Jeg selv har ikke været ombord på et Gran Turismo i mange år, men husker glæden ved langsomt at kravle op af såvel ranglister som bilmærker i samlingen, og den ægte glæde ved at få fingrene i en ny bil - næsten som at have adgang til dem i virkeligheden. For realismen har altid været det bærende omdrejningspunkt i Gran Turismo serien, lige fra de fysiske beregninger der ligger bag hvert et vrid i rat, dæk og karrosseri, til udseendet af selv den mindste detalje på bilernes instrumentbræt, og effekten af at skifte gearratio og udstødning.
Gran Turismo 7 er tilbage i dette spor, efter GT Sport forsøget, hvor mange af de detaljer var pillet ud og hovedparten handlede om ren online battle. Du skal stadig være online for at kunne spille, men langt det meste af spillet kan du selv nørde dig igennem, uden at være tvunget til at have med andre spillere at gøre. Og nørdes skal der. Lige fra starten vidner spillet om en fuldstændig kompromisløs kærlighed til biler og deres historie. Og en fuldstændig kompromisløs tilgang til at have det i højsædet.
Samtidig gør spillet alt for at tvinge dig igennem alle hjørner og afkroge, så du på ingen måde kan overse nogle af de forskellige muligheder der stilles til rådighed. Som når du, inden spillet overhovedet er gået i gang, tvinges gennem en runde Music Rally, hvor du kører i takt til musik, for derefter at køre på med en intro så lang, at du ikke bare får hele bilens historie ridset op, men også en montage af stort set alle de mere end 400 biler du kan få fingre i efterfølgende. Og SÅ starter en slags tutorial, der er så lang, at det er lige før der undskyldes for det i den review guide vi har modtaget sammen med spillet.
Langsomt men sikkert guides du gennem Gran Turismo 7s verden skridt for skridt, og det er på ingen måde en dårlig idé, især fordi der virkelig er mange steder på det nye kort, der giver dig adgang til alt fra tuning, bilvask, garage, café og fotosessions, til bilforhandlere af både brugte og nye biler og selvfølgelig løb. Hvert sted på kortet har sin egen vært, der gennem tekst-dialog guider dig gennem brugen af netop det sted. Det fungerer rigtig fint, omend det virker noget old school. Men det er på ingen måde det eneste der virker old school i Gran Turismo 7.
Når du omsider har fået fingre i din første brugte bil, der meget vel kan være den du selv har stående hjemme i garagen, er det tid til at prøve dine evner af på en racerbane. Her er realismen naturligvis i højsædet, og derfor er dit default view fra føresædet af bilen. Det giver faktisk et rigtig fint udsyn, selvom nogle biler naturligvis er mere udfordrede end andre på den front, og når regnen begynder og dermed dine vinduesviskere, kan det virkelig give problemer at se hvad der foregår ude på den anden side af ruden - fuldstændig som i virkeligheden.
Lydbilledet fra bilerne er øredøvende, og det ellers ret varierede soundtrack drukner fuldstændig i motorlarm og dæk-hvin. Naturligvis optaget til perfektion fra de rigtige biler, og lagt ind i en 3D lydmotor, der næsten er mere forvirrende end en hjælp. Det sker for eksempel meget ofte at jeg tror at jeg er ved at blive overhalet indenom, blot for at konstatere at det er hvin fra mine egne fire dæk, der er panoreret så effektivt, at det af og til kan lyde som om nogle af dem ikke sidder på min bil. Det virker umiddelbart som om noget burde justeres lidt på den front - eller også er det mine ører, der ikke er vant til at skulle skelne i en så omfattende kakofoni af brøl og skrig og klik og viskerblade - og musik i meget varierende stilarter.
