Lad mig sige det med det samme; jeg er stor Gran Turismo fan. Lige fra den spæde start på PS1 har jeg fulgt med i serien og har nydt den udprægede realisme og det racingsimulerede gameplay. Det er derfor en fantastisk rejse at følge Gran Turismos udvikling, og det er med spændte forventninger, at jeg lader min PS3 sluge anmeldereksemplaret fra Sony.
Efter installeringen af spildata, er jeg klar til at indtage den virtuelle racerbane og føle mig som kongen af vejen endnu en gang. Dette øjeblik har jeg ventet på i mange, mange år. Efter den cinematiske intro, der viser skabelsen af en bils tilblivelse på fabrikkerne samt nogle gameplay-optagelser, er jeg klar til at starte næsten i hvert fald. Først skal min egen personlige startside opsættes, der skal vælges køredragt til min racerkører, og der skal tilmed indtastes onlineinformationer og andet. Det er en kort proces, der kun er nødvendig første gang, spillet startes op.
Traditionen tro har man ikke mange penge på lommen i begyndelsen. Faktisk er man kun udstyret med 20.000 credits og kan kun købe Level 0 biler. Til sammenligning er en Lamborghini Murcielago LP 670-4 en Level 14 bil og koster 394.910 credits. Det er i øvrigt første gang, at det er en mulighed at vælge biler fra netop Lamborghini. Udvalget omfatter Miura P400, Gallardo LP 560, Murcielago LP-640 og det føromtalte 670-monster. Mit ydmyge førstevalg falder på en Mazda Eunos Roadster, som har en vis form for stil over sig. Den er i en cabriolet-udgave og er efter min overbevisning en af de smarteste Level 0 biler. En ret lækker detalje når man køber biler er, at man kan se dem i forskellige perspektiver i showroom. Man kan se, hvordan bilen tager sig ud om natten, ved solnedgang, i dagslys og i et helt almindeligt studiemiljø.
Som altid er der Licens-hjørnet, hvor man kan opgradere sine køreegenskaber igennem forskellige tests og prøvelser på øvelsesbane. Er man komfortabel med Gran Turismo-seriens styring, kan man springe direkte ud i A-Spec-Events. Når løb vindes, optjener man experience point (fremover XP), som øger ens rang. Proportionalt med, at ens rang stiger, vil man få råd til flere biler og åbne op for flere ræs. A-Spec kategorien er delt op i Beginner, Amateur, Professional, Expert og Extreme-serier. Der er ikke nogen radikale overraskelser her.
Uden den store anstrengelse vindes de første par løb, og som altid er der en del af styringsegenskaberne, der skal tilpasses. I min optik skal der ikke være en guidet linje på banen, når man kører, der indikerer, hvornår man skal bremse og des lige. Derudover kan man ændre på bilens styre- og bremseegenskaber. Det tæller blandt andet traction control og andet, som man kan tilpasse efter behov. Der er tre forskellige styringstyper; amatør, professionel og simulation. Desuden er der yderligere indstillinger for folk med Driving Force GT-rattet. Gran Turismo 5 følger seriens standarder, og brugerkontrol er stadigvæk højt prioriteret. I forhold til modstandernes AI, er denne tilpasset alt efter hvilken rangering, man har i A-Spec løbene. Man kan godt fornemme, at den kunstige intelligens hos modstanderne er en anelse mere tilgivende ved de første løb. Dette tæller blandt andet en anelse unødvendige opbremsninger og andre ting, som kunne indikere, at spillet gerne vil have, at man får succesoplevelser fra starten. Men det fungerer udmærket, idet AIen er dynamisk og ændrer sig, efterhånden som spillet udvikler sig.
Netop udvikling er et nøgleord og kernebetegnelse, når man taler om Gran Turismo 5. Spillet har taget alt det gode fra de forgående serier og bygget mere ovenpå. Polyphony Digital har ikke ændret ved grundessensen og succesopskriften men tilføjet nye tiltag, der forventes af en spilserie i udvikling. Efter flere års arbejde med Gran Turismo 5 ville det også være underligt, hvis der ikke var mærkbare forskelle udover en forøgelse af den grafiske standard, antallet af billeder i sekundet og pixel per centimeter. Et af de nye tiltag er realistisk skadesimulation, som vi blandt andet kender det fra Forza Motorsport 3. Nysgerrig som en anmelder skal være var dette en af de første ting, der skulle afprøves i Gran Turismo 5.
