Gladiator: Sword of Vengeance

Anmeldt af: - 9. april 2004 - kl. 22:46
Del denne artikel:
0 0

Udvalget til Xbox’en mht. voldelige spil er støt på vej op ad, og Acclaim har smidt endnu et af slagsen til os voldshungrende fans og med temaet i en glemt tidsperiode: Romerrigets storhedstid!

Udvalget til Xbox’en mht. voldelige spil er støt på vej op ad (til stor glæde for denne anmelder…) og det kan vel godt glæde, at Acclaim har smidt endnu et af slagsen til os voldshungrende fans og med temaet i en glemt tidsperiode: Romerrigets storhedstid!

Hollywood lavede en lille genopståelse samt nedslagtning til genren: Genopståelse på den måde at ”Gladiator” med Russell Crowe var så gennemført og spektakulær, at man mindedes de gode gamle dage med ”Spartacus” og ”Ben Hur”. Nedslagtning på den måde, at ”Gladiator” med Russell Crowe var så gennemført og spektakulær, at ingen andre har turde forsøge sig med Romerrigets periode af frygt for ikke at kunne nå til sokkeholderne på Ridley Scotts grandiøse projekt.
”Nedslagtning” er et godt ord, når vi snakker om ”Gladiator: Sword of Vengeance”, fordi det er spillets helt store force hele vejen igennem. Spørgsmål? Så læs videre…

Gameplay
DU ER INVICTUS THRAX, en slave, som nu er gladiator, en mægtig gladiator. Faktisk, den mægtigste for din periode. Så mægtig, at folk ser dig på gaden og siger: ”orv, ham der, han er sgu mægtig!”. Den gode kejser, Trajan, er blevet dræbt under mystiske omstændigheder og den onde Arruntius, har erklæret sig selv til kejser og pisser folkets penge væk på fester og mægtige gladiatorkampe. Thrax har også et problem med den nye kejser, da den tidligere kejser havde lovet ham frihed.

DET vil den nye kejser ikke. Tværtimod, han ønsker ham død, og minsandten om han ikke får sin vilje! Allerede i starten efter en lille tutorial, hvor man kæmper sig vej gennem svage og umægtige gladiatorer til Colloseum, hvor Thrax bliver slået ihjel af en fjende meget meget større (og muligvis mægtigere) end ham. Skidt start ? Nej, fordi man vågner op i Elysium (romersk mytologis himlen), hvor man møder to drenge, nemlig Jupiters sønner.

De forklarer, at han skal tilbage og restaurere orden i Rom, da Arruntius sammen med guderne, Daemos og Phobos, har tilranet sig magten. OG SÅ går startskuddet for det forestående voldsorgie, hvis lige ikke er set i lang tid i spilindustrien… Man bliver sendt til Titanernes Ø, og her er der masser af mytologisk småkravl, som skal smage sværd og spark, og Invictus har hverken fysisk underlegenhed eller moralske skrupler, for Jupiters sønner har skænket ham Herkules’ kræfter, som, når man aktiverer den resulterer i masser af død og flotte lyseffekter.

Kampsystemet i ”Gladiator: Sword of Vengeance” er holdt meget simpelt, så allerede her har man en anelse om, hvem der vil synes om at spille spillet…A og X-knappen svinger sværdet, øksen eller hånddaggerterne (en slags sværd, som tages på som handsker), og man kan så kombinere knapperne til at lave combos. B-knappen bruges til at rulle væk fra et slag, og denne knap er vigtig, da fjenderne kommer mod dig i minimum 3 på en gang.

For at gøre gameplayet mere flydende og lidt frækkere, kan man låse sig fast på en fjende med R-knappen og slå ham to gange, derefter låse sig fast på en anden fjende med L-knappen og slutte sin combo af ved at slå på ham. Dette medfører, at ens ”Bloodmeter” stiger hurtigere. Dit ”Bloodmeter” er en måler, der bliver fyldt op, hvis du kæmper mod flere fjender på en gang og gør brug af combos.

Når måleren når et bestemt punkt, kan man aktivere en ”Olympian Battle Magic”, der gør, at man kan sparke ekstra meget røv.

Der er tre grader, som man kan opnå, og de kan først låses op i ”Challenges”, når man har samlet forskellige ting rundt omkring på banerne. Challenges er små mini-spil, som aktiveres ved at man går hen til et lille alter på forskellige steder på banen, hvor man kan få forskellige ting, så som forbedret slagkraft, permanent ekstra helbred og bedre våben. Nogle er nemme, andre frustrerende svære. Opgaverne består af at slå et vist antal fjender ihjel inden for en speciel tidsramme.

