Og det er ikke en urealistisk heltefilm, hvor de få gode klarer skærerne. Ikke i første omgang i hvert fald. Der er øretæver og massedød til samurai-flokken, og de onde mongoler æder sig langsomt men sikkert ind på hele øen, mens de slagter og plyndrer og i det hele taget opfører sig rigtig råddent.
Men det ER en heltefilm. Hvor du er helten naturligvis. Som en af de få overlevende samuraier, begynder du en transformation, hvor du må sætte alt hvad du har lært på prøve, for at overleve og langsomt vinde Tsushima tilbage. Det kræver beskidte tricks, knive i ryggen, drab fra oven og snigmord. Alt andet end en ægte samurai, der altid kigger sin modstander i øjnene og dræber ham med respekt. Men når nu det er én mod tusind…
Jin Sakai hedder du. En ung mand, der har mistet sine forældre, og er blevet opdraget og trænet af sin onkel Shimura - Jitu af Tsushima og samurai af den gamle skole, helt ind til benet. Du lærer de første tricks gennem tilbageblik på onklens træning, og får dermed selv opdragelsen at mærke. Opdragelse sidder dybt i dig, og det er en smertefuld overgang fra samurai til Ghost du gennemgår. En virkelig velbeskrevet rejse, i en utroligt smuk og meget autentisk japansk verden. Altså autentisk ift. de gode gamle samurai-film.
Faktisk har Sucker Punch givet den alt hvad de kunne, for at genskabe de gamle samurai-film. Herunder givet dig muligheden for at vælge at spille spillet med japansk tale og i sort hvid “Kurosawa” tilstand, med filmkorn og sågar dåselyd. Som at VÆRE i Seven Samurai. Gennemført. Stilfuldt. Magisk. Men for historiens skyld tog jeg den nu på engelsk i fuld fantastisk farve til en start, og det er noget af det smukkeste jeg har oplevet på PlayStation 4 endnu. Selvom det næsten er ved at være en kliché her i maskinens sidste måneder. En ende der muligvis rykker lidt nærmere ved at spille dette spil, hvis man skal dømme efter larmen og varmen fra den stakkels maskine - men det er længe siden jeg har vænnet mig til altid at spille med hovedtelefoner.
Der har været mange fantastisk detaljerede og flotte frie verdener, fra The Witcher til Assassins Creed, og det er tydeligt, at Sucker Punch har lånt alt det bedste fra dem alle. Men de har tilføjet en utrolig farverighed, som bare giver det ene sug i maven efter det andet, med et uforligneligt filmiske øje. Fra kameraet der er forskudt til den ene side når du rider, så du får et bedre ‘skud’ af horisonten, over de mest bjergtagende stille zen øjeblikke i naturen, til de ikoniske dueller på sværd, er der en kærlighedserklæring til de store samurai-film og kulturen man bare må respektere.
Det er naturligvis også en utrolig drabelig affære. Det bliver rigtig blodigt, når du slås med sværd og skarpe knive, og blodet sprøjter lystigt, ofte i slow motion, når du hugger dig igennem de mongolske masser med din katana. Kampene er utroligt tilfredsstillende, og du kan for hvert møde vælge, om du vil give dig til kende og udfordre fjenden på ærefuld samurai-vis, eller du vil prøve at udradere dem én for én med en kniv - din tanto - gennem halsen.
Vælger du at give dig til kende, og udfordre flokken til en æresdyst, starter ballet med en duel, hvor du med den rette timing, kan udradere den første fjende med et enkelt hug, før du efterfølgende tager dig af resten. Der er også mere intense og ret ikoniske dueller mod enkelte stærkere fjender, der i dén grad også giver den helt rette stemning fra de gamle samurai-film - der er ikke en detalje udeladt. Og det fungerer helt sublimt.
Vælger du den mere snigende tilgang, kan du gøre brug af din fantastiske hørelse for at lokalisere fjender, og så er det ellers bare at bruge miljøet - hustage er altid et godt udgangspunkt - og langsomt men sikkert, og utrolig voldeligt, snitte halsen på hver enkelt. Ofte bliver det en kombination, hvor du sørger for at overmagten bliver håndterlig, inden du giver dig til kende og går i kamp med de resterende i det åbne. Men det er helt op til dit temperament. Langt hen af vejen kan du spille rent Assassin's Creed stil, med den tryghed at du ikke er helt på spanden, hvis du skulle blive opdaget.
