Gravel

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 3. marts 2018 - kl. 08:51
Del denne artikel:
0 5

Italienske Milestone er mest kendt for deres realistiske racerspil, men nu har de kastet sig over en off-road arkaderacer. Læs her, hvordan det er gået.

Gravel kommer fra italienske Milestone, som efterhånden er ved at være en godt erfaren udvikler når det kommer til racerspil. Typisk leverer de realistiske racere som Ride- og MotoGP spillene samt forskellige WRC rallyspil, men med Gravel kaster de sig over en arkaderacer i stil med DiRT og MotorStorm.



Gravel er bygget op omkring Off-Road Masters, et fiktivt tv-show på Gravel Channel, som betyder, at løbene er inddelt i afsnit ligesom i et tv-show. Hvert afsnit byder på enten et eller flere løb og ind imellem de almindelige afsnit, er der nogle specielle afsnit, hvor man møder en såkaldt Master, som er en slags boss, der skal klares i en række head-to-head løb, for at kunne komme videre til de næste afsnit.

Det er ganske fin idé at pakke løbene ind i et tv-show format, men i virkeligheden kører man blot en række løb, optjener stjerner, bevæger sig op gennem levels og får af den vej adgang til nye baner, nye biler og nye lakeringer til bilerne. Følelsen af et tv-show er ikke ret tydelig og der er ikke så meget nyt her, men spillet er skåret over en velkendt formel, som virker og der er en god portion løb man kan kaste sig over i løbet af Off-Road Masters sæsonen.



I løbet af en sæson på Gravel Channel kommer man igennem mere end 50 baner placeret overalt i verden, lige fra det barske Alaska, ørkenen i Namibia og outbacken i Australien til racerbaner og rallycross-baner i både Europa og USA og lukkede stadionløb i Los Angeles, Florida og Las Vegas. Der er god variation i banerne og de er fint designet, specielt de åbne ørkenbaner i Namibia hvor man selv skal finde frem til det næste checkpoint er fremragende.

Løbene er inddelt i forskellige discipliner, lige fra de traditionelle “kør-først-over-målstregen-løb” i enten Lap Race eller Checkpoint Race til Elimination hvor den sidste kører i feltet med mellemrum bliver elimineret. Smash-Up er en ny løbstype vi ikke har set tidligere, hvor der på banerne er placeret nogle lysende skilte og hvor man så skal gennemføre banen så hurtigt som muligt ved at køre igennem skiltene med de grønne pile - og rammer man skiltene med de røde krydser, stopper bilen nærmest op og man skal bruge dyrebare sekunder på at komme op i fart igen. Smash-Up er en ganske fin ny racedisciplin, som dog godt kunne justeres lidt, da sværhedsgraden på dem stikker lidt ud fra resten af løbstyperne.



Som man kan forvente i en arkade-racer, er der masser af hjælpe-indstillinger man kan pille ved og skulle uheldet være ude, så er der mulighed for at spole tilbage og prøve igen. De mange muligheder for assists kombineret med flere forskellige sværhedsgrader, betyder at spillet kan indstilles så stort set alle kan være med. Alt efter hvilket underlag man kører på, kan styringen virke lidt løs og upræcis, men det er ikke noget som bliver et større problem, da man lærer at tage højde for den.

Skulle man have lyst til at rode med bilens indstillinger som for eksempel affjedring, frihøjde og andet, så er der også mulighed for det. Ved at skrue på de rigtige knapper, såsom at skrue op på højeste sværhedsgrad og slukke for alle hjælpemidlerne, så kan man få sig en ganske hardcore arkaderacer, som de øvede gamere vil få en del udfordringer med.



Gravel indeholde en lang række biler, lige fra klassiske rallybiler som Toyota Celica Turbo 4WD, Ford Escort RS 1800 MKII og Lancia Delta Integrale Evoluzione til de moderne VW Polo RX og Ford Fiesta ST. Endelig er der også fuldblods-offroadere som Toyota Land Cruiser, Mitsubishi Pajero, Ford F-150 SVT Raptor og Chevrolet Silverado CK 1500.

Spillets hjerte ligger i Off-Road Masters kampagnen, men trænger man til et afbræk kan man kaste sig over de klassiske Free Play og Time Attack eller multiplayer hvor op til 12 spillere kører mod hinanden. Vi havde dog lidt problemer med at finde spillere at spille med online, men de løb vi nåede at prøve, fungerede fint. Endelig er der en ugentlig udfordring, hvor man i en forudbestemt bil på en forudbestemt bane skal klare en udfordring.



Milestone er rykket over på Unreal Engine 4 spilmotoren og det kan godt ses, da Gravel er det flotteste spil fra deres hånd. Omgivelserne er flotte og lyset både om natten og om dagen er flot og troværdigt - specielt hvis man kører om natten og i regnvejr, så lyset fra omgivelserne spejler sig i den våde overflade, ser rigtig godt ud. Bilerne er dog ikke specielt vellykkede, da de mangler detaljer og det virker som om, at der er noget galt med proportionerne på nogen af dem.

Grafikken kører helt flydende ved 30 frames i sekundet og helt overordnet er den grafiske side bestemt godkendt, selv om den er lidt grov og upoleret visse steder, specielt omkring bilerne, som er alt for simple for et bilspil udgivet i 2018. Lydsiden er fin, med fine motorlyde, men med en rædselsfuldt metal soundtrack og en trættende announcer - musikken kan dog heldigvis slukkes helt, både i menuerne og mens man kører ræs.



Milestone er kendt for en lang række racerspil, men de er ikke kendt for at levere den helt store kvalitet. Gravel er dog en ganske fin arkaderacer og måske et af de bedste spil fra Milestone. Der kan være langt mellem de gode arkaderacere og Gravel kommer da heller ikke helt op og ringe. Der er bestemt noget godt race at finde her, med masser af biler og gode baner.

Gravel rykker ingen grænser eller flytter genren nogen steder hen, men det er en solid racer, som er fint underholdende hvis man er til spil som MotorStorm og DiRT.
+ Flotte omgivelser på banerne, god variation i banerne, dejligt simpel arkaderæs
Bilerne mangler detaljer, lidt løs styring, stort set alt er set tidligere
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.