Ghost Recon Wildlands

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 25. marts 2017 - kl. 17:45
Del denne artikel:
5 12

Ghost Recon Wildlands er endelig ude og denne gang drager vi til Bolivia, for at bekæmpe et brutalt narkokartel, som sidder benhårdt på landet. Læs vores anmeldelse her.

Det er noget bøvl med Bolivia. Santa Blanca narkokartellet har med en god blanding af drab, vold og bestikkelse nærmest overtaget landet, så de i ro og mag kan drive deres kokainforretninger og anden kriminalitet uden indblanding. Kartellet ledes af den særdeles brutale El Sueno, der har fået opbygget en effektiv organisation med fire overordnede forgreninger, som styres af under-bosser og deres løjtnanter. Hele kartellet er endda beskyttet af Unidad, Bolivias militærpoliti.



Alt dette kan verdens duks, USA, naturligvis ikke bare sidde og se på, så de igangsætter Operation Kingslayer, som skal destabilisere Santa Blanca kartellet for til sidst at udslette dem. Som spiller er man en del af den gruppe amerikanske elitesoldater, som bliver sat ind i Bolivia men som officielt ikke eksisterer. Man skal nu opsøge spor og ledetråde på de forskellige under-bosser og løjtnanter, så man kan finde frem til dem, nedkæmpe dem og på dem måde destabilisere kartellet og komme tættere og tættere på El Sueno. Historien er måske ikke den mest originale, men den fungerer som den skal – og El Sueno er en fed karakter, som man virkelig ikke har lyst til at presse, hvilket dog er lige præcis hvad man gør.

Hvis der er nogen, som kan opbygge store og åbne spilverdener, så er det Ubisoft. Se bare Assassin’s Creed spillene, Watch Dogs 2, Far Cry og senest Steep. Ghost Recon Wildlands udspiller sig i en 400 kvadratkilometer stor, fuldstændig åben og meget varieret verden og det er en fornøjelse at gå på opdagelse i den. Der er masser af spændende områder og små fine detaljer, som er med til at gøre verdenen meget troværdig. Rundt omkring er der naturligvis missioner placeret og kortet bliver også hurtigt sat til med missioner og en lang række sidemissioner og man kan hele tiden selv bestemme, om man vil fortsætte med historien eller om man vil kaste sig over en af de mange sidemissioner.



Selv om missionerne måske ikke er de mest varierede, så giver de alle mulighed for at variere hvordan man angriber dem. Det ene øjeblik kan man snige sig ind i en landsby og nakke alle kartellets medlemmer uden de nogensinde opdager noget, for i næste mission at storme frem og skyde vildt omkring sig. Begge tilgange fungerer – så længe man undgår at ramme de civile, men der er ingen tvivl om, hvilken af dem som er den mest tilfredsstillende.

Sidemissionerne, som oftest udføres for oprørsgruppen Kataris 26; er typisk noget med at stjæle en helikopter som de kan bruge, finde ressourcer som mad, våben og kommunikationsudstyr og andet, som oprørerne kan bruge i deres kamp mod kartellet og lignende. Til gengæld kan de så bidrage med mortérild, de kan levere køretøjer og mandskab til ens missioner eller foretage afledningsmanøvrer, så man selv får ro til at udføre den egentlige mission.



Spillet er naturligvis fyldt med massevis af våben og lidt gadgets, men de nok to vigtigste ting er ens håndholdte drone og ens kikkert. Begge dele bruges til at rekognoscere et fjendtligt område før man selv begiver sig ind i det, og man kan, og bør, markere fjender og skabe sig et overblik over området og de udfordringer man står overfor. Til at starte med er dronen rimelig basic og den løber hurtigt tør for både rækkevidde og batteri - men efterhånden som man får den opgraderet, bliver den mere brugbar. Når man kommer op i de højere levels, kan man tilføre ekstra funktionalitet til den, som for eksempel at få den til at eksplodere, den kan udsende en EMP bølge og den kan udstyres med et varmesøgende kamera.

