Forbidden Siren

Forbidden Siren Anmeldelse
Vi har af vores samarbejde med Nordisk Film fået Forbidden Siren, som jeg har fået til opgave at ridse lidt op for jer læsere på Console.dk. Jeg er lidt af en gyserspilentusiast (lidt da jeg faktisk holder op med at spille spil af denne genre, simpelthen fordi jeg bliver for bange…mine stakkels, ømtålelige nerver…), så det er med en smule glæde samt en smule ærgrelse, at jeg kaster mig over denne opgave. Men ak og ve til side, nu er det jo arbejdet der kalder, og så er det straks en helt anden sag !

Gameplay Hanyuda er navnet på en lille japansk landsby, der pludselig er blevet et ondskabens sted omringet af en sø af blod. Kun 10 af indbyggerne har været vidne til en grusom skæbne, og gennem disse overlevende skal man opklare mysteriet om befolkningens forvandling, inden de selv oplever det samme. ”Forvandlingen” er, at befolkningen af Hanyuda er blevet til ”Shibito”: Fæle og ulækre monstre, som ønsker at inkludere de sidste overlevende i deres klub (Dead Peasants Society ?)

Historien udspiller sig over 3 dage fordelt på 78 episoder, hvor der bliver skiftet mellem de 10 hovedpersoner. Der er også lidt Tarantino over historien, da man vil opleve at skulle møde karakterer, som man allerede ved er døde i forvejen…

En af spillets unikke features er ”Sight-Jack”, hvor hver af de 10 hovedpersoner har evnen til at ”koble ind” i fjenders hoveder, og se hvad de ser. Dette er lavet meget ligetil; man trykker på L2 for at komme ind i ”Sight-Jack Mode”, som vises som flimmer i skærmen med den irriterende, men ”realistiske” krattende lyd, der følger (man har vel prøvet at zappe ind på en tv-kanal uden signal og det skratter helt vildt meget? Sådan er det). Inde i ”Sight-Jack Mode” bruger man så venstre analog pind for at styre retningen 360º grader, hvor man så kan se, hvad ”Shibitioerne” ser.


På denne måde kan man finde ud af, hvornår et monster er væk, så man kan løbe ind i et værelse og gemme sig i et skab eller lignende. Hvis man er tæt på en fjende, kan man se sig selv (hvis man gemmer sig i et skab eller toilet) som en blå glimtende stjerne (og hvis man har en følgesvend, så har denne en grøn glimtende stjerne), som giver en én god fornemmelse af at udviklerne virkelig har tænkt tingene igennem til dette spil.

Endvidere, hvis en fjende har spottet en, så kommer der et rødt flash ind for at advare dig om at løbe som bare helvede eller hvis man har et våben, at være forberedt på at tage kampen op. Da ”Shibitoerne” er meget stærke i forhold til menneskene, for at skabe et scenarium, hvor man virkelig føler sig fortabt og alene, så er det smarteste at gemme sig.

Styringen i spillet er meget ligetil, man styrer hovedpersonen med venstre analoge pind, bruger et våben ved at holde R1 inde og slå med X-knappen (som man trykker forskelligt på alt efter ønsket styrke), -knappen giver dig mulighed for at råbe og give kommandoer til følgesvende såsom ”gem” eller ”vent” og ”kom her” samt at skulle låse døre eller lignende. –knappen gør, at man kan krybe sig ned, så man kan gemme sig bedre bag en kasse eller et bord.

Grafik Grafikken er holdt i en beskidt og mørk stil, og fortabelsen føles retmæssig, da banerne ikke ser indbydende ud ! ISÆR ikke med ”Shibito” gående rundt omkring Der er brugt ”motion capture” på rigtige japanske skuespillere, hvor udviklerne digitalt har restaureret ansigter og kroppe af nævnte skuespillere og overført dem til spillet. Atari brugte det også til ”Enter the Matrix”, men her synes det gjort meget bedre, og da stilen er valgt dyster, synes det bedre implementeret.

Cutscenerne er lavet i en artistisk stil, hvor billedet flimrer (det kan sammenlignes lidt med de scener i ”Lord of the Rings”, hvor Frodo tager Ringen på og bliver usynlig…) og det giver spillet endnu et unikt præg. Sony har virkelig ønsket at lave noget unikt i stil med ”Ghosthunter” og ”Primal”. Karaktererne er lavet fotorealistiske men med lidt kunstnerisk frihed og det synes denne anmelder godt om. Normalt ville jeg ikke synes om overdreven brug af tågeeffekter, da det plejer at være tegn på mangel på kreativitet, sjusk og et forsøg på at spare på detaljer, men i netop denne genres spil, så passer det meget godt.

Glæd dig (eller skræm dig) til de tidspunkter, hvor du aner noget, der bevæger sig i enden af skærmen og man hører de slæbende fodtrin af ”Shibito”, som kommer ud fra tågen mod dig…

Der er også en lommelygte man kan bruge, og som i ”Alone in the Dark: A New Nightmare”er der her også tale om en rigtig flot gengivelse af lommelygtens skær. Man skal bare ikke bruge den for meget, da man bliver opdaget i tusmørket, hvis man ikke er forsigtig.

Lyd
Lyden er substansen i et gyserspil; det er SÅ vigtigt, at lyden er god og ”ren”, da den underlægger en stemning, der virkelig kan skræmme, og da gyserspil og film jo forhøjer ens sanser, sidder man virkeligt og venter på den næste skræmmende scene. Jeg kan sige, at lyden er meget god. ”Shibitoernes” åndedræt, når man har ”Sight-Jack’et” dem er meget skræmmende at høre på; fodtrin lyder klamme, og slag med våben eller skydevåben er ligeledes godt gengivet.

Musikken lægger man ikke mærke til, men det gør ikke noget, da det jo er fint nok kun at have lyden fra diverse effekter. Når man er i ”Sight-Jack Mode”ånder hovedpersonerne højlydt alt efter hvor længe man bliver ved med at lege ”optisk spion”, og det skal man være forsigtig med, da ”Shibitoer” har gode høresanser. Derfor skal man også være forsigtig med at løbe for meget, da man kan blive hørt, så det er tilrådeligt at gå.

Holdbarhed
Som i ethvert gyserspil eller gyserfilm er det en tommelfingerregel, at oplevelsen kun er god én gang og det gælder også her. Replay-værdien vil højst sandsynligt forsvinde efter allerede første gennemførelse, men det gør ikke så meget (eller bør ikke gøre så meget), da man altid ved dette med gyserfilm og spil. Spillet bør spilles pga. Sonys dedikerede arbejde til genren.

De har samlet de stærkere ”spillere” i gyserspilsgenren og lavet et unikt stykke værk. Stemningen vil fange mange; min første oplevelse med spillet var mens jeg sad i et fuldt oplyst værelse med min bror ved Pc’en og min mor ved skrivebordet i færd med at skrive et brev og jeg formåede stadigvæk at få lyst til at nuancere mine joggingbuksers farve med noget gult væske…

Overall
Da PS2 ikke overrendes med gyserspilstitler ville det være en skam ikke at (i det mindste) prøve spillet. Hvis man har en weekend til overs, kan man muligvis leje spillet og gennemføre det, men hvis man er af den type spiller, som jeg er (det tager mig lang tid at gennemføre spil, da jeg kun spiller højst to timer om dagen og varierer mellem spillene), så kan man måske overveje at købe spillet.