Under alle omstændigheder giver det en virkelig intens oplevelse bag rattet, som understøttes af en grafik der nærmer sig virkeligheden uhyggeligt meget. Der er ting der bryder illusionen, men det er primært i baggrunde og vejsider, som jo reelt suser forbi i en fart, der gør detaljegraden irrelevant - på nær i replays. Bilerne selv er fantastisk flotte, både indeni og udenpå, og selvom raytracing faktisk ikke er tilgængelig i selve løbene, er der skinnende lak og refleksioner nok til at gøre bilerne næsten fotorealistiske. Der er kælet for hver en detalje, og jeg er ikke i tvivl om hvor meget arbejde der er gået ind i modelleringen af hver enkelt af de mere end 400 biler.
Den kærlighed for detaljer er taget til et næsten ufatteligt niveau, når det kommer til bilerne. Men samme kærlighed har også resulteret i nogle valg, der kan være svære leve med i 2022. Bilskade er stadig udeladt. Det slår gnister og du mister din ‘Clean Race’ bonus, hvis du torpederer andre, men bilerne forbliver i perfekt stand rent visuelt. Der er indlagt løbende slitage, som du må tage på værksted for at rette op på gennem for eksempel en motorvask, men det er på ren performance og på et meget subtilt niveau, som jeg ikke er ekspert nok til at kunne opfatte som andet end tal i en tabel.
Samtidig synes jeg at der er taget nogle lidt mystiske valg i forhold til detaljer på banerne. De virker nærmest flade og unuancerede, hvilket jeg ikke rigtig lægger mærke til når hjulene spinner, men som er ret tydeligt i de indledende bane-præsentationer og de efterfølgende replays. Faktisk har jeg oplevet at der decideret blev zoomet ind på vegetation af en så sølle kvalitet, at det næsten virker som en fejl - i hvert fald at zoome ind på. Det er som sagt ikke noget der gør en stor forskel i løbende, men det går faktisk ud over replays, som jo ellers er en hoveddisciplin Gran Turismo.
Faderen bag Gran Turismo, Kazunori Yamauchi, har aldrig lagt skjul på sin store kærlighed til biler, som det helt grundlæggende drive bag spilserien. Og her har han endda en meget tydelig ambition om, at give den kærlighed videre til nye generationer, som måske aldrig selv får lov til at sidde bag rattet på en benzin-bil, hvis de overhovedet får lov til at styre selv. Yamauchi må være en af de største bilnørder i verden, og der er ikke gået på kompromis i forhold til det i Gran Turismo 7. Her kan du ikke bare dykke ned i bilens historie, du kan også dykke ned i de enkelte bilmærkers historie, og få en visuel tidslinie fra deres oprindelse til nutiden med oprindelige sort/hvid billeder og det hele.
Men han har også andre interesser, der har givet sit meget tydelige præg på Gran Turismo 7. Han elsker at fotografere, og derfor er der naturligvis en ufatteligt nørdet og ret omfattende foto mode, kaldet Scapes, hvor du kan tage nogle billeder af dine biler, som jeg tænker selv bilproducenterne vil kunne tage i brug. Her er tusindvis af locations at vælge imellem, hvor du kan placere en af de biler du har samlet i din garage, og så ellers fifle med blænder og filtre til du bliver helt rundtosset.
Her er der fuld raytracing, og du kan virkelig få nogle resultater jeg tænker kan gøre selv en professionel fotograf misundelig, hvis du har tålmodigheden til at nørde det i bund. Der er naturligvis et online galleri, hvor du kan blære dig med dine bedste skud og lade dig inspirere af andres, og der er så mange kombinationsmuligheder, at du skal være meget uheldig for at finde et magen til dit - omend stilen generelt er ret genkendelig.
Yamauchis sidste store passion er musik, hvorfor der naturligvis er lavet en helt specifik mode med det fokus. Som jeg nævnte i starten tvinges du som det første gennem en omgang Music Rally, som er en ny måde at køre på, hvor musikken er i førersædet. Du kan vælge mellem forskellige musiknumre - når du har fået låst op for dem - og hvert nummer har et antal beats, der er den timer du kører imod. Du skal nå en række checkpoints inden takterne løber ud, og når du nærmer dig grænsen ændrer musikken sig, så du tydeligt kan høre at du er ved at være på den. Så hvor det før var motor og dæklyde der dominerede lydbilledet, er det her musikken du primært hører - og det er egentlig en meget god afveksling.
