Fuse

Anmeldt af: Tobias Thybo - 20. juni 2013 - kl. 22:17
Del denne artikel:
2 0

De elskede udviklere fra Insomniac Games byder dig og dine venner på hæsblæsende action, fantasifulde våben og fjollede verdensherskere. Men er det også så sjovt, som det lyder?

For lige godt to år siden præsenterede Insomniac deres nye bud på en dristig tredjepersonsshooter, Overstrike. Overstrike var humoristisk, farverig og ville ideelt sætte nye standarder for co-op shootere med sit fokus på samarbejde og et dybt våbensystem. Holdet, der har stået bag indiskutable klassikere som Spyro, Ratchet and Clank og senere Resistance, lod simpelthen til at skrive en kærlighedshistorie mellem Team Fortress 2 og Gears of War.






Sidste år skiftede Insomniac mening. Overstrike skulle ikke længere hedde Overstrike men Fuse. Der blev ikke bare skruet ned for charmen men også for ambitionerne, og ændringerne mellem den oprindelige præsentation og det endelige produkt er så markante, at man fristes til at tænke, at navneskiftet kom sig af ønsket om også at spare på dette område. Overstrike lød som Insomiacs ideelle billede, holdets kreative højdepunkt. Det er ikke til at sige, om Overstrike var blevet den oplevelse, men Fuse er det i hvert fald ikke.

Men lad os nu lige skrue ned for bebrejdelserne. Vi kan brokke os nok så meget over ikke at få det, der blev stillet os i udsigt for to år siden af en af de mest anerkendte Playstation-udviklere overhovedet, men Insomniac har ét forsvarspunkt: Fuse er et helt okay spil.

Hvis der er noget godt ved Insomniacs strategiskifte, er det, at der i hvert fald ikke er så meget at blive forvirret over. Fuse handler hverken om historie, grafik eller noget som helst andet end den kerne af co-op-gameplay, der fylder alle spillets 6-10 timer. Jeg har tænkt mig at bruge cirka ligeså lang tid på at introducere historien i Fuse, som spillet selv gør. En ultrastærk og ultrafarlig substans kaldet fuse stjæles af en skurk, der vil sælge den på det sorte marked. En anden, ekstremistisk skurk snyder den første skurk og planlægger flere terrorangreb. Et super-militær-elitehold på fire soldater får til opgave at finde det farlige materiale og baske de onde. Alt sammen meget kedeligt, eller som helten Dalton beskriver det i spillets intro: ”Eh... lektier.”. Hver soldat finder i begyndelsen af spillet sit eget særlige våben, der er smedet i fuse-materialet, og det er disse fire våben, der bliver omdrejningspunktet igennem hele spillet. Men mere om dem senere.






Man forskrækkes ærligt talt til at begynde med over Fuses skrabede natur. Billedsiden er ikke bare uopfindsom, men decideret grim i store områder af spillet. Der er seks forskellige missioner, der tager én gennem de obligatoriske lokationer som eksotiske strande og snerige bjerge, men på nærmest beundringsværdig vis formår Insomniac at få dem alle til at ligne det samme, fordi man bruger det meste af tiden i grå og kedelige korridorer i militærbaser. Det ville være lettere at leve med Fuses tekniske mangler, hvis det ikke var for det uambitiøse banedesign. Genbrug af adskillige arealer gør, at man flere gange undrer sig over, om man er gået den rigtige vej. Lydsiden er reduceret til anonyme elektroniske rytmer og en bragende baslyd, der træder igennem uden nogen åbenlys grund. Selv lydeffekterne lød forældede, og jeg kunne have svoret på, at lyden af fodtrin og vandplask var taget direkte fra Resident Evil 4.

Det er svært at komme i tanke om, hvad der ellers er værd at nævne ved de tekniske områder af Fuse. Vi vil derfor lade min tøven komme Insomniac til gode og springe direkte videre til gameplayet. Der er fire særlige våben i Fuse. Ét kan skabe et gennemsigtigt skjold og skyde en slags elektrisk bølge - det sidder muskelbundtet Dalton på. Jakob skyder med stærke magma-pile fra sin bue, Nayas våben omdanner fjender til små sorte huller, og Izzy forvandler sine fjender til sorte krystaller. Tilsammen et artilleri, der lever helt op til Insomniacs historie fra Ratchet and Clank og Resistance, og som skaber nogle spændende taktiske muligheder. Faktisk er de fire primære våben så sjove, at man sjældent gider at bruge tid på nogen af de andre våben, som generelt er for tørre og mangler tyngde. Samtidig kan man, som tidens trend dikterer det, opgradere sine våben og købe nye færdigheder. Eksempelvis kan Naya gøre sig usynlig, mens Izzy kan skabe små ”health-områder”.






