God of War III

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. marts 2010 - kl. 18:00
Del denne artikel:
30 0

God of War III er afslutningen på den fremragende God of War trilogi, og Sony har lovet at gøre alt for, at serien afsluttes med et brag. Om det er lykkedes for dem, kan du læse her.

God of War III er afslutningen på den fremragende God of War trilogi, og Sony har lovet at gøre alt for, at serien afsluttes med et brag. Om det er lykkedes for dem, kan du læse her.

Lige siden jeg stødte på God of War til PlayStation 2 tilbage 2005, har jeg været vild med spillene – ja selv PSP-udgaven Chains of Olympus var jeg særdeles godt underholdt af. Da jeg spillede det første God of War, var jeg ikke forberedt på, hvad der ramte mig – spillet fejede simpelthen benene væk under mig. Det var en oplevelse af ultravold, flydende gameplay og ganske enkelt episke bossfights, som jeg ikke havde oplevet tidligere. Så det var derfor naturligvis med stor spænding, at jeg så frem til God of War III, det nyeste og sidste spil i serien - og det første til PlayStation 3.


God of War III har desværre ikke helt den samme effekt, som især det første spil havde – ikke fordi at spillet ikke er godt, voldeligt eller episk, men fordi man har oplevet det meste før. God of War III bevæger ikke serien fremad, da det stort set er det samme som originalen fra 2005, naturligvis bare lidt vildere, flottere og større. Misforstå mig nu ikke, det er slet ikke skidt, at serien fortsætter i samme rille som tidligere, når udgangspunktet er så fremragende, som det er tilfældet her.

God of War III er en 3. persons actionplatformer og igen tager man rollen som den tidligere Spartanske kriger Kratos – og igen udspiller spillet sig i den brutale græske mytologi, hvor mærkværdige skabninger og sublim arkitektur er hverdag. Kratos er ædt op af hævntørst, og man støder på Kratos, da han side om side med kæmpemæssige Titaner klatrer op af Olympen, et bjerg i Grækenland, hvorpå de største guder, bl.a. Zeus og Hera, boede – og det er netop Zeus, som Kratos er ude efter. På sin færd kommer han igennem massevis af smukke paladser, dystre grotter og igennem selve Helvedets mørke dybder – og ikke mindst på en rejse igennem sin egen fortid.


Som altid får Kratos i løbet af spillet adgang til flere forskellige våben. Denne gang Blades of Exile, Claws of Hades, Nemean Cestus og Nemesis Whip. Blades of Exile minder en del om Blades of Chaos fra de forrige spil - det er nogle gigantiske sabler, der kastes rundt i omgivelserne som et par flammende piske vha. nogle kæder, som sidder på Kratos\' arme. Claws of Souls er nogle gigantiske kløer, som Kratos har taget fra Lord Hades, og de giver ham magt over sjæle, mens Nemean Cestus er nogle enorme metalkrigshandsker med knusende styrke. Våbnene opgraderes løbende vha. røde orbs, som fjenderne efterlader, når de nedlægges. Man kunne måske godt tænke sig lidt flere våben, men efterhånden som de opgraderes, bliver disse våben ganske effektive, og man lærer at bruge dem til det maksimale.

Foruden de fire centrale våben får Kratos adgang til nogle sekundære våben og items, som f.eks. Bow of Apollo, en flammende bue, som han stjæler fra guden Apollo, og hovedet fra Helios (solens gud) bruges til at oplyse mørke områder, blænde og lamme fjenderne og afsløre gemte skatte og grotter. Endelig er der en række relikvier, der giver Kratos forskellige færdigheder, f.eks. giver Poseidon’s Trident Kratos mulighed for at trække vejret under vandet, Golden Fleece gør så han kan reflektere fjendernes angreb og projektiler, og Icarus Wings sætter Kratos i stand til at flyve/svæve over korte afstande.


Har du tidligere spillet et God of War-spil (eller måske her for nyligt Dante’s Inferno), vil du vide, hvordan gameplayet i God of War III er. Her har spillet stort set ikke bevæget sig siden originalen fra 2005, men det fungerer stadig godt. Den vilde action krydres med nogle simple men særdeles originale og opfindsomme gåder, som skal løses, før man kan komme videre. Desværre er et par af dem meget ulogiske, og det var vist mere held end forstand, at jeg fik dem løst.

De forskellige levels er meget lineære, men de er enorme og æstetisk vidunderligt designet med masser af græsk arkitektur og fantastiske lokationer. Nogle af banerne foregår på ryggen af gigantiske kæmper, der er så store som hele byer – og jo i God of War III betyder størrelsen i sandhed noget. Alt er større, flottere, vildere og hurtigere. Grafikken er virkelig flot med fremragende lyseffekter, dramatiske kameravinkler og fabelagtige udsigter over det sønderrevne land. En ting er den tekniske side af grafikken, som er helt på plads, men det er altså det fremragende design og græske arkitektur, som for alvor imponerer.


Et af de tilbagevendende problemer i denne type spil er et drilsk kamera. Det hele ses nemlig fra et mere eller mindre fast kamera, som spilleren ikke har nogen kontrol over, men i God of War III fungerer det faktisk rigtigt godt. Det zoomer ud og ind på de helt rigtige tidspunkter og drejer rundt om Kratos, når der er brug for at se omgivelserne fra en anden vinkel. En sjælden gang kunne man dog godt ønske sig, at man selv kunne justere kameraet, men langt det meste af tiden fungerer det fint. Lydsiden er ligeledes god med et meget atmosfærisk soundtrack, nogle virkeligt tunge lydeffekter og gode stemmer, hvor Terrence ‘T.C.’ Carson vender tilbage som Kratos.

Spillet kan gennemføres på omkring 10 timer, og derefter åbner man op for et nyt kostume til Kratos og for ikke mindre end 25 videoer, som går bag om alt fra animationerne, programmeringen og leveldesignet til musikken, karaktererne og stemmeskuespillet i spillet. Man åbner ligeledes op for en Chaos Mode (en meget svær sværhedsgrad) og en række Challenges, hvor man f.eks. skal dræbe en række fjender på tid uden brug af våben eller sørge for, at der aldrig kommer mere end 50 fjender på skærmen ad gangen.


God of War III er et gennemarbejdet, smukt, actionfyldt og episk actionspil, som alle med bare den mindste interesse i denne type spil bør prøve. Grafikken er fantastisk smuk, gameplayet er flydende og velfungerende, og der er fuld knald på fra start til slut. Der er ikke ret meget dårligt at sige om spillet, andet end at gameplayet føles lidt for velkendt, og at det ikke har helt samme impact, som de første spil. Det er de eneste to ting, som holder spillet fra en endnu højere score – resten er ganske enkelt fremragende, og spillet er en fantastisk afslutning på God of War trilogien og en af de bedste actionspilserier nogensinde.
Gameplay:9.0
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.