Gran Turismo Sport

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 17. oktober 2017 - kl. 09:57
Del denne artikel:
3 4

Gran Turismo Sport beskrives som det første spil i en ny generation af Gran Turismo spil og det er nu endelig klar til PlayStation 4 - læs vores anmeldelse af spillet her.

Efteråret 2017 har budt på tre racing simulatorer; først Project CARS 2, så Forza Motorsport 7 til Xbox og PC og nu endelig Gran Turismo Sport eksklusivt til PlayStation 4.



Gran Turismo fylder 20 år i år og siden udgivelsen af det første spil tilbage i 1997 på den originale PlayStation, er der udkommet et godt stykke over ti spil i serien. Gran Turismo Sport er det første spil til PlayStation 4 og er som sådan ikke en fortsættelse af Gran Turismo 6, men starten på en ny generation af Gran Turismo spil - og det er også nødvendigt for serien at tage skeen i den anden hånd, hvis den skal klare sig mod konkurrenterne.

Der er nemlig sket meget med racing-simulatorer siden Gran Turismo sidst sad på tronen og specielt Forza Motorsport og senest Project CARS er særdeles stærke bud i genren, som Gran Turismo engang sad tungt på. Gran Turismo Sport er et langt mindre spil end de to forrige i serien; i Gran Turismo 5 og Gran Turismo 6 var der over 1.000 biler i hvert spil - i Gran Turismo Sport er der lidt over 160. I Gran Turismo 6 var der 100 forskellige baner - i Gran Turismo Sport er der knap 30. Nu er tal jo ikke alt og disse afslører også et strammere og mere fokuseret spil.



Gran Turismo Sport byder på fire overordnede spilmuligheder; Arcade, Campaign, Sport og Lobby. I Arcade er der en række forskellige løbstyper som Single Race, Time Trial, Drift Trial, Split-Screen for to spillere og VR-Tour, som er en række løb, der kan køres med PS VR head-settet. Disse spilmuligheder er ret traditionelle, men de fungerer fint og man åbner op for nye biler og baner til Arcade, efterhånden som man spiller spillet. Arcade er i øvrigt også den eneste del af spillet, som er tilgængeligt, hvis man ikke har adgang til nettet, da resten kræver at man har internetadgang.

Campaign indeholder Driving School, Mission Challenge og Circuit Experience og man skal ikke lade sig narre af navnet, for der er ikke tale om en kampagne som vi kender det, men i virkeligheden blot en række udfordringer. Driving School er den velkendte køreskole, hvor man igennem 48 lektioner lærer at håndtere en bil, lærer om apex, bremsepunkter, S-kurver og mange andre ting. Det er faktisk ganske givtigt at tage disse lektioner, selv om de kan være lidt halvkedelige, for man lærer virkelig noget.



Det man lærer i køreskolen kan man afprøve i Mission Challenge, hvor man får 64 udfordringer, som sætter ens racer-evner på prøve, på en lang række forskellige baner og i en lang række forskellige biler. Endelig er der Circuit Experience, hvor hver bane er brudt ned i sektioner, som man skal mestre indenfor en tidsramme, for til sidst at køre en fuld runde på banen. Som det nok fremgår af ovenstående, er ordet Campaign noget misvisende i traditionel forstand, da den blot indeholder en række forskellige udfordringer, hvilket isoleret set er okay. Men forventer man en kampagne, hvor man udvikler og tager sin racerkører op igennem klasserne, så bliver man skuffet - og det blev jeg faktisk.

Endelig er der online delen af Gran Turismo Sport, som indeholder Lobby og Sport. For at få adgang til disse to afdelinger af spillet, skal man se to små film om god sportsånd og dårlig opførsel på en racerbane. I Lobby kan man køre mod sine venner og andre spillere online. Her er der ingen automatisk matching og man kan lave sin egen lobby og invitere andre spillere ind eller man kan gå ind i allerede eksisterende spil og køre mod dem man vil.

I Sport kan man deltage i officielle løb og mesterskaber, mens man opbygger sin Driver Rating, som er en rating der indikerer, hvor god en kører man er. For at stige i Driver Rating, skal man også stige i Sportsmanship Rating, som indikerer hvor godt man opfører sig på en racerbane. Det vil sige, at hvis man opfører sig som en klovn på banen, stiger man ikke i Sportsmanship Rating og kan derfor heller ikke stige i Driver Rating, og dermed får man ikke adgang til højere rangerende løb. Denne del af spillet er det der kommer tættest på en karriere-del - og det er tydeligt, at der er stor fokus på online-delen af spillet.



Min personlige anke ved Gran Turismo serien i, ja efterhånden flere år, har været, at det føles gammeldags og det er som om, at serien faktisk har stået mere eller mindre stille. Gran Turismo spillene har altid set fremragende ud, uanset platform - men det har på det seneste ikke været specielt underholdende at spille - de har været meget sterile og lidt kedelige. Bilfysikken er, hvis man skal tro på udviklerne, meget avanceret, men alligevel har jeg haft følelsen af, at jeg styrede en mursten som svævede hen over banen i stedet for at få følelsen af at presse en fuldblodsracerbil til grænsen.

Det har dog ændret sig til det bedre i Gran Turismo Sport, men jeg synes stadig ikke det er på niveau med det vi senest har oplevet i Project CARS 2. Køreoplevelsen føles stadig en smule steril og stiv og det er som om, at man ikke har 100% kontrol over bilen og det kan være svært at mærke hvor bilens grænse ligger - før det er for sent. Som altid i en racing simulator, har man mulighed for at gå ned i den mindste detalje omkring bilens opsætning hvis man ønsker det. Ønsker man ikke at dykke ned i den slags, holder man fingrene væk fra de menuer og det fungerer fint - men går man op i finesser og detaljer, så er det her det sker.