Kampene er ikke nemme. Der er en række forskellige fjendetyper, der alle skal håndteres på hver deres måde, og du er aldrig mange sværdhug fra selv at gå i døden. Dog kan du hele dig selv ved at bruge viljestyrke, som du optjener igen når du laver perfekte parreringer, dræber fjender eller deler et nådestød ud til en ikke helt død kravlende fjende. Forsvar og tålmodighed, kombineret med hurtige kontraangreb er en god fremgangsmåde, og efterhånden som du lærer flere og flere angrebstyper og stillinger, bliver der mere og mere at holde styr på - men også mere og mere tilfredsstillelse at hente, når du får sat de rigtige kombinationer ind, overfor de rigtige fjender.
Du får løbende erfaring, der giver dig teknikpoint du kan omsætte til nye evner, men også øger dit omdømme i Tsushima, hvilket både skaber håb blandt befolkningen, og frygt blandt fjenderne. Og der er virkelig mange muligheder for at omsætte dine teknikpoint. Du kan øge dine angrebs- og forsvarsevner som ærefuld samurai, du kan øge dine evner som snigende Ghost eller du kan give dig selv flere angreb knyttet til specifikke kampstillinger.
Der er fire forskellige stillinger at lære, og du lukker op for en stilling ved at iagttage og dræbe ledere i fjendens lejre. Hver stilling er primært effektiv mod en specifik fjendetype. Stenstillingen er effektiv mod fjender med sværd, Vandstillingen er effektiv mod fjender med skjold, Vindstillingen er effektiv mod spyd og Månestillingen er effektiv mod de kæmpe brød med tohåndsøkser eller morgenstjerner, der altid er en eller to af i en flok. For hver stilling kan du tillære dig en række angreb, som du altså skal købe for teknikpoint, og det bliver mere og mere essentielt at kunne sine stillinger, efterhånden som du kæmper dig igennem de mongolske masser.
Det grundlæggende kampsystem er forholdsvis simpelt. Du laver hurtige angreb med firkant og tunge angreb med trekant, du forsvarer med L1 og du undviger med cirkel. Du får også en bue du kan skifte til, og med tiden en hel del Ghost angreb i form af granater, kasteknive, røgbomber og lignende. Så efterhånden som dit repertoire udvider sig, kommer der en masse kombinationer i spil, der gør kampene til en virkelig engagerende udfordring - ikke kun med ambitionen om at udrydde den mongolske besættelsesmagt, men at gøre det med stil.
Øen Tsushima er åben og fri til at udforske. Da det er en ø, er der ikke er nogle usynlige grænser eller barrierer - alt hvad du kan se, kan du rejse til. Rejser foregår primært på hesteryg. Du vælger fra starten en hest og giver den et navn, og selvom der ikke er en specifik bonding feature som i Red Dead Redemption 2, opbygger du alligevel et bånd med din hest. Jin snakker og interagerer med den løbende, og den viser sig altid meget samarbejdsvillig og trofast. På klassisk vis kan du til hver en tid fløjte efter den, og så tropper den op ved din side. Af og til må du stå af for at kravle ned af en bjergside den ikke kan klare, men på magisk vis kan du blot fløjte efter den når du er sikkert nede, så tropper den fluks op for foden af bjerget alligevel.
Du kan til hver en tid åbne dit kort og sætte et waypoint. Dette viser sig ikke som en radar eller en pil i spilverdenen, men derimod som en guidende vind, hvor vindpust, partikler i luften og retningen på græsset viser dig, hvilken retning du skal i. Du kan altid kalde på vinden igen med et swipe på controllerens touchpad, og se om du er på rette vej, men ellers er det eneste du har at holde dig til, afstandsangivelsen til dit mål, der jo gerne skulle blive kortere. Et meget subtilt og ganske effektivt system, der hjælper med at holde den fantastiske og filmiske naturoplevelse i højsædet. Du har endda mulighed for at slukke for stort set alle visuelle hjælpe-dingenoter på skærmen, for højeste indlevelse - men muligvis også lidt højere frustrationsniveau.
Der er mange ting at foretage sig på Tsushima. Fra det store indledende angreb på Komoda-stranden, indledes den gennemgående historie i spillet. Det giver en kæde af missioner på kortet, kaldet Jins rejse, der giver dig fremdrift i historien og naturligvis erfaring og ry. Derudover er der en lang række missioner omkring Tsushimas fortællinger, der er mindre kæder af eventyr centreret omkring forskellige personer du møder på din vej. Disse giver dig også erfaring og øger dit ry, samt adgang til nye amuletter og materialer.
Så er der de Mystiske fortællinger, der berettes af sangere rundt omkring på øen. Det er fortællinger om sagnhelte, der på egen hånd reddede Tsushima fra en forfærdelig skæbne, ved brug af fantastiske våben og evner. Disse giver dig erfaring og ry, men vigtigst af alt adgang til de sagnomspundne våben og angreb - og det giver dig nogle store fordele i kampen om Tsushima efterfølgende.