Allerede i Beginner series med min Mazda Eunos Roadster satte jeg mig for at afprøve det. Polyphony Digital har selv kaldt det den mest realistiske skadesmodellering nogensinde. På Tsukuba Circuit med 137 km/t bragede jeg ind i barrieren, efter at motoren var på overarbejde på langsiden. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke det, der skete. Bilen gav et lille hop, og et hurtigt tryk på L1 for front-view afslørede et par skrammer og en løsrivelse af kofangeren i venstre side. Et tryk på R1 afslører, at blink med forlygterne stadig er muligt, også selvom vi lige har oplevet en kollision, der burde have skabt væsentligt mere skade. At kalde dette for realisme er direkte dumt og meget ulig med, hvad Gran Turismo 5 ellers præsterer på den front. Den samme minimale skadesmodellering finder man også, når man hamrer ind i AI modstanderne med samme fart. Igen, så ved jeg ikke helt, hvad jeg havde forventet mig af kollisionen, men det her virker ikke realistisk, og det er en mærkelig implementering. Det er bestemt ikke en skelsættende ny tilføjelse til serien. I min optik præsterer Forza Motorsport 3 på Xbox 360 langt bedre på den front. Det her virker halvfærdigt, og jeg havde langt større forventninger til Polyphony, end hvad de beviser her.
Efter de første løb avancerer man i rang i kraft af, at man optjener de føromtalte XP. Man skal være rang 5 for at spille i Amateur. Professionel, Expert og Extreme kræver henholdsvis rang 10, 15 og 20. Det tager tid at stige i rang og kræver løb i forskellige bilklasser for at avancere. XP er en god motivationsfaktor, og det virker fristende lige at tage et løb mere for at stige yderligere i rang.
Udover at vinde credits og XP vinder man også nye biler, og relativt tidligt åbner man op for endnu en af de nye tilføjelser i Gran Turismo 5, nemlig gokart. Siden præsentationen af denne feature har jeg været ved at revne af spænding for at prøve denne løbstype. Jeg har selv ved enhver lejlighed nydt at køre gokart, og denne løbsform tiltaler mig meget, eftersom det er en anderledes spiloplevelse. Noget man af og til godt kan trænge til i Gran Turismo. Gokart ræsene er placeret i en række af Special Events. Modsat løbstyperne i A- og B-spec er Special Events forhåndsdefinerede løb, som har en form for afvigelse i forhold til traditionelle ræs. Special Events byder således også på NASCAR, en tur på Top Gear-testbanen (som fan af TV-showet er det en stor oplevelse!), rally, en tur på Mercedes AMG Driving Academy samt flere andre muligheder. Præcis som med andre ting i Gran Turismo 5 låser man op for disse events ved at stige i rang.
Hvor skadesmodelleringen skuffer mig, så overrasker gokart mig positivt. Jeg burde have vidst, at styringen er ganske virkelighedstro, og med det samme straffer spillet mig for at gasse for meget op i svingene. Styringen er velsimuleret og realistisk. Den lille frække og hurtige gokart gør sig godt på banerne. Den er som limet til vejen og reagerer på det mindste ryk med analogpinden. Som tidligere nævnt er disse Special Events et dejligt afbræk i karrieredelen og er med til at skabe variation i en ellers lidt monoton racingoplevelse. I hvert event er der yderligere levelinddelinger, så selvom gokart allerede bliver låst op i rang 2, så er der mere gokartræs at komme tilbage efter, når man når henholdsvis rang 7 og 17.
NASCAR er en anden ny implementering, og det ligner en charmeoffensiv for det amerikanske segment. NASCAR har aldrig rigtigt fået fat i det europæiske publikum, og jeg ser det nu også bare som hurtige biler, der kører i ring og i ring og . Jeff Gordon professionel NASCAR-kører står for introduktionen til denne del af spillet. Han er fint animeret, og man får noget baggrundsviden omkring denne del af racingverdenen. NASCAR er ikke højt på min prioriteringsliste, men med min begrænsede viden om motorsporten, virker det til at fungere. Jeg anmeldte EAs NASCAR i sin tid, og styring med mere virker meget lig dette. Løbene foregår selvfølgelig på SuperSpeedway Daytona, og det er nu sjovt at hamre rundt i cirkler med +300 km/t. Men det er bestemt ikke her, at den typiske Gran Turismo-fan vil bruge det meste af tiden. Igen tester jeg skadesmodelleringen, for med +300 km/t må der da virkelig ske ting og sager. Men ak. Jeg bliver blot mødt med en disqualified skrift på grå skærm og med mulighed for at trykke genstart. Skuffende.
Efter nogen tid finder jeg ud af, at Gran Turismo 5s +1000 biler er inddelt i Standard- og Premiumbiler. Som jeg ser det, er Standardbilerne næsten importerede biler fra Gran Turismo 4 (blot skaleret op i HD). Der mangler desuden cockpit-view på en del af bilerne. Den lader vi lige stå lidt. Premiumbilerne tager sig helt anderledes ud. Her er skadesmodelleringen anderledes, og det, som jeg har brokket mig over tidligere, finder jeg så ud af er på baggrund af en opdeling af bilerne. Med cirka 5 års udvikling mener jeg ikke, at denne opdeling burde være til stede. Man skal som udvikler ikke love noget, og så kun implementere den garanterede feature på en procentdel af bilerne i spillet. Det virker useriøst.