Noget som folkene bag Gran Turismo gør bedre end nogen anden, er tilbedelsen af bilerne. Det er nemlig helt tydeligt, at Gran Turismo Sport er lavet af folk med stor kærlighed til biler - og der er virkelig kælet for hver en detalje, når det kommer til bilerne i spillet. I spillets Brand Central kan man gå på opdagelse i biler fra for eksempel Audi, Porsche, Ferrari, Lamborghini, Chevrolet, Ford, Mercedes, BMW, Bugatti, Aston Martin, McLaren, samt mere opnåelige mærker som Nissan, Toyota, Honda, Mazda, Daihatsu og Hyundai.

Under de forskellige bilmærker er der et showroom, hvor man kan gå helt tæt på bilerne i et studio, se dem køre i forskellige landskaber eller byer (mens man live kan skifte farve på dem) og det ser ganske enkelt fabelagtigt ud. Der ud over er der også en tv-kanal, hvor man kan se korte film om mærket og nogle af deres legendariske biler, samt et museum med en timeline, hvor mærkets historie fortælles. Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i Brand Central og her kan man få meget tid til at gå, hvis man er bilentusiast.



Der er mere lir for bilentusiasten i spillets Photomode og ikke mindst i Scapes. Photomode er meget lig andre Photomodes vi kender, hvor man kan se billeder af sin bil i diverse racesituationer. Men den virkelige lir foregår i Scapes, hvor man kan tage nogle helt igennem fantastiske billeder af sine biler. Her starter man ud med at vælge hvor en bil skal placeres. Man kan vælge mellem en lang række lokationer som Spanien, Japan, Portugal og New Zealand, men også mere specifikke steder som Nürburgring, lufthavne, London, på museer, i snelandskaber, på forladte fabrikker og mange andre steder, som kan fungere som baggrund for ens drømmebil.

Når man har valgt hvor ens biler skal være, kan man nu placere op til tre biler i det billede man har valgt og de vil smukt blende ind og omgivelserne og lyset fra billedet spejler sig i bilens lak. Man kan vælge om hjulene skal være drejet (og hvor meget), om bilen skal have lys på og i så fald, om det skal være parkeringslys, almindeligt lys eller det lange lys. Man kan også vælge om blinklyset, stoplyset eller baklyset skal være aktiveret på billedet. Der ud over kan man tilføje et utalt af filtre og effekter til billedet, så man kan lave sit helt perfekte billede. Derefter kan man gemme og dele billedet med andre spillere og man kan se andre spilleres billeder, som man kan like og kommentere på. Scapes er virkelig lækkert lir for dem som elsker smukke biler.



Det bringer os videre til den grafiske side og her kan man ikke andet end at være imponeret; Gran Turismo Sport ser helt fænomenalt ud. Vi testede spillet på en PS4 Pro hvor det kører i 1800p ved flydende 60 billeder i sekundet og med fuld HDR. HDR implementeringen er det som gør forskellen; Gran Turismo Sport er den absolutte showcase hvis man vil se hvor fremragende HDR kan se ud. Lyset i spillet er sublimt, lige fra bilernes lygter og bremselys, til solen på himlen og den nedgående sol bag en bakketop. Også de omfattende menuer er flotte og lette at finde rundt i, så der er absolut ingenting at udsætte på præsentationen, som er helt i top her.

Desværre byder Gran Turismo Sport hverken på dynamisk vejr eller dag og nat cyklus, men man får dog muligheden for at vælge hvilket tidspunkt på dagen ens løb skal køres, så man kan nyde de forskellige, meget flotte, lyssætninger. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor fabelagtigt det her ville have set ud, hvis man havde implementeret dynamisk vejr som i Project CARS 2, hvor vejret kan ændre sig fra for eksempel solskin og til regnvejr i løbet af et løb. Når det er sagt, så er Gran Turismo Sport et særdeles smukt spil, hvor der bliver kræset om bilerne og HDR løfter det her spils visuelle side til nye højder.



Efter at have spillet Gran Turismo Sport sidder jeg splittet tilbage. Alt omkring bilerne er smukt, gennemført og virkelig guf for en bilentusiast, mens selve løbene føles lidt… halvkedelige og ikke specielt spændende. Det er som om, at Gran Turismo ikke helt kan slippe ud af det dødvande det har været havnet i, i en årrække nu – eller også er det bare fordi, at der er kommet to konkurrenter, som udvikler sig mere end Gran Turismo gør. Og det piner mig at skulle sige det, for Gran Turismo Sport er bestemt ikke noget dårligt spil - det virker bare som om, at konkurrenterne byder på mere spændende racing end Gran Turismo Sport gør.

Nu skal man ikke vurdere et spil ud fra konkurrenternes formåen, men man kan alligevel ikke lade være med at kigge efter hvad konkurrenterne gør og blive en smule ærgerlig, for isoleret set er Gran Turismo et rigtigt fint racerspil og ikke mindst det absolut flotteste på PlayStation 4 - endda med flere længder.

Hvis man elsker biler, så vil man nyde de mange features omkring bilerne, men som racing fan, vil man nok savne noget dynamik - og jeg savnede specielt en rigtig karrieredel. Men elsker du biler og smukke spil, så er det Gran Turismo Sport du skal have, som er det klart flotteste spil på PlayStation 4 og en fin start på en ny generation af Gran Turismo spil, hvor der nu er stor fokus på online racing og sikkert også e-sport.
+ Fænomenal grafik, mange lækre features omkring bilerne, finpudset og velfungerende
Løbene mangler noget dynamik og spænding, savner en ægte karrieredel, kræver internetforbindelse for at kunne spilles
Gameplay:7.5
Grafik:9.5
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.