Hvis du spiller alene, kan du skifte frit mellem de fire karakterer og bruge deres færdigheder alt efter behov og lyst. Du kan også gå hele spillet igennem i selskab med op til tre andre. Selvom Fuse lægger op til, at oplevelsen deles med andre, fungerer spillet faktisk også udmærket, når man spiller alene, fordi man hele tiden skal indrette sig efter de fire hovedpersoners respektive kvaliteter. Gears of War dannede tilbage i 2006 et grundlag for tredjepersonsskydere, der er blevet kopieret i utallige spil siden, og Fuse gør ikke meget for at undvige opskriften. Derfor render du rundt i små til middelstore arealer konstant på udkig efter dække, som du med et enkelt tryk kigger op fra, så du kan skyde modstanderne. Selv den akavede sprintefunktion er hentet fra det gamle Xbox 360-koryfæ, og jeg fik den tanke, at Fuse med styringen, tøjdesignet og de evindelige platte kommentarer fra spillets helte, oprindeligt blev født som en intern joke mod Gears of War.

Men der findes trods alt dårligere inspirationskilder, og når først man bliver introduceret til de fire supervåben, glimter der i Fuse en smule af det ambitionsniveau, der var i Overstrike. Fjendehæren består af maskerede mennesker, små futuristiske droner og store langsomme robotter. De er ikke specielt kloge, men gør i det mindste et forsøg på indimellem at flankere og presse dig, og der er tidspunkter, hvor du reelt skal tænke dig en smule om. Fuse lægger op til samarbejde, og hvis du har tre venner, der gider at spille det med dig, er det selvfølgelig stadig her spillet viser allermest. Variationen mellem både venner og fjender skaber en solid dynamik, og man lever sig hurtigt ind i den rolle, ens respektive karakter skal udfylde. Den slags spillere, for hvem selv de sparsomme historiemæssige afbræk bliver for meget, kan også bruge deres tid i spillets Echelon-mode, hvor man - ikke helt ulig Gears of Wars horde-mode - udelukkende skal koncentrere sig om at bekæmpe bølger af fjender. Det siger ikke så lidt om Fuse, at det hurtigt kan smutte for én, om man er i gang med historiedelen eller Echelon.

Fuse gør egentlig ikke så forfærdeligt meget for at give dig en god oplevelse. Du får stukket et våben i hænderne og smidt en horde af modstandere i nakken, og så er det på sin vis op til dig selv at fylde den ramme ud, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Ildkampene bliver sjældent afbrudt af noget så ligegyldigt som historiedrevne cut-scenes, og der er nærmest ingen variation i spillets tempo. Det peaker aldrig rigtigt, men essensen af det man laver fungerer. Insomniac prøver at tilføje nogle kejtede klatresekvenser og stealth-elementer, og jeg skal lige love for, at der hverken er nogen lydbarometre eller papkasser at finde her. Illusionen brydes relativt hurtigt af, at ingen af dine fjender er i stand til at få øje på de omkringliggende af deres kammerater, du lige har brækket nakken på. Heldigvis er det sådan nogle tilføjelser ved Fuse, der er til at overse.






Der går lige omtrent en times tid, fra man har sat Fuse i afspilleren, til hjernen har kalibreret ens forventninger, og man begynder at hygge sig med selve spillet. Man skulle næsten tro, at Insomniac helt bevidst fordummede historien i Fuse i sådan en grad, at spilleren allerede tidligt er indforstået med præmisserne. Det kan være let at lade sig forblænde af de blockbustere, der vælter frem i stadigt større tal og som taler med stadigt større bogstaver. Man har efterhånden vænnet sig sådan til ambitiøs historiefortælling og blændende grafik, at spil som Fuse i første omgang ligner mørke pletter på himlen. Man kunne tale for, at Fuse er et spil af den gamle skole. Ikke bare fordi teknikken er håbløst forældet, men også fordi det ikke formår at levere hele pakken. Et (måske spinkelt) sammenligningsgrundlag er The Last of Us, der for nyligt blev modtaget med stor begejstring for sin store historiemæssige drivkraft. Man engageres på et andet niveau. Store actionsekvenser erstattes af følsomme øjeblikke, og i den slags spil er det nogle gange som om man bliver båret frem uden selv at skulle gøre meget andet end at nyde udsigten. Ved siden af står Fuse stædigt og insisterer på noget så gammeldags som en 10-minutters sidste boss-kamp mod en ondskabsfuld verdenshersker.






Fuse er formentlig et bedre spil end det eftermæle, det kommer til at få. Store forventninger og et hærget udseende ødelægger bestemt helhedsindtrykket, men netop set i det lys er det måske allermest imponerende, at Insomniac næsten - og kun næsten - får dig til at glemme alle de ting. Fuse får, omend en smule halvhjertet, mine anbefalinger.
+ Solid og rimelig varieret gameplay, gode co-op-muligheder
Ligegyldig historie, forældet grafisk og lydmæssig teknik, uoriginalt
Gameplay:7.0
Grafik:4.0
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.