyrede soldater, så det er her man får den bedste fornemmelse af at være med i et stort og episk slag.



1v1 og 2v2 er de mest simple og rene gamemodes og det er faktisk her, at kampsystemet virker bedst. Det virker som om, at det taktiske kampsystem hovedsagligt er designet til at man kæmper mod en (måske to) modstandere ad gangen og man kan hurtigt komme ud i problemer, hvis man bliver omringet af flere fjender, så det bør man for alt i verden undgå. Det bliver dog nogle gange misbrugt en smule i multiplayer, da nogle hold gør alt for at få en enkelt spiller adskilt fra flokken og på den måde nedkæmpe modstanderholdet ? og det betyder faktisk, at det dybe og taktiske kampsystem kan blive en smule overflødigt. Det er dog ikke det store problem, da man som modstander kan dæmme op for det, men man skal være opmærksom.

Krigerne i For Honor er fordelt over fire forskellige typer fordelt over tre fraktioner; riddere, vikinger og samuraier. De 12 klasser spænder fra tunge og langsomme krigere med kraftige angreb til lette og hurtige, som kan tilføre masser af skade på selv store fjender, hvis man ikke får dem nedkæmpet i en fart. Alle klasser har hver deres egenskaber og i løbet af single-player får man snuset lidt til en række af dem, så man er klædt på til multiplayer delen, hvor man bør vælge den klasse, der passer bedst til ens spillestil.



I løbet af både single-player og multiplayer, låser man op for nye dragter, skjold og visuelle opgraderinger, samt nye egenskaber, både aktive (som man selv skal aktivere i kampene når man vil bruge dem) eller passive (som hele tiden giver ens karakter den pågældende egenskab). De forskellige klasser virker godt balanceret og kampsystemet og gameplayet virker virkelig solidt og godt.

For Honor kræver en konstant internetforbindelse for at kunne spilles ? også i single-player. Det har dog ikke haft nogen betydning for os, for i vores tid med For Honor, har vi ikke oplevet nogle af de skrækhistorier om netværk- og matchmaking problemer, som man oplevede i beta-testen. Det lader til, at Ubisoft har fået styr på opstartsproblemerne og alt i alt var multiplayer oplevelsen i For Honor ganske fin, specielt hvis man spiller sammen med en lille håndfuld gode venner.

Rent grafisk er For Honor er at de flotteste spil vi længe har set. Det kører i 1440p ved stabile 30 frames på en PlayStation 4 Pro og i fuld HD ved 30 frames på en standard PlayStation 4, hvor hastigheden kan falde med mellemrum. Vi spillede For Honor på en PS4 Pro sat til en 4K skærm og det var en ren fornøjelse at se på. Spillet kører flydende og grafikken er fyldt med detaljer (specielt i de mange dragter til ens kæmpere), teksturer er tydelige, lyseffekterne ser troværdige ud, men også animationerne er fremragende. Meget imponerende. Lydsiden er også velfungerende, med gode stemmer, et fint soundtrack og nogle tunge lydeffekter for eksempel når to økser hamrer mod hinanden.



Hvordan er For Honor sådan samlet set? Jeg er positivt overrasket over single-player delen, som er ganske fin, specielt når man tænker på, at For Honor har langt mest fokus på multiplayer. Multiplayer delen fungerer godt og kampsystemet er dybt og virker tungt ? på den helt rigtige måde. Der er masser af indhold i spillet og rigtige krigere vil kunne få mange timer til at gå med spillet her. Som det typisk er med multiplayer spil, så afhænger spillets succes af, hvor mange spillere der vil tage det til sig og hvor længe, og hvordan, Ubisoft vil supportere spillet i fremtiden. Hvis de udviser samme dedikation som med Rainbow Six Siege, så ser fremtiden lys ud for For Honor, for allerede nu byder spillet på nogle særdeles solide grundsten for noget større i fremtiden.

Hvis du er til multiplayer spil med store sværd, økser og brutale nærkampe, så skulle du tage et godt kig på For Honor, det er formentlig det bedste spil i genren i øjeblikket.
+ Velfungerende kampsystem, fremragende grafik, overraskende god single-player
- Lidt ufokuseret single-player, problematisk at kæmpe mod flere fjender ad gangen
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:8.5
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.