Det store glansnummer er dog det efterfølgende replay, der adskiller sig markant fra de sædvanlige replays. Normalt er det de samme klip du får af et løb på en specifik bane, men her følger alle klip musikkens rytme, og vinklerne vælges tilfældigt for hvert klip. På den måde kan du være sikker på aldrig at se det samme replay to gange i træk, hvis du er typen der virkelig dyrker replays.
Replays er en af de helt klassiske Gran Turismo discipliner, og det er også her de meget smukke biler virkelig kommer til sin ret. Det er sjovt at se sig selv suse forbi den ene modstander efter den anden, og føle sig som lidt af en prof bag rattet, og det er også her du primært vil kunne nyde det meget varierede soundtrack. Hvis du altså er heldig at der kommer et nummer på du kan lide. Variationen er nemlig så stor at du helt sikkert vil støde på noget du kan lide, men lige så sikkert vil støde på noget du ikke bryder dig om. Klassisk musik med disco beat er for eksempel ikke lige min kop the…
Det er også i replays de meget omtalte vejr-effekter kommer mest til sin ret, selvom det jo er meget tydeligt når vejret skifter dynamisk under et løb. Efter sigende har Polyphony denne gang simuleret selve skysystemet, så det opfører sig fuldstændig som i virkeligheden, både når det kommer til formationernes opståen for det specifikke land du kører i, over trykforhold, der naturligvis har indflydelse på vejbane og dæk, til hvordan vandpytter dannes og ikke mindst fordamper igen. Et virkelig vildt niveau af detaljer, som jeg, som den amatør jeg er, overhovedet ikke kan mærke - eller måske er det bare noget af det der gør, at oplevelsen generelt føles ret realistisk. Uden at jeg kan sige at jeg har nogle oplevelser fra den virkelige verden jeg kan sammenligne med, med undtagelse af feriekørslen på de tyske motorveje.
I virkeligheden er alt ved det gamle i Gran Turismo 7. Det er lidt som FIFA, hvor alting har fået de nye modeller med og grafikken har fået et nøk op, men alt stort set spiller som sidst. Kontrasten til GT Sport er naturligvis stor, fordi lige den udgivelse var så markant anderledes end de øvrige spil i serien, men for en som mig, der faktisk ikke har været med i mange år, er det som at komme hjem. Der er kommet lidt mere fokus på at understøtte forskellige spillestile, som for eksempel at du løbende stiger i samler-niveau, jo flere biler du samler i din garage, hvilket er det der giver dig adgang til flere og flere niveauer af tuning-muligheder.
Caféen giver dig hele tiden nye mini-missioner, hvor du skal samle en bestemt type biler, have et specifikt kørekort, køre en bestemt turnering eller andet der sikrer at du kommer rundt i hjørnerne af universet, og overalt præsenteres du hele tiden for endnu mere nørd viden som du kan dykke ned i, hvis du virkelig er interesseret i at vide hvad det fede ved japanske hatchbacks er. Faktisk fik jeg nogle gange en fornemmelse af, at selve løbene var lidt en sideting i forhold til at få næste stump til min fremdrift, hvilket jeg ikke forestiller mig er meningen. Men jeg har jo også måttet dyrke lidt af det hele for at få et overblik, frem for at dyrke en specifik gren der tiltaler mig.
Du kan naturligvis droppe sneglehuset og dyrke netværket også. Faktisk er der både mulighed for at spille online eller på split screen, hvis du skal have lidt stemning i stuen. Også det føles oldschool, men på en virkelig fed måde. Jeg er ret tosset med at kunne køre om kap med en makker der sidder ved siden af mig, og ikke på den anden side af jorden med et headset, selvom begge dele er gode at have adgang til. Der har ikke været megen aktivitet på serverne her i test-perioden, men splitscreen virker upåklageligt, selvom det jo altid er et trade-off at skulle dele skærmplads - også selvom mit tv er vokset virkelig mange tommer, siden sidst jeg prøvede at spille split screen.
