Formula One 05

Anmeldt af: - 2. september 2005 - kl. 17:26
Del denne artikel:
0 0

Formula One serien har altid været en af de mest populære udgivelser blandt Formel 1 fans, nu er en ny version dukket op i butikkerne.

Det er den årlige udgave af formel 1, vi skal se på, og vi kan allerede afsløre, at i modsætning til de andre årlige udgivelser af spillet, er der virkelig sket noget i den rigtige retning. SONY har licensen i orden, så alle biler og kørere er igen 100 %, som var de taget ud af Eurosport.

Gameplay
Selvom det er den årlige udgivelse af formel 1, så er der ikke blevet pillet så meget ved gameplayet. Det går stadig ud på at køre de hurtigste tider, holde hovedet koldt og selvfølgelig komme først over målstregen. Som i så mange andre bilspil kan du vælge imellem en håndfuld forskellige løb, enten kan du kaste dig ud i et enkelt løb med det samme, spille to mod hinanden, bygge en karriere op eller spille online med 10 andre.
Formula One 05

Der er ikke så meget at komme efter ved at vælge et enkelt løb, her vælger du bil og bane, og så er det bare derudaf. Hele essensen ligger i at køre om mesterskabet, hvor du har fem sæsoner til at få dit navn til tops inden for formel 1. Du skal starte helt fra gaden af og lede efter jobtilbud fra nogle teams. Her er der altid tre teams at vælge imellem, og du skal nu vise dem, at det er dig, de skal satse på i den kommende sæson. Afhængigt af hvilket team du vælger samt hvilken sværhedsgrad du kører på, vil din jobansøgning variere. Forstået på den måde, at du bliver stillet overfor en opgave, typisk at køre en omgang inden for et tidsrum, og efter det bliver du enten tilbudt en kontrakt eller sorteret fra.

Har man sat sværhedsgraden på nem er det meget svært ikke at få et job som første valg på et team. Er man ikke jomfru, når det kommer til formel 1, kan man vælge sværhedsgraderne normal eller svær, men så skal virkelig også kunne sine gear, ellers ender man som testkører. Igen en meget fed feature, hvor man skal vise, hvad man duer til ved testkørslerne og forhåbentlig gøre sig fortjent til en plads om mesterskabet.

Som i de forgående udgivelser har du også mulighed for at bruge diverse assistancer i form af bremseassistance, styreassistance, se idealkurven og så videre. Som nybegynder kan det anbefales, at man benytter sig af de forskellige hjælpemidler, og efterhånden som den indre racerkører vågner inden i en, kan man efterhånden slå dem fra. Der er selvfølgelig ulemper ved at have assistenterne, da bevægelsesfriheden stort set kun er at finde på de lange strækninger.

En lille sjov feature, der også er i Formula One 2005, er muligheden for at få sit eget ansigt på sin kører. Ved hjælp af EyeToy kan du få dit ansigt ind på din kører og se ”dig selv” hælde champagne ud over dine medkørere. Det tager 2 minutter, og det kræver kun, at du har dit EyeToy ved hånden. Det er en skræmmende efterligning, men det er med til at gøre det lidt sjovere at vinde et løb.

Når kampen bliver kæmpet på banen, skal man dog passe lidt på, for kører man for vildt eller tager en lille smutvej falder hammeren konsekvent. Noget man også kan vælge at slå fra, men man bliver hurtigt træt af at køre de andre af vejen og køre tværs over græsset for at komme først. Ens bil kan heller ikke tåle for mange slag, og mishandler man, den begynder der at falde ting af den. Der skal dog utrolig meget til at totalskade bilen, så den ikke kan køre.

Formula One 2005

Grafik
Med licensen i hånden har SONY et formel 1 spil, der ligger meget tæt på den rigtige oplevelse. Formula One 2005 indeholder de rigtige teams, kørere, biler og baner, og det er utrolig flot lavet. Når man kører rundt på banerne er omgivelserne virkelig en oplevelse uden lige med tilskuer og hele baduljen.

Når man skal til at starte et løb, ser du startbanen med alle bilerne og ikke mindst nogle letpåklædte hunkønsvæsner, ganske som i den virkelig verden. Stemningen er intens, og det hele er som før sagt som taget ud af et rigtigt motorløb.

Kører man, så man ser det hele fra kørens synsvinkel, får man et sus i maven, når man drøner der ud af med over 250 kilometer i timen. Det grafiske niveau er højt, og det er svært at finde noget at sætte en finger på.

Lyd
Kan du høre forskel på, om du kører i det røde lyn af en Ferrari eller en tung og klodset BMW? Hvis ikke så har du muligheden for det i Formula One 2005. Det siges, at det er de rigtige motorlyde fra de forskellige biler, og noget siger mig, at det er rigtigt. Med Formula One 2005 i min PlayStation og mit Surround Sound anlæg på fuld gas er der ingen tvivl. Det er lige så vandet drypper fra mundvigen.

Kommentatorerne sidder stadig og kommer med små kække kommentarer til løbet, igen er de blevet forbedret, men i forhold til de andre forbedringer, er der ikke rigtig sket noget. Det er lidt monotomt at høre på de to gutter, der ihærdigt prøver at være fremme i skoene. Kommentatorerne er ikke direkte dårlige på nogen måde, men det er bare som om de mangler noget.

Musikken, der kører i baggrunden, er ikke noget at råbe højt om, og er man ægte Formel One fan, bliver den slået fra, så man udelukkende kan høre de hidsige biler blive presset til det yderste. Udover det er det også muligt at snakke sammen, når man kører online mod andre spillere.

Formula One 05Holdbarhed
Der er masser at komme efter i Formula One 2005. Både hvis du spiller alene eller mod en ven(ner), kan du slå flere timer ihjel foran skærmen.

Muligheden for at vælge imellem de tre sværhedsgrader og de mange forskellige assistenter gør, at man hele tiden kan gøre det lidt sværere.

Du har hele fem sæsoner til at få dit navn til tops i Formel 1, og er du først blevet kongen af vejen og vundet den ene pokal efter den anden, så er det på tide at gå online og kæmpe mod andre. Udover det er det også muligt at åbne op for nogle hemmelige biler, baner og hjelme efterhånden som du vinder forskellige løb.

Overall
Der er fuld fart over feltet fra start til slut i Formula One 2005. Forgængerne i serien er der stadig, og kan man nøjes med anden sortering og tilbudsvarer er den nye udgivelse lige meget, men er man til kvalitet og et sus af kaliber, skal man ikke gå forbi det nye Formel 1 spil.

Formula One 2005 er spækket med fede features, og du behøver ikke at være fan af motorsporten for at være tilhænger af spillet. Giv Schumacher og de andre kamp til stregen og bliv en vinder.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.