God of War

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 17. april 2018 - kl. 15:25
Del denne artikel:
10 9

Det er en stor forandring at få børn. Ingen kan forestille sig den store omvæltning, og omvæltningen kan vel næppe blive større, end for en halvgud, der kløver hoveder før han taler.

Kratos’ største udfordring i det nye God of War, er hans søn. Og det er lige før det er mere end han kan klare. Ikke mindst fordi moderen er død. I spillets tårevædede start, gør far og søn klar til at brænde liget af moderen, der har ønsket at få sin aske spredt på toppen af et specifikt bjerg. Og det kaster det umage par ud på en lang rejse, ikke bare mod bjergets top, men også i deres indbyrdes forhold.

Vores allesammens storslagtende gudedræber Kratos er tilbage, men i en ny, mere moden udgave. Det at finde kærlighed og få sønnen Atreus, har tydeligvis løsnet lidt op for al den vrede og bitterhed Kratos slagtede sig gennem verden på i de tidligere spil, og åbnet for en mere velovervejet tilgang til verden.



Ikke at volden er tonet ned - tværtimod er den med det nye 3. persons perspektiv kommet endnu tættere på - men Kratos har lært at kontrollere sin vrede, og kun for alvor lade den komme til, når verden trænger til det. Sådan nogenlunde. Det er i hvert fald hvad han prøver at lære sin søn Atreus, der tydeligvis har arvet sin fysik og sit intellekt fra sin mor.

Atreus er en spagfærdig lille fyr, med et skarpt blik på verden, evnen til at læse runer og en meget adræt tilgang til kamp. Han taler en masse, prøver at få sin far til at spæde til, men får sjældent mere end to ord tilbage. Begge parter lider under moderens død, men har meget svært ved at hjælpe hinanden i den sorg, og ender med i stedet at fokusere på de ting der ligger ligefor - gåder der skal løses, fjender der skal dræbes, skatte der skal samles op.



Det sammenspil mellem far og søn, er et af de bedst skildrede og nuancerede jeg nogensinde har oplevet i et spil. Sammen med et forholdsvis begrænset persongalleri i øvrigt, er det med til at bære historien hele vejen gennem den 30-40 timer lange rejse, der, uanset om du vælger at kaste dig ud i sidemissioner eller holde dig på hovedhistorien, udspiller sig i ét langt take.

Kameraet forlader aldrig Kratos’ side, for andet end lige at lave en dramatisk panorering i ny og næ, og der er ikke en eneste loadskærm, fra start til slut. Det er en imponerende oplevelse, ikke mindst den utrolige grafik og levende verden taget i betragtning. I starten er det sammenhængende flow så overbevisende, at du bliver helt overrasket, når du pludselig mister kontrollen over Kratos, blot for at opdage at en lille ingame filmsekvens tager over et øjeblik, indtil du i én glidende bevægelse får kontrollen tilbage.



Vi befinder os i en frodig og levende nordisk natur. De græske guder er udskiftet med den nordiske mytologi, og verdenen du bevæger dig igennem understøtter dette til fulde. Ask Ygdrasil, Valhalla, Thor og Odin danner rammerne, på mystisk vis blandet lidt med elververdenen, der sådan set passer fint ind stilistisk, men jo er lidt uden for nummer ift. asatroen.

Selv på en standard PS4 og et helt jordisk 1080p fjernsyn, er verdenen gudesmuk, og det er ren nydelse at lade sig suge ind i rejsen mod bjergets top. Og suget ind bliver du. De smukke omgivelser, det totale fravær af loadscreens og det veldrejede samspil mellem far og søn, der udvikler sig i en grad, så jeg nærmest selv er begyndt at mærke faderlige følelser for Atreus, danner et fantastisk solidt grundlag for en historie, der i sin kerne er meget simpel, men, som alle gode historier, handler om rejsen, ikke målet.



Men nok om følelser. For selvom Santa Monica Studios har rørt voldsomt rundt i gryden, er God of War stadig et gedigent og voldsomt kampspil. Kratos har skiftet sine sværd ud med en stor økse, der ikke bare kan kløve hovederne lige foran dig, men også kan kastes i skallen på fjenderne i anden og tredje række. Og på Mjølnersk vis kan den kaldes hjem, så den smækker tilbage i din hånd, uanset hvor du har kastet den hen.

Følelsen af at kaste din økse i skallen på en fjende, og se den fræse gennem alle de øvrige fjender du kan nå at aligne mellem øksen og dig selv, når du med et tryk på trekant kalder den tilbage og med et præcist lille smæk i controlleren mærker den i din håndflade igen, er ubeskrivelig fed. Kampdesigneren Kate Salsman nævner ordet ‘crunchy’ som en af de kreative overliggere for den følelse kampene skal give dig, og det er meget beskrivende for den knasende, sprøde fornemmelse det er, at kløve fjenderne med øksen, som du tit skal rive fri af kranier og brystpartier, for at kunne lave det næste hug.



