Grand Theft Auto V

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 6. april 2022 - kl. 07:52
Del denne artikel:
4 3

Igen og igen og… Ni år efter første udgivelse af GTA V til PlayStation 3, giver Rockstar sin cash cow endnu en tur i manegen. Og det er stadig skide skægt.

Det er ikke umuligt at du ikke har prøvet Grand Theft Auto V. Men med 160 millioner solgte kopier og ni år på bagen, er der en pæn chance for at du allerede har været der. Spillet, der revolutionerede open world og historiefortælling da det udkom til PlayStation 3 i 2013, startede et ramaskrig om voldsforherligelse og kvindenedgørelse med sin benhårde gangster-fortælling, og solgte for en milliard dollars på tre dage.



Siden kom der en brush-up til PlayStation 4, hvilket virkede ret naturligt, da det oprindelige spil landede ret sent i PlayStation 3’s livscyklus, og der har udviklet sig et ganske omfattende community i GTA Online, hvor spilleres køb af Shark Cash holder pengemaskinen i gang. Seks milliarder dollars - i omegnen af 41 milliarder kroner - er efter sigende hvad Rockstar har fået ind på dette ene spil til dato. Men det var også det dyreste spil der nogensinde havde set dagens lys, med et overskredet budget der endte i 265 millioner dollars. En overskridelse der viste sig at tjene sig selv hjem tre-fire gange inden for de første 24 timer på markedet.

Men det er også et fedt spil. Jeg har ikke været i San Andreas siden PlayStation 3 versionen, og glædede mig faktisk til et gensyn. Og selvom det tydeligt er et gammelt spil, også med det nye lag make-up af 4K-HDR-60-frames-i-sekundet forskønnelse, er humoren, karaktererne, historien, musikken og stemningen uforlignelig. Måske er jeg gammel og nostalgisk, både når det gælder spillet og den æra det repræsenterer, men utroligt nok er mange af de pointer der hamres på, med en humor der er den bedste stand-up’er værdig, stadig skræmmende aktuelle.



Der er ikke noget der får mig til at føle mig mere gangster, end at cruise gennem Los Santos til den tungeste 90’er rap. Eller mere hillbilly end at smadre rundt i ørkenen til banjo-punk og dødsmetal. Eller mere action-film-agtig end at skifte mellem de tre meget markante hovedrolleindehavere i form af den pensionerede og voldsomt frustrerede bankrøver Michael De Santa, den ambitiøse gadedreng Franklin Clinton og den buldrende psykopatiske bonderøv af en narkohandler Trevor Phillips.

Historien er som enhver velskrevet Hollywood produktion, og de tre hovedpersoners liv flettes langsomt men sikkert ind i hinandens, indtil du frit kan hoppe mellem dem, og lave lige hvad du vil. Den sublime vekslen mellem total frihed og masser af historie, giver en fed fornemmelse af legeplads, som får endnu mere frit spil i GTA Online, der også er blevet frisket op i dagens anledning.



Det er dog samtidig i den frihed at alderen begynder vise sig. Der er trods alt sket meget i udviklingen af især “quality of life” forbedringer i de ni år der er gået, siden GTA V satte nye standarder, og det er ikke sjældent at du står i en situation, hvor det simpelthen er svært at se hvad du skal. Der er også utroligt meget transport på kryds og tværs af by og ørken, og selvom det er rimelig sjovt at køre, er de manglende wayfinders og det utroligt lille kort en bet, der sætter markante skår i glæden. Det er simpelthen svært at finde rundt i det enorme vejnet, og du må ofte pause og åbne kortet for at memorere den nemmeste rute - hvis du ikke bare vil sjusse dig frem, ud fra en konstant skiftende pil på den lille radar i hjørnet.

Grafikken er heller ikke ligefrem ‘next gen’. Bevares, der er kommet højere opløsning og framerate, raytracing og HDR, alle de fine buzzwords, men det ændrer ikke voldsomt på karakterernes lidt kluntede fremtoning, som understøttes af en meget tung styring til fods, der til gengæld er lige vel levende i bil. Intet af det ødelægger noget specifikt, men summen af dem alle gør, at alderen meget tydeligt kan mærkes.