En anden klassiker der er tilbage er licenser. Du kan igen komme på køreskole og tage kørekort, ved at gennemføre en række mindre øvelser, for til sidst at gå til den endelige test. Der er fem niveauer, fra National B til Super License, og hvert niveau kræver at du gennemfører ni øvelser, før du kan gå til testen. Og som i de gode gamle dage vil de fleste kunne gennemføre med bronze i hver disciplin, men vil du have guld skal du virkelig stramme op. Så selvom du støder på løb der kræver forskellige licenser for at deltage, vil med stor sandsynlighed altid kunne klare dig igennem og komme videre, men det er en hel disciplin i sig selv, hvis du går efter guld på dit kørekort. Uanset hvilket niveau du går efter, er det dog nogle rigtig gode tips og tricks du får til at køre det optimale racerløb, så selvom det måske ikke lige er dig, giver det mening at gennemføre alligevel.
Gran Turismo 7 er den fulde pakke. Der er meget at gøre, masser af løb, masser af biler, masser af måder du kan nyde det på. Du kan sågar bruge timer på tuning, udsmykning eller fotografering af dine biler, ligesom du bliver belønnet bare for at samle på dem. Af og til får du invitationer til at købe særligt attraktive eksemplarer af biler, både hos Legend Cars forhandleren, der har nogle historiske klassikere på lager, og hos Brand Central, der har alle biler fra alle mærker på lager. Dog vil det koste dig millioner, hvis du ikke bare handler hos brugtvognsforhandleren, som der selvfølgelig også er.
Grafikken er flot, lyden er god, der er masser af god musik - og en hel del der måske er mere corny end godt - og kærligheden til biler gennemsyrer det hele. Man kan måske sige at den store kærlighed til biler vægter højere end racene, og til tider bliver det næsten for kvalmt og nostalgisk. Nærmest kedeligt, fordi der slet ikke er nogen kontrast til forherligelsen, og fordi det er meget, meget japansk i sine banale dialoger. Men alligevel er jeg igen, langsomt men sikkert, blevet suget ind i den klassiske Gran Turismo vibe, hvor jeg kan mærke at jeg langsomt bliver bedre og bedre, og derfor får lyst til at prøve at barbere hundrededele af mine omgangstider og ramme de perfekte kurver.
Der er virkelig en følelse af den fineste kontrol, når du justerer rattet mens du kort bremser, for at gasse op igen på det helt rigtige tidspunkt ud af svinget. Og en dybtfølt frustration når det glipper. Det hele understøttes af en omfattende DualSense implementering, der giver så mange små signaler, at det til tider kan være helt forvirrende hvad der er hvad. Men samtidig er det med til at understøtte realismen i en grad jeg ikke har oplevet før, og det er fedt at mærke når du rammer curben i et sving, aktivere bremsen så ABS’en slår ind eller får dækkene til at spinne, samtidig med at motoren rumler i dine håndflader.
Det her er ikke et Forza Horizon til PlayStation. Langt fra. Men det prøver heller ikke at være det. Tværtimod. Gennem 25 år har Polyphony forfinet deres model, der primært handler om at få bilerne til at fremstå så realistiske som overhovedet muligt, gennem så mange simulationer af så mange parametre, at slutresultatet bare bliver utrolig subtilt. Det er tusindvis af bittesmå nuancer, der giver en utrolig virkelighedsnær og fuldstændig kompromisløs oplevelse.
Det handler ikke om at det skal være sjovt. Det handler om at det skal være rigtigt. Og det føles næsten klinisk, også selvom det er forsøgt dulmet med virkelig japansk lounge og dialog, der ofte er voldsomt banal. Det vil nogen nok finde utrolig kedeligt. Andre utroligt tiltalende. Jeg selv er langsomt ved at blive overbevist om at det kan noget. Ligesom jeg blev det i 1998. Gran Turismo er tilbage.
Facebook
Twitter