Når man har markeret ens fjender, så kan man udføre et Sync Shot. Det betyder, at man kan få en holdkammerat til at skyde et markeret mål og det fungerer ganske godt, da ens computerstyrede holdkammerater er ganske habile skytter. Der er naturligvis en cooldown-periode på Sync Shot, så man kan ikke udelukkende få ens holdkammerater til at udføre alt det beskidte arbejde.



Hvis man spiller alene (og det kan man sagtens gøre i Wildlands), har man tre computerstyrede holdkammerater med sig. De gør det godt og er nogle ganske habile folk, men som altid med den her type spil, så er det altså sjovere, hvis man spiller side om side med andre - hvis man altså finder nogen at spille med, som har tænkt sig at gribe spillet an på samme måde som en selv, ellers kan der hurtigt gå Rambo i den og så forsvinder det unikke ved Ghost Recon en smule.

Ghost Recon Wildlands er et enormt spil, med utroligt mange ting at give sig til. Kortet bliver som sagt hurtigt spækket med missioner, sidemissioner, punkter som skal undersøges og ting som skal indsamles. Ubisoft Paris har kørt den sikre vej med Wildlands. Spillet gør ingenting forkert og det udfordre heller ikke genren på nogen måde. Det er et ambitiøst projekt, alene på grund af størrelsen og mængden af indhold, men virker også som et gennemarbejdet spil og det meste af det fungerer præcis som det skal. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere variation i missionerne og tonen bliver lidt for smart-i-en-fat engang imellem, men helt overordnet er det et velfungerende og underholdende spil.



Som altid i store open-world spil, kan man dog støde på nogle lidt underlige episoder. Den kunstige intelligens hos ens tre holdkammerater når man spiller alene er overvejende god, men man kan også komme ud for, at de sidder fast i omgivelserne mens de fortsætter med at løbe og at de falder i vandet når man forsøger at få dem til at borde en speedbåd. Det er dog småting som er til at leve med, men alligevel ting som trækker fra i oplevelsen.

Grafikken i Ghost Recon Wildlands er optimeret til PlayStation 4 Pro, gør brug af HDR og spillet ser da også rigtigt fint ud. Det mest imponerende er den store verden det hele foregår i – der er stor variation i de forskellige områder, så det ene øjeblik er man i et sumpområde, i et barskt bjerglandskab eller på en gold højslette, for senere at snige sig igennem en lille hyggelig landsby med beboere og legende børn, over en enorm dæmning, køre op ad sneklædte bjergveje eller igennem en frodig dal mellem to bjergkæder. Oven i dette kommer at spillet har både en vejr- og dagscyklus, så ikke nok med, at områderne er så forskellige, så varierer de yderlige, alt efter om det er dag, nat, morgen eller aften og om det er styrtende regn, høj sol eller tæt tåge.



Lydsiden er fin og som man kan forvente det i et spil af denne type. Jeg savner dog lidt mere tyngde i lydene fra våbnene, men ellers er lydeffekterne fine, soundtracket passende og præstationerne fra stemmeskuespillerne er fornuftige.

Ghost Recon Wildlands er et open-world actionspil skåret helt præcis efter Ubisoft skabelonen på både godt og ondt – og så kan du jo selv vurdere, om det er noget som du vil bruge din tid og penge på. Jeg var godt underholdt i den tid jeg tilbragte med spillet – og det meste af tiden var i øvrigt alene og selv her, giver Wildlands en god oplevelse.

Det bliver en smule ensformigt med tiden og ambitionerne har måske været lidt for store hos Ubisoft Paris, da der er lidt småfejl her og der. Det er imponerende, at det fungerer stort set lige godt, om man spiller det alene eller sammen med nogle venner, så lige meget om du er en enlig ulv eller den sociale spiller, så kunne Ghost Recon Wildlands sagtens være et spil for dig, hvis du er til de lidt mere taktiske open world actionspil.
+ Enorm mængde indhold, stor og spændende spilverden, generelt velfungerende gameplay
Lidt for ensformige missioner, småfejl
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
12
Der er 12 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.