Endelig er der en lang række små oplevelser, der primært - og aldeles effektivt - støtter op om hele den japanske samurai-stemning. Du kan finde rævegrave, hvor du ved at følge ræven og bede ved den Inari-helligdom den leder dig til, får mulighed for at bære flere amuletter. Amuletter giver dig ekstra liv, ekstra skade, hurtigere ladetid med buen, mere viljestyrke og mange andre fordele, og du kan over tid få åbnet op for hele seks af dem - så det betaler sig at følge ræven, som du naturligvis også kan klappe bagefter.
Du kan finde varme kilder du kan sænke din forslåede krop ned i, reflektere lidt over nogle af de problemer du dribler med, og få øget dit maksimale helbred i processen. Du kan finde særligt naturskønne områder hvor du kan sætte dig og skrive Haiku-digte, som du selv sammensætter af linjer du finder i naturen. Belønningen er indre fred - og et pandebånd med dit digt. Du kan finde bambus-barrer, hvor du kan træne dine sværdhug og øge din viljestyrke. Du kan finde Shintu-helligdomme, der altid ligger en smule utilgængeligt men med de utroligste udsigter, og giver dig en amulet og noget voks-træ, når du har bedt en bøn og nydt udsigten. Der er også fyrtårne at tænde, æressøjler at besøge, syngende fårekyllinger i bure at samle - og dermed få nye melodier til din fløjte, og andre detaljer, der virkelig hjælper med at sætte stemningen.
Alt imens du rider rundt og finder alle de spændende sager, støder du løbende på forskellige ressourcer du kan samle. Bambus, takstræ, blomster, jern, stål, linned og læder - alle mulige sager der kan bruges til, at opgradere dit udstyr. Ved særlige templer og lejre er der smede, buemagere og rustningsmagere, der kan hjælpe dig med at omsætte de fundne ressourcer til forstærkede våben og rustninger. Din katana gør mere skade, din rustning tager bedre fra, dine pile bliver mere præcise, du kan have flere pile i dit pilekogger - alt sammen ting, der gør din kamp for frihed lidt lettere.
Indsamlingen af materialer er forsimplet en del, så du reelt bare skal trykke R2 når du rider forbi for at indsamle, og selvom det er et kompromis i forhold til realismen, er det en klar lettelse i forhold til spillets flow. Det ville mildt sagt være træls at skulle stå af hesten og lave en mere aktiv handling for at skulle samle disse ting ind. På samme baggrund åbnes der med det samme for lyn-rejser til alle de destinationer du har været på allerede, så du hurtigt kan springe fra den ene ende af kortet til den anden, uden at skulle ride i evigheder.
Jeg har været igennem en del af de store åbne verdener, der er trillet ud over de sidste år. Større og større og mere og mere imponerende er de blevet, nogle gange til et punkt, hvor jeg reelt har givet op. Aldrig er kommet igennem, fordi jeg endte med at bruge for mange timer på sidemissioner, og mistede følelsen af fremdrift. På den skala virker Ghost of Tsushima til at ramme en rigtig fin balance. Jeg kan lade min nysgerrighed styre og trille omkring i de smukke landskaber, og få en masse gode oplevelser, men hurtigt samle sporet op igen med en hovedmission.
I det hele taget er balance et meget beskrivende ord for dette spil. Og det er svært ikke at blive helt metaforisk og tænke, at det jo er en del af hele den japanske sjæl. Balance. Det går igen i kampene, i indholdet, i historien, i Jin. Det går igen i verdenen, der ikke er for stor, men så absolut stor nok. Til at overskue, men samtidig et overflødighedshorn. Det går igen i kontrasten mellem de mange små rolige øjeblikke af fantastisk natur og fordybelse, og de voldsomme og blodige kampe. Det går igen i Jins indre kamp mellem hans stolte ophav og den tvingende nødvendige pragmatiske tilgang han må have til, at være så markant i undertal.
Ghost of Tsushima er et mesterstykke. En hyldest til samurai-filmen i alle aspekter. Og et virkelig fedt spil med alle de bedste ting fra genren, i en smuk velpoleret pakke. Historien skaber en perfekt ramme, og du møder masser af interessante personer på din vej, men i virkeligheden er det verdenen og den kultur den driver af, der har hovedrollen. Følelsen af at være en samurai i det feudale japan. Følelsen af ro og pagt mellem natur og sjæl. Følelsen af at flække et kranie med en katana, med elegance og respekt, så det næsten bliver en smuk gestus, og ikke bare et brutalt mord.
Jeg er fan. Og når jeg er igennem i farver og på engelsk, skal den have hele turen i sort hvid på japansk. Måske man også skulle finde et par af de klassiske film frem? Stor respekt til teamet hos Sucker Punch for den kærlighed til en filmgenre, som så tydeligt skinner igennem her.
Facebook
Twitter