Kratos har også et skjold han kan slå ud, og anvende til både forsvar og angreb, ligesom han er aldeles kapabel med hænder og fødder, der ligeledes er fine at knuse kranier med, mens øksen er på rundtur. Men det er næsten samspillet med Atreus, der er det bedste. Den spagfærdige knægt har ikke faderens styrke, men er utroligt adræt og kan håndtere en bue. Efterhånden som spillet udvikler sig, viser Atreus sig som en stadigt mere uundværlig partner i kampene, og udviklerne har nuanceret og understøttet dette, med de mange fjendetyper - flere af hvilke Kratos slet ikke har en chance imod, hvis ikke Atreus med sine pile sørger for, at distrahere eller paralysere dem, så der er tid til et velplaceret øksehug.

Du styrer Atreus med firkant, og det bliver hurtigt en naturlig del af dit kampmønster. Der er noget usandsynligt tilfredsstillende ved, at få tastekombinationerne til at klappe, så du får sat pile og øksehug ind i rette rækkefølge og med korrekt timing, og det er samtidig med til at føde den indbyrdes respekt de to langsomt opbygger for hinanden, undervejs på rejsen.



Begge får løbende udvidet paletten af angreb, efterhånden som du udbygger deres evne træer. Kratos kan udvikle sine evner med øksekast, øksehug, skjold og næver, mens Atreus kan udvikle sine evner med bue og nærkamp, hvor knægten reelt hopper på nakken af fjenderne og kvæler dem med sin bue - man er vel ikke søn af en halvgud for ingenting!

Dertil kommer muligheden for at skabe og opgradere udstyr. Både våben og rustning kan løbende opgraderes, når først du har mødt de to dværge, brødrene Brok og Sindri. Det åbner for at du kan få nyt og bedre udstyr, eller forbedre dit nuværende. De kan også hjælpe dig med at indlejre talismaner i dit udstyr, så du får ekstra fordele eller endnu flere mulige angreb i kamp. Endelig tæller alle dine opgraderinger op mod et samlet niveau for Kratos og Atreus, der igen åbner for nye opgraderingsmuligheder på angrebssiden.

Mængden af opgraderingssystemer, og i sidste ende mulige angreb, blev for mig lidt uoverskuelig, men det mindskede ikke på morskaben ved at kaste økser, næver, skjold og pile rundt i kaskader, og se fjenderne splittes ad i blodige, klistrede stumper. Og det giver den ønskede følelse af fremdrift der gør, at du lige snupper en sidemission mere, og sikrer dig at du ikke overser alt for mange skjulte kister på din vej. Eller som minimum ender med at vende tilbage og prøve at få dem med du måtte have overset.



God of War starter meget filmisk ud, og langt hen af vejen er det også netop det der gør fortællingen så stærk. Moderens død, far og søns famlen i forsøget på at finde ind til hinanden, rejsen mod bjergets top, der er omgærdet af mystik, ikke mindst grundet nogle rigtig skumle guders tidlige entre og indblanding, er altsammen med til at fange dig ind og lokke dig videre.

Men med stram styring kommer også et tab af frihed, som efter 50 timers Assassins Creed Origins kan føles lidt kluntet. Du har ofte kun én vej at gå, en enkelt forgrening i ny og næ, du kan kun kravle op, gå i land, aktivere låse, på helt bestemte steder, hvor du promptes til det, og kun langsomt åbner verdenen sig mere op, så du til sidst kan bevæge dig mere frit omkring, i nogle afgrænsede områder.

Det er helt sikkert en del af prisen for at kunne holde one-take uden load idéen, og det er bestemt det værd, men det er svært ikke at føle det en lille smule klaustrofobisk, efter at have boltret sig i verdenerne fra Horizon: Zero Dawn og Assassins Creed Origins.



Gevinsten overskygger dog langt dette. Jeg tror aldrig jeg har oplevet så velbeskrevet et faderkompleks i et spil. At Santa Monica Studios har formået at kombinere noget så smukt og følelsesfuldt, med så voldeligt et gameplay, og et kampsystem med så mange finesser, er en bedrift ud over det sædvanlige.

God of War er et spil hvor du både blæses omkuld af grafikken, suges ind af historien og får så meget saft og kraft i gameplayet, at det ikke kan og må overses. Dette er en spiloplevelse der fortjener din fulde opmærksomhed. Jeg kan ikke vente med at se hvordan historien ender.
Fakta
God of War

God of War

PlatformPlayStation 4
UdviklerSanta Monica Studios
UdgiverSony
Spillere1
Udgivelsesdato20-04-2018
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Skærmmende Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Uforlignelig smuk grafik, utroligt samspil mellem far og søn, super skægt kampsystem med enormt mange muligheder
Stram styring giver tab af frihed, næsten for mange opgraderingsmuligheder og systemer
Gameplay:9.5
Grafik:10
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.5
Log ind og stem
9
Der er 9 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.