Gran Turismo 4

Anmeldt af: Rasmus Abildgaard Slot - 6. marts 2005 - kl. 14:37
Del denne artikel:
0 0

Gran Turismo brandet er et af verdens mest solgte med hele 12.9 millioner solgte eksemplarer af Gran Turismo 3 og mere end 9 millioner solgte eksemplarer af hver af forgængerne. Så forventningerne til

Sjældent har der været bilspil, som man har gået og set frem til i så lang tid som Gran Turismo 4. Faktisk var den egentlige årsag til, at jeg fik min første PlayStation 2, at jeg ville spille Gran Turismo 3, og kort tid efter meldte de altså ud om, at der var en Gran Turismo 4 på vej.

Spillets releasedato er blevet flyttet flere gange, og udviklerne formåede endda at spytte en slags demo af spillet på gaden, kaldet Gran Turismo ”Prologue” – en demo, der havde omkring 5 baner og en håndfuld biler, men som var med til at holde hypen omkring det kommende spil kørende.

Allerede for omkring et års tid siden så Logitechs Driving Force Pro rat dagens lys. Rattet er specielt designet til Gran Turismo 4, og tilbyder en feature, som aldrig er set før, nemlig 900 graders styringen, som i praksis betyder, at du kan dreje rattet meget mere rundt, end hvis du havde et af de ”normale” 200 graders rat.

Gameplay
Der er 2 forskellige spillemodes, nemlig ”Gran Turismo Mode” og ”Arcade”. Under Arcade skjuler sig 4 muligheder, nemlig Single race, Time Trial, 2 Player Splitscreen og LAN. Der er ingen tvivl om, at man kan få mange timer til at gå med disse spilmodes, men det er klart karrieremoden, der er den mest attraktive og ikke mindst tidskrævende. Igen hvis man sammenligner med Gran Turismo 3, så er der faktisk her blevet fjernet den såkaldte ”Free Run”, hvor man kunne køre rundt og teste banerne uden at skulle konkurrere imod en modstander.

Gameplayet i ”Gran Turismo Mode” ligner til forveksling det fra Gran Turismo 3, faktisk er der slående lighed imellem de forskellige races samt hvilken rækkefølge, man skal gennemføre dem i for at kunne komme op til næste niveau af races.
Gran Turismo 4 screenshot

Det er lidt ærgerligt, at de har valgt at lave det på denne måde, da man, hvis man allerede har spillet Gran Turismo 3, føler, at man sidder og forsøger at vinde de forskellige løb endnu en gang.

Naturligvis er der igen krav om, at man gennemfører kørekortmissionerne i al fald, hvis man gerne vil op og køre i lidt hurtigere biler. Disse missioner er med til at forhøje spiloplevelsen, idet man lærer at komme rigtigt rundt i de forskellige sving og lignende ting. Igen er det en gentagelse af Gran Turismo 3, men som også efterhånden bliver brugt i mange andre spil for at sikre, at spilleren får mest ud af spillet – der er ingen grund til at køre i en bil med 300 hestekræfter, hvis man ikke kan finde ud af at dreje.

Nu er Gran Turismo 4 jo et spil, der dækker alle de forskellige racetyper, man kan komme i tanke om, lige fra baneløb og byløb til deciderede rallybaner på forskelligt underlag. De forskellige bilmærker er blevet opdelt alt efter, hvilket land, de kommer fra, og det er lykkedes at få biler med fra hele 12 forskellige lande, heriblandt vores kære nabo Sverige, som har fået deres Volvo mærke med i spillet. Igen bliver man lidt skuffet, for selv om de store bilmærker som Audi, BMW, Lotus, Jaguar og Mercedes er repræsenterede i spillet, så er eksempelvis Ferrari og Porsche ikke at finde nogle steder. Men med omkring 500 forskellige biler, heraf 240 som standard, i spillet, så er der alligevel noget at få tiden til at gå med.

Som noget nyt er der også såkaldte ”Driving missions”. En slags udfordringer, hvor man skal køre under forskellige forhold. Endvidere har hvert enkelt bilmærke også sine egne løb, som man altså kun kan deltage i, hvis man har netop den bil. Sidst nævnte var der også lidt af i den forrige udgave, men det virker mere gennemført i Gran Turismo 4.

Hvis man kan huske tilbage til Gran Turismo 3, vil man også huske, at det var et af de første populære spil, hvor man havde muligheden for at udskifte dele på bilen nærmest ned til mindste detalje. De samme muligheder kan man naturligvis også finde i Gran Turismo 4 og endda med mange forskellige dele til mange forskellige priser. En lækker detalje for kendere er, at delene er model specifikke, det vil sige, at det ikke er alle reservedele, man kan sætte på alle bilerne. Netop denne detalje er med til at øge lysten til at spare op til en ny bil.

Gran Turismo 4 screenshot

Hvordan man er kommet på ideen med den nye funktion ”Photomode” er lidt ubegribelig. I Photomode har man mulighed for at tage sin bil hen til kendte steder i verden, eksempelvis Grand Canyon, Las Vegas, Gion, Piazza San Marco, Times Square og mange andre steder – og så efterfølgende tage et billede. Man har mulighed for at vælge forskellige ret detaljerede indstillinger for kameraet og dets placeringer og dernæst tage et billede, som man ifølge Sony kan vælge at printe ud via en USB printer eller blot gemme det på sit memorycard og dele det med sine venner. Ikke specielt imponerende, og hvis dette er grunden til, at spillet er forsinket, eller at der ikke er nogen online del i spillet, så burde hjernen bag denne ide blive fyret med det samme.