Tilbage for at danne mig et overblik over GTLife-menuen. Der er selvfølgelig mulighed for at besøge tuningshoppen, gennemse billeder taget i photo-mode, kigge på nye og brugte biler samt styre musik, indstillinger og se vennernes fremskridt i spillet. Menuen er overskuelig og flot grafisk. Den danner et godt fundament for en god Gran Turismo-oplevelse.
Et kig på den visuelle menu leder mig videre til et andet væsentligt punkt, nemlig den grafiske fremstilling. Gran Turismo 5 præsenterer sig glimrende, men jeg sidder ikke og tænker, at det hæver konsolstandarden og sætter nye grafiske højder indenfor spilgenren. Jeg mener, at lyspunkterne skal findes i detaljegraden. Der er kælet for de mindste ting. Det kan være alt fra aftegninger i asfalten på Nürburgring til farvetoningen i Murcielagoens baglygte. Alt fremstår virkelighedstro, og jeg mener ikke, at der er en finger at sætte på den grafiske modellering af bilerne. I hvert fald ikke på Premiumbilerne. Jeg henviser her til min tidligere mening og ytring omkring Standardbilerne. De 71 baner samt de inkluderede vejrforhold (sne, regn, støv med mere) tager sig godt ud på fladskærmen, og den forventede 1080p-opløsning holder (næsten) de 60fps hele vejen igennem. GT5 understøtter samtidig stereoskopisk 3D, som jeg ved en tidligere lejlighed har testet. Det er de færreste, der spiller i 3D derhjemme, men muligheden er til stede, og det giver væsentlig mere dybde i billedet naturligvis.
For første gang i Gran Turismo-serien er det muligt at køre onlineræs. Polyphony Digital har skabt en 16-spiller onlineoplevelse for de ekstra fartglade. Selvom de fleste nok vil have rigeligt at se til i A-Spec løbene i karrieredelen, så er der altså mulighed for at udkæmpe onlineræs mod andre GT-fans. De få løb jeg har afviklet har kørt uden nævneværdige problemer, men jeg har primært brugt tiden i singleplayer. Udover onlineimplementering har Polyphony Digital også fundet plads til en course editor, som giver dig mulighed for at lave egne baner. Man har ikke total frihed, men der er sat nogle brugerstyrede funktioner ind, så man for eksempel selv kan bestemme antallet af sving i banen, hvad tid på dagen der køres og nogle andre småting.
Mange er bekendte med klavertonerne og den lounge-agtige musikstil i Gran Turismo-serien. Alt efter humør kan jeg godt holde det ud, men jeg foretrækker i den grad tonerne af f.eks. Miike Snow, The Temper Trap, The National eller andet guf for ørene. Det var derfor med stor skuffelse, at jeg blev mødt med følgende skrift på skærmen: Musik kan ikke afspilles, imens dette spil er i brug.. Det betyder, selvsagt, at man ikke kan udskifte Polyphony Digitals musikvalg. En skam, men dette kan jo rettes i en patch. Musikalsk er der ikke de store højdespringere på skiven. My Chemical Romance har æren af at ligge stemning til introduktionsvideoen med Planetary (GO!), og dette nummer er blandt andet et af højdepunkterne blandt de cirka 150 musiknumre.
Gran Turismo 5 er en svær størrelse at bedømme. Det er utroligt dybt med et væld af baner, og med +1000 biler er der masser at udforske i spillet. Realisme er i højsædet, og især The Real Driving Simulation tilstræbes. Det kan mærkes. Hvis man skulle give en karakter til opfyldelsen af simuleringsdelen, så ville det uden tvivl være 10/10. Spillet leverer varen, og der er ikke en finger at sætte på det realistiske aspekt med undtagelse af skadesmodelleringen. Men Real Driving Simulation er ikke altid lig med 10/10 i spilleglæde. Gran Turismo 5 har dets øjeblikke med en tur på Top Gear-banen eller nogle runder på Nürburgring. Men der er lange loadingtider (selv med 10GB spildata) og opdeling af Premium- og Standardbiler. Lad mig dertil lægge den skuffende skadesmodellering på mange af bilerne, og jeg begynder at få et mindre positivt indtryk af Gran Turismo.
Misforstå mig ikke. Spillet er eksemplarisk godt i mange aspekter. Men på baggrund af Polyphony Digitals udtalelser om at nå stjernerne, så må jeg sige, at det ikke helt er lykkedes. Spillet er ikke på 100 procent, og dette gør, at det ikke bliver nogen højdespringer rent karaktermæssigt. Jeg er sikker på, at Gran Turismo 5 vil kravle ind under huden på de fleste, og blive et spil, der kommer til at snurre hundredevis af timer i PS3erne omkring i landet. Men når dommen skal afgives, er det ikke fremragende eller game of the year, der trænger sig på. Gran Turismo 5 er blandt en af de allerbedste bilsimulatorer på markedet, men Yamauchi når ikke helt stjernerne. Polyphony Digital befinder sig derimod oppe i de højere luftlag i deres stræben efter perfektion.
Facebook
Twitter