Til gengæld er soundtrack og voice-overs stadig helt fantastiske, og med til at holde stemningen på allerhøjeste niveau. Meget få spil kan selv i dag være med i den klasse, og sammen med den sublime humor, hvor de mange stikpiller til samfundet står i skarp kontrast til den modvind spillet i virkeligheden fik, fra horder af folk der ikke selv havde spillet spillet, gør det San Andreas til en verden man virkelig har lyst til at boltre sig i. Der er helt sikkert meget vold, du kan købe damer og gå på stripbar, drikke dig fuld og ryge dig skæv, og dit primære mål er at komme til tops i forbryderverdenen, men glorificering er der ikke meget af i de temmeligt forskruede og ret tragiske personer du indtager og møder på din vej.

Som veteran fra PS3-dagene, er dette til gengæld min første tur i GTA Online universet. Og det er blevet udbygget med en karriere-del, der næsten gør det lige så godt som historien i hovedspillet. Her opbygger du din egen karakter fra bunden, vælger karrierevej og kan så kæmpe dig til tops derfra. Med hjælp fra en række nye og ret skægge venner, bygger du din forretning op fra bunden, ved at gennemføre en række små missioner for at skaffe personale, udstyr og kunder, og ender med en pengemaskine, der skal holdes ved lige gennem udvidelser og gedigen markedsføring. Samtidig får du en base for dine mere lyssky forretninger, og du kan selv vælge hvor du vil lægge hovedvægten af din energi.



I modsætning til i solo spillet, skal du dog her forholde dig til op til 29 andre spillere, der ligeledes kæmper for at opbygge deres forretning, og som i alle online verdener, giver det nogle udfordringer der ikke ligefrem understøtter indlevelsen - som når du pludselig må flygte fra folk med bazookaer på åben gade. Til gengæld åbner det op for nogle ret fede oplevelser med vennerne, når I sammen kan lave de såkaldte heists. Her skal I i grupper fra to og op, alt efter mission og sværhedsgrad, planlægge og gennemføre kup, der i omfang kan variere fra det hurtige bankrøveri til den helt store ‘Ocean’s Eleven’ oplevelse.

I modsætning til solospillet, der én til én er det samme som i 2013, når man ser bort fra den nye sminke og de markant bedre load tider, så bliver der løbende læsset nyt indhold på online universet. Og det er bestemt et levende community, som i den grad lægger op til at du skal spendere nogle kroner på ingame currency, så du kan blive den sejeste gangster på havnen hurtigst muligt. Senest har Rockstar introduceret GTA+, der er en abonnementsløsning, hvor du for knap 45 kroner om måneden får en stak GTA$, rabatter på biler og andet udstyr, og hurtigere optjening af erfaring, og selvom det har skabt en del modvind online, skal det nok blive en ny indtægtskilde for Rockstar alligevel.



Generelt breder der sig et grimt billede af Rockstar som værende overtaget af jurister og pengemænd, der har mere fokus på at malke rettigheder og eksisterende IP’er end at udvikle fede spil. Det ser man i de meget sjuskede remakes af den oprindelige GTA trilogi der udkom for nylig, på denne nu tredje udgivelse af samme spil over tre konsol-generationer, på tiltag som GTA+ og ikke mindst på moderselskabet Take-Twos seneste bølge af sagsanlæg mod alle, der bare tænkte på at sige Take Two uden at have en aftale med dem først - som f.eks. den fine lille svenske udgivelse It Takes Two fik at mærke.

Når det er sagt er Grand Theft Auto V et på alle måder historisk spil, der bestemt er en tur værd. Og til Rockstars ære kan man få spillet for kun 75 kroner i en introperiode, og det inkluderer GTA Online og 1.000.000 GTA$. Så hvis du er en af de få der aldrig har prøvet kræfter med San Andreas, er det så afgjort de 75 kroner værd. For os andre er det næsten lige så skægt at fyre op for den gamle PlayStation 3 - eller måske bare vente på den nu officielt annoncerede 6’er. For next gen er det her ikke. Uanset hvor mange ekstra frames der er kommet med.
+ Den sprødeste stemning takket være det fede soundtrack og de sublime voice-overs, unik humor der stadig holder, fede karakterer
Kluntet og gumpetungt i detaljen - bare gammelt, interface og styring ikke tidssvarende
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.