Ghost Recon: Jungle Storm

Anmeldt af: - 23. april 2004 - kl. 12:19
Del denne artikel:
0 0

Der er efterhånden et par forskellige Ghost Recon ude på markedet, vi kigger lidt på det sidste nye.

Det er nu et stykke tid siden, at Tom Clancy’s Ghost Recon udkom til PC, PS2, Xbox og Gamecube, og siden er der kommet to udvidelser til PC-udgaven samt en enkelt add-on til Xbox-udgaven. Nu er turen så kommet til PS2, og her kan vi bringe en anmeldelse af det nye Ghost Recon: Jungle Storm.

Igen er det Ubisoft, der udgiver Jungle Storm, og kender man til serien af Ghost Recon spil, vil man hurtig føle sig hjemme. Er man dog vant til at spille PC-udgaven, kræver det måske lidt tid at vænne sig til at skulle styre det hele ved hjælp af et joypad.

Spillet byder denne gang på følgende:
• Det første Ghost Recon spil med online mulighed til PS2.
o 31 Multiplayer maps
o 10 Forskellige typer af onlinespil – blandt andet: Recon, Assault, Gidselredning m.m.
• 2 Single-player kampagner, der byder på:
o 8 missioner i Colombia
o 8 missioner i Quba
• Nyt advanceret kontrolsystem og menu-system.
• Fuld understøttelse af stemmekommandoer ved hjælp af Sony’s PS2 Voice Communicator.
• Desuden byder spillet på en del Quick missions, der byder på nogle af banerne fra det tidligere Ghost Recon, samt de to udvidelser der er til PC-udgaven.

Gameplay
Ghost Recon: Jungle Storm lægger op til både single player action, samt multiplayer, men man føler allerede fra starten at der lægges mest vægt på at spillet kan spilles online.

Anmeldelsen af gameplayet er derfor delt op i to dele.



Single Player:
Spiller man Ghost Recon alene, tager man kontrollen over 2 hold, der består af 3 soldater på hvert hold. Her kan man vælge mellem ”All-round” soldater, sniper, sprængstofeksperter og de såkaldte Recons, der bruges til at undersøge landskabet, inden man begynder at udrydde fjenden. Desuden har man også en type soldater kaldet Support, som bærer de tungere typer våben, og som yder en god støtte i de heftige ildkampe.
Når man starter anbefales det, at man lige tage de træningsbaner, der er i spillet, da man ellers hurtig vil lide en pinefuld død – for det er svært at kontrollere det hele via joypad, medmindre man er vant til spil som f.eks. Socom, som er i samme genre.
Efter træningsbanerne er spillet blevet en del simplere at gå til og man kommer hurtigt i gang med at luske rundt i den Colombianske jungle, mens man holder skarpt udkig efter fjenden.

MultiPlayer:
Vil man hellere spille Jungle Storm sammen med andre, er der selvfølgelig også mulighed for det. Ejer man ikke en netværksadapter til sin PS2, er det muligt at spille to med eller mod hinanden på samme skærm vha. split-screen. Dette er dog ikke den helt store success, da det sjove ved at spille to på split-screen lynhurtig forsvinder og bliver irriterende.
Har man derimod en netværksadapter, kan man (som i Socom) spiller med andre fra hele verden. Og det er klart her Jungle Storm’s styrke ligger. Spillet fungerer ligesom Socom og fungerer rigtig godt online. Dog skal dem, der deltager i spillet, have en ordentlig forbindelse på minimum 512kbit, da der ellers opstår en del lag, hvilket bliver frustrende i længden.


Grafik
Grafikken i Jungle Storm er rigtig god – den er blevet forbedret meget siden det første Ghost Recon til PS2. Banerne er grafisk flotte, og man får virkelig følelsen af, at det er en rigtig jungle, man sniger sig rundt i.
Der er også en del små detaljer på grafiksiden, der måske ikke betyder det helt store, men som klart gør spillet til en endnu bedre oplevelse.

Blandt andet kan det anbefales at prøve det kikkertsigte, man har, når man vælger en Sniper. Sigtet zoomer uden problemer ind og ud uden at forstyrre eller genere spilleren.
Desuden bør man lægge mærke til, hvordan skærmen bliver mere og mere sløret, efterhånden som man bliver mere og mere skadet. Hertil kan der tilføjes, at når man bliver skadet, så fortsætter man ikke med at bevæge sig på samme måde, som man hele tiden har gjort. Dette betyder, at man f.eks. pludselig ikke kan gå oprejst mere men slæber sin krop hen over jorden, og den soldat man styrer, er nu ikke så hurtig, som man var før.

Lyd
Som alle Tom Clancy spil er der i Jungle Storm også lagt vægt på lyden i spillet. Og dette har udvikleren klaret godt.

Musikken er stemningsfyldt og dramatisk. Desuden bliver musikken højere efterhånden som kampene bliver mere intense, hvilket er med til at forøge det tryk af adrenalin, der pumper i kroppen under de heftige ildkampe.

Lydeffekterne er gode, men der er ikke de store nyskabelser i disse.

Desværre er der derfor heller ikke så meget at sige om effekterne.

Har man et headset til sin PS2, finder man hurtig ud af, at brugen af stemmekommandoerne fungerer rigtig godt – selvom man måske føler sig lidt kikset, når man sidder og skriger kommandoer til sit fjernsyn.

Holdbarhed
Ghost Recon: Jungle Storm har forskellige levetider alt efter, om man spiller et online eller alene. Spiller man alene, er levetiden ikke så lang, da der kun er 16 missioner fordelt over 2 kampagner. Dertil kommer der en stak Quick missions, men disse hjælper ikke til med at forlænge spilletiden.

Spiller man derimod spillet online, så forlænges levetiden enormt, da der nu er mulighed for at danne klaner og lave turneringer med andre klaner.
Det skal dog tilføjes, at man godt kan få en masse ud af onlinedelen uden at være med i en klan.

Overall
Alt i alt er Ghost Recon Jungle Storm et grafisk flot actionspil med mulighed for onlinespil både med og mod andre spillere fra hele verden. Vi spår, at Jungle Storm vil komme til at give Rainbow Six 3 og Socom 1 og 2 kamp til stregen om titlen, som det bedste online holdspil.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.