Grafik
Der er ingen tvivl om, at der er blevet arbejdet seriøst meget på grafikken hos Polyphony Digital. Bilerne er blevet ekstremt detaljerede, og man kan naturligvis se de ændringer, som man laver på ydersiden af bilen, eksempelvis hvis man påsætter en vinge eller lignende.

Når man kører et race, har man mulighed for at vælge imellem 3 kameravinkler, 2 af dem er geniale, hvis man sidder og kører med et rat, den 3. vinkel viser bilen bagfra, og spiller man med denne kameravinkel, er det som om, at der mangler noget fart.

Nyheden mht. kameravinklerne er, at det nu er muligt at se køleren på bilen. Det kunne man ikke i Gran Turismo 3, da denne kun tilbød 2 kameravinkler.

Også omgivelserne er der blevet gjort rigtigt meget ud af. Hvad enten det er højhuse eller grusede sandveje, så er detaljerne mange og lækre.

Nu er der blot en ting tilbage omkring grafikken, og det er muligheden for at se de skader, som man forvolder på de andre biler. Når man banker ind i dem med 200 km/timen, så må der da nødvendigvis ske noget, OGSÅ selv om det er en Volvo, man banker ind i… men nej, der lyder blot et hult dunk, og så er der lidt puffen og masen, men ikke en ridse på bilen. Her i 2005 man næsten antage, at man har en forventning om, at der også kommer skader på bilerne, når man banker ind i dem, men det kan jo meget vel have været Rådet for større færdselssikkerhed, der har været inde over og vurderet, at det er bedre for folks realitetsopfattelse, at der ikke sker noget med bilerne, når man kører sammen.

Lyd
Lydsiden på selve menuerne begynder relativt hurtigt at gå en på nerverne. Musikken minder om noget fra en pornofilm med Porno Lasse i hovedrollen.

Lydsiden på bilerne er straks en helt anden. Polyhony Digital har nemlig samlet alle bilerne, som er med i spillet, og har derefter optaget deres ”rigtige” motorlyd. Nu skal det lige tilføjes, at det nok er de færreste, der kan høre forskel på en Peugeot 206 og en VW Lupo blot ved at høre motorlyden, men stadigvæk en lækker detalje for kendere.

Når man snakker om lyd i Gran Turismo 4, så er det et must også at nævne Jukeboksen, som man finder, når man er i gang med en karriere. Her kan man blandt andet sætte en trackliste op for, hvilke sange, man vil høre, når man kører løb. Der er hele 97 sange at vælge imellem fra forskellige kunstnere. Selv om det er en del kendte grupper, der har bidraget med musik, så er soundtracket desværre ikke imponerende. For at nævne et par grupper, så kan man blandt andet finde musik af Queens Of The Stone Age, Van Halen, The Roots og en lang række andre mere eller mindre ukendte kunstnere, ja der er sågar klassisk musik at finde. Der er nu ikke noget som at køre 300 km/timen i en superracer og så lytte til Beethoven? Eller hvad?

Gran Turismo 4 screenshotHoldbarhed
Der ligger virkeligt mange timer gemt i Gran Turismo 4’s karrieremode, og der er også lagt op til en masse sjov, hvis man har mulighed for at linke sin PlayStation 2 sammen med et par venner og dermed spille multiplayer over LAN.

Desværre er der ingen online del, hvilket nærmest må ses som et standardkrav fra forbrugere i dag.

Overall
Gran Turismo 4 er helt sikkert et genialt spil. Desværre mangler der ting som eksempelvis onlinespil – en ting, som udviklerne rent faktisk havde planlagt, men da der opstod, hvad de valgte at kalde tidsmæssige problemer, nåede de ikke at få det med, selvom spillet i forvejen er blevet ekstremt forsinket.

En ting ved Gran Turismo 4 som får det til at skille sig drastisk ud fra andre bilspil er faktisk et stykke hardware, nemlig Logitechs Driving Force Pro rat. Den super lækre 900 graders styring får spillet til at virke meget realistisk, og efterlader spilleren med en ret lækker følelse af nærmest at sidde bag rattet i en rigtig bil. Det kan derfor klart anbefales at købe Logitech Driving Force Pro rattet, hvis man har tænkt sig at anskaffe Gran Turismo 4.

Konklusionen på vores anmeldelse af Gran Turismo 4 må nødvendigvis være, at hvis spillet var udkommet for 1 år siden, så havde det muligvis igen været banebrydende, men i dag stiller spillere krav om, at spil helst skal være onlinekompatible, hvilket må siges at være en af de helt store mangler i dette spil. Og med den forsinkelse, som ligger bag spillet, så er der ingen undskyldning for, at der ikke er nogen online spillemulighed.

Men stadigvæk er der ingen tvivl om, at Gran Turismo 4 klart er det bedste bilspil til PlayStation 2 konsollen til dato, om ikke andet så indtil at Juiced engang udkommer...
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.