Harry Potter og Fangen fra Azkaban (FfA) er et lineært action eventyr med udpluk fra platformgenren. Du kan tage styringen af både Harry, Ron og Hermione, som hver har sine forskellige færdighed og hver lærer sine specielle trylleformularer. Dette lægger op til nogle underholdende puzzles, hvor man skal drage nytte af de tres forskellige egenskaber. Et eksempel på dette er f.eks., at Ron og Harry sættes til at løfte op i en gitterport, mens Hermione kravler under.
Harry kan hoppe over små forhindringer og kravle op ad reb, mens Ron kan spotte hemmelige døre og åbne dem, Hermione kan kravle under forhindringer og gennem bittesmå huller. De mange forskellige opgaver og puzzles er ikke hjernevridende, men sjove at udføre.
Gameplay Intet eventyr uden farer og slet ikke, når Harry har hovedrollen. De små troldmænds foretrukne våben er Flipendo, der vælter genstande og væsner omkuld. Denne sammen med Expelliarmus, som rikocherer en besværgelse, så den kastes tilbage mod senderen, er de to basale trolddomme, som alle tre karakterer kender til og kan kaste. Derudover har hver karakter et par specialbesværgelser, som kan bruges til at nedkæmpe modstandere, der er usårlige overfor Flipendobesværgelsen, eller til at løse en puzzle. | ![]() |
Harry er den mægtigste troldmand, og kan derfor kaste de sejeste trylleformularer. Carpe Retrectum kan bruges til at tiltrække fjerntliggende og ellers utilgængelige objekter eller flytte opgaveløsende genstande. Hermione lærer adskillige besværgelser i løbet af spillet, heriblandt Glacius formularen, som affyrer en stråle af is ud af tryllestaven, der meget anvendelig mod fjender af ild og til at fryse vand, som derefter kan betrædes for at nå afsidesliggende steder. Reparo kan reparere hængebroer, kasser og andre ting, som er nødvendige for at nå videre eller løse opgaver. Ron lærer Lumos Duo, en besværgelse, der kan bruges til at blænde modstandere og oplyse krystaller, som kan bruges til at løse puzzles.
Kombinationen af de tre karakterers færdigheder ved løsning af puzzles er veludtænkt og godt varieret. De er sjove at løse, selvom de ikke er de største hjernevridere. Man støder af og til på en boss, som også kan kræve et samarbejde. Løber man tør for energi, er det ikke noget problem. Man starter igen med det samme ikke langt fra, hvor man befandt sig. Det er en smart måde at tilgodese yngre spillere og folk uden tålmodighed, men giver ikke den store udfordring for den erfarne spiller. Det, at man kan gemme spillet når som helst og hvor som helst, gør også spillet nemmere.
Target systemet fungerer ikke helt efter hensigten. Samme knap bruges til at låse sig fast på objekter og fjender. Det kan skabe problemer, når man er midt i kamp nær nogle objekter. Det er ikke altid man kan låse sig fast på fjenderne, og det tvinger én til at løbe nogle meter væk for at kunne låse ordentligt fast.

Grafik
Omgivelserne er nydelige uden at være prangende. Hogwarts er imponerende gengivet, og det er sjovt selv at kunne gå på opdagelse i Harry Potter verdenen. Det grafiske kunne dog godt trænge til lidt finpudsning, som der højst sandsynligt ikke har været tid til, for at udgivelsen kunne ligge så tæt op af biografpremieren som muligt.
Der opstår af og til nogle ubetydelige popups, men heldigvis er det sjældent. Mest irriterende er de hyppige drop i frameraten, der trods de mange loadeskærme stadig forekommer, når man træder ind i et nyt område, eller hvis der sker meget på skærmen. Titlen lider også af uheldige clipping fejl, som kan gøre, at en af karaktererne sidder fast i en kiste, fakkel eller lignende. Fejlene er ikke fuldstændigt ødelæggende for gameplayet, men trækker lidt ned i karakteren.
Lyd
Lydsiden i FfA er fremragende. Stemmeskuespillet er udført af professionelle skuespillere, der lyder som de originale karakterer fra filmene. Hardcore Potterfans vil måske have en indsigelse her, men for undertegnede er der ikke en bemærkelsesværdig forskel.
Musikken er som man kender den fra filmen og hjælper til, at man let kan indleve sig i universet. Den er også godt kædet sammen med handlingen, specielt i uhyggelige episoder, som f.eks. i starten af spillet, hvor Ron må slæbe Harry væk fra de afskyelige dementorer på toget mod Hogwarts. Selvom situationen i sig selv er skræmmende nok, er musikken med til at gøre det mindst ti gange mere uhyggeligt, og der skal udvikleren have stor ros for et veludført arbejde.
Karaktererne snakker ofte og kommer med gode råd, men kan også være enormt irriterende. Hvis man f.eks. har til opgave at tage hen til Hagrids hytte, men i stedet vil udforske Hogwarts lidt, kan man konstant høre en af karaktererne klage over, at man burde tage hen til Hagrid. Er man derimod faret vild, er det en god hjælp.
![]() | Holdbarhed FfA kan holde dig beskæftiget i masser af underholdende timer. Historien kan gennemføres på 8-10 timer, og bagefter kan man beskæftige sig med de tre minigames, som er tilgængelig fra hovedmenuen. Disse består af en tvekamp, hvor man skal vinde over tre modstandere i en tryllekamp, et ugleræs, samt hippogriff flyveudfordring. |
Overall
Harry Potter og Fangen fra Azkaban lider af framedrops, popups og et irriterende target system, hvilket meget vel kan have nået gennem EAs strenge kvalitetskontrol pga. den stramme deadline. For at udnytte filmens popularitet var det vigtigt, at spillet udkom tæt op af biografpremieren, og det er højst sandsynligt derfor, vi kommer ud for disse fejl, som ikke er typiske for et EA spil. Det trækker lidt ned i karakteren, men gør ikke FfA uspilleligt.
Harry Potter fans og folk, der generelt nyder et godt eventyr, kan snildt erhverve sig Harrys nye udskejelser, men har man ikke den store tolerance over for småfejl, skal man måske nok se sig om efter en anden titel. Alt i alt en middelmådig adventure titel, som byder på rigeligt med underholdning.