Når man har smadret en større og sejere fjende, kan man eksekvere et ”Kill Move” hvor omgivelserne bliver mørke, og der kun er fokus på dig og din fjende…altså, indtil du har kløvet ham i to eller revet hovedet af ham eller taget hans skjold og hugget ham i stykker med det eller hamret din økse i hans hoved, osv., osv.,…for der er over 60 forskellige ”Kill Moves”, som iværksættes alt efter fjendens størrelse. Desværre oplever man på trods af det store antal ”Kill Moves” nogle gentagelser, og man ender med at bruge ”Kill Moves” ikke for sejhedens skyld, men for at slappe af i fingrene i 3-6 sekunder.


Spillet drives af historien, og heldigvis er historien god, men den gør, at spillet er utroligt lineært, så når du har gennemført spillet (efter 8 timers spil), kan man kun spille spillet for voldens skyld.

Det er sjovt nok, men så kan man argumentere for om ensformigheden ikke allerede har dæmpet ens lyst til at gennemgå voldsorgierne igen. En af de højt proklamerede ting i spillet er også, at man kun kan klare sig godt og få magiske evner, hvis man gør rigtig brug af alle de combos, men lidt simpel ”button-mashing” kan også føre dig igennem spillet, og så er alt ligesom spildt…

Grafik
Xbox har større saft og kraft, glem aldrig det! Derfor vil man også i Xbox-versionen af ”Gladiator: Sword of Vengeance” opleve den bedste grafik, de bedste lyseffekter og den generelle glæde for spillet er også større. Modellerne for de forskellige karakterer er næsten på samme niveau som Invictus Thrax, og det er imponerende, da det altid er hovedpersonen, der arbejdes mest med.

Combos ser meget flotte ud, og når man skifter over til Herkules’ kræfter oplever man seje ild-effekter rundt omkring dit våben og miljøet ender som et slags ildhelvede. Når kraften slipper op, vender alt tilbage til normalt, dog med et drastisk mindre antal fjender.
Grafikken er holdt i lyse farver, da Italien jo er et solrigt land, men selvfølgelig er alt lidt mørkere, når man kommer ind i de mørke borge. Græsset i Elysium er meget flot lavet og svajer i vinden, eller når man går igennem det.

Der er mindre problemer med ”clipping” (sværd, der stikker gennem vægge), men det er ikke noget, der ødelægger spiloplevelsen. Mellemsekvenser bliver vist med In-Game grafik, og den er heldigvis god nok til, at man kan blive revet med af historien.

Lyd
Lyden er helt klart noget af det bedste, som denne anmelder har lyttet igennem og det er der to meget klare forklaringer til: Musikken og stemmeskuespillet!
Musikken er lavet i samme stil, som i filmen ”Gladiator”, og passer godt til stemningen i spillet.
Stemmeskuespillet byder måske ikke på prominente skuespillere, men hovedpersonens stemme er for nogle måske bekendt: Sean Pertwee, en b-films skuespiller med en sej stemme.

Alle replikkerne bliver fremført med en tilpas indlevelse af miljøet i spillet, en ting, som man ikke oplever i mange andre spil for tiden.

Sværdhak, øksehug, spark…de er bare over middel, ikke noget stort, men det gør ikke noget. Det er godt nok til formålet.

Holdbarhed
Som sagt tidligere, er spillet historiedrevet, hvilket gør, at man kun vil spille spillet én gang for historien, og så muligvis to gange for den velkoreograferede vold. Spillet kan spilles færdigt på mindre end en halv dag, og hvis ensformigheden ikke fuldstændigt har overvældet dig, kan man da godt tage og prøve at spille spillet igen. En irriterende feature er, at man ikke kan vende tilbage til en bestemt sektion af en bane, man skal simpelthen spille hele området igennem.


Det kan ikke tilrådes at have ”X-Men 2: Wolverine’s Revenge” frisk på hukommelsen, når man spiller ”Gladiator: Sword of Vengeance”, for spilmekanismen (historie og simpelt kampsystem) er meget genkendeligt, faktisk så kan det godt føles som om, at det bare er en anderledes helt og et andet miljø, der er trukket over det samme skelet. Heldigvis kan man da sige, at der er folk, der godt kan lide den slags spil. Bare det ikke er for tydeligt.

Overall
Hvis du blev underholdt af ”X-Men 2: Wolverine’s Revenge” samt de to ”Lord of the Rings”-spil baseret på filmene fra EA, vil du ikke gå galt i byen med dette spil. God grafik, masser af blod, død og ødelæggelse retfærdiggjort af en stærk historie, flot stemmeskuespil og et kampsystem, der gør, at alle kan være med, gør dette til en meget universel titel…med undtagelse af børn…hvis man er den slags forælder, der mener, at computerspilsvold = realitetsvold… For spillet er så voldeligt og overdrevent i sine effekter, at man holder op med at tage spillet for seriøst efter en lille halv times spil…
Fakta
Gladiator: Sword of Vengeance

Gladiator: Sword of Vengeance

Platformnone
UdviklerAcclaim
UdgiverAcclaim
Spillere1
Udgivelsesdato40-97-1069
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg PSlife her
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.