Hitman 3

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 19. januar 2021 - kl. 16:33
Del denne artikel:
9 4

Den danske Hitman er tilbage for sidste gang. Hitman 3 afslutter World of Assassination trilogien og du kan læse i vores anmeldelse her, om det er en værdig afslutning for Agent 47.

Afslutningen på Hitman serien kalder på en historielektion, for hvis der er noget spil, som har været med til at definere en udvikler, så er det Hitman. Danske IO Interactive blev stiftet tilbage i 1997 med syv stiftere og medarbejdere. Efter lidt afstikkere og prøveballoner, gik IO Interactive i gang med en simple shooter, men da Eidos Interactive kom med ombord, blev Jonas Enerth, der tidligere havde arbejdet på Thief serien, tilknyttet og han anbefalede at man fokuserede mere på stealth og en mere “methodical experience”. På den måde blev det første Hitman født (og faktisk også deres egen Glacier spilmotor) og det blev udgivet i november 2000. Resten er history som man siger og nu afslutter IO Interactive deres livsværk med Hitman 3 - og denne gang er Agent 47 mere end blot en simpel lejemorder, der gør hvad han får besked på.



Helt overordnet er Hitman 3 mere af det Hitman vi kender og elsker - hvilket i min bog er en god ting. Gameplayet er meget identisk med de forrige spil, hvor man som Agent 47 skal løse en række missioner, ved at holde sig i skyggerne, falde i med omgivelserne og ellers tilpasse sig situationen, som lynhurtigt kan ændre sig fra godt til skidt. Der er dog lidt justeringer her og der; denne gang er Agent 47 blandt andet udstyret med et kamera og det kan måske lyde lidt banalt, men det giver nogle nye muligheder i gameplayet, ud over bare at kunne tage nogle fede billeder. Kameraet fungerer dog ikke som en fuld photomode, men man får de mest basale muligheder, ligesom på ens mobiltelefon.

Hvis man synes at Hitman spillene er lidt for åbne og man måske har lidt frygt for det “hvide lærred”, så er den glimrende Mission Story feature, som blev introduceret i Hitman 2, tilbage. Det er i virkeligheden en række forskellige historiegrene inde i de enkelte missioner som man kan følge hvis man ønsker det og de er med til at gøre missionerne lidt nemmere. Man bliver guidet frem og det er egentlig meget imod Hitman-spillenes natur, der som udgangspunkt inviterer til udforske, eksperimentere og til at bruge ens fantasi. Mission Stories løser dog på ingen måder missionerne for en, men det er dog en god feature for nybegyndere og heldigvis er det helt frivilligt om man vil bruge dem.



Hitman 3 indeholder seks nye lokationer man kan fordybe sig i. Man starter til indvielsen af verdens højeste bygning i Dubai og derfra går det til Thornbridge godset i Dartmoor i England hvor der er sket et mystisk dødsfald. Man kommer til udkanten af Berlin til en undergrunds-technofest med Club Hölle, til Kina, en vingård i Argentina og endelig slutter det hele i Rumænien. Seks nye lokationer lyder måske ikke af så meget, men de kan hver tage omkring 2 timer at gennemføre, alt efter hvor grundig man er.

Som altid i Hitman, bør man spille de samme baner flere gange og spillet inviterer direkte til det, ved at give flere muligheder i de baner man har gennemført. Man bør udforske de mange muligheder for at dræbe ens mål og kigge på de mange challenges (op mod 80 stk.), som er i hver bane. Det kan for eksempel være at man skal gennemføre ens mission uden at blive opdaget, ved kun at dræbe ens primære mål, eller uden at gøre brug af forskellige forklædninger. Der er utroligt mange gode grunde til at genspille banerne flere gange efter de er gennemført første gang og det er faktisk sådan at Hitman bør og skal spilles.



Ejer man Hitman 1 og Hitman 2, vil man kunne importere banerne fra disse spil ind i Hitman 3 og spille dem med de nye gameplay features og den opdateret grafik, som Hitman 3 banerne byder på. Det kræves dog, at man hvis man vil importere banerne fra for eksempel Hitman 2 til Hitman 3, så skal man eje Hitman 2 på PlayStation - man kan ikke importere banerne hvis man ejer Hitman 2 på for eksempel Xbox. Hvis man ikke ejer de forrige spil kan banerne købes i fem forskellige pakker, alt efter hvilke baner man ønsker, via nogle såkaldte Access Passes via PlayStation Store.

Man kan også overføre sine fremskridt fra Hitman 2 over i Hitman 3, så man fortsætter med at spille med ens eksisterende profil, XP rank, mastery, gennemførte challenges og andet. Dette kræver en IOI konto og skal gøres via en browser og kan altså ikke gøres i spillet. Endelig kan hele Hitman 3 også spilles i VR. Derfor får man også en PlayStation 4 version med, hvis man køber Hitman 3 til PlayStation 5, så man kan spille det i VR på PlayStation 4.



Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om VR-delen - her er jeg lidt splittet. Man kommer selvfølgelig helt ned i Agent 47’s sko og man bevæger sig rundt via ens DualShock controller. Problemet er, at det ikke er den måde, jeg i hvert fald, har lyst til at spille Hitman på. Det giver mig ikke så meget som jeg havde troet, men jeg vil bestemt ikke udelukke, at det er en god oplevelse for andre, men jeg foretrækker altså at spille Agent 47 som jeg plejer, set lidt hen over højre skulder.

Det er tydeligt, at IO Interactive har lagt sig i selen for at gøre Hitman 3 til den mest komplette afslutning på hvad man godt kan kalde et livsværk for danske IO Interactive. Et livsværk, de nu ligger på hylden og det er tydeligt at det var vigtigt for dem, at slutte ordentligt - og Hitman 3 er stedet, hvor du i bedst mulig kvalitet kan spille hele World of Assassination trilogien, både almindeligt og i VR. Det er en imponerende teknisk bedrift.



Hitman 3 er den mest komplette Hitman pakke du kan få. Man kan som sagt importere baner og missioner fra de forrige spil, inklusive Sniper Assassin gamemoden fra Hitman 2 (der er desværre ingen nye Sniper Assassin missioner i Hitman 3). De nye baner fra Hitman 3 er fremragende, enorme og fyldte med den frihed, som Hitman spillene er så kendte for. Det er ganske enkelt Hitman som vi elsker det og det fungerer stadig virkelig godt.

Vi testede PlayStation 5 versionen af Hitman 3 - og det er blandt de flotteste spil til Sonys nye maskine. Grafikken kører i 4K med 60 frames i sekundet og byder på HDR og ser rigtigt flot ud. Der har været snak om, at Hitman 3 ikke skulle byde på raytracing fra starten (det kommer i en opdatering senere), men det er faktisk ikke noget jeg savner. Det er nok fordi, at Hitman 3 kører en kombination af noget der hedder “screen-space reflections” og “planar reflections” og det ligner raytracing og ser fremragende ud.

Dog er jeg lidt overrasket over mellemsekvenserne. De er af underlig lav kvalitet og de ser lidt utydelige ud og er faktisk ikke så pæne som ingame grafikken - det plejer gerne at være modsat. Det er til at leve med, men der er en tydelig visuel forskel.



Lydsiden er ganske fin, med gode lydeffekter, et passende afdæmpet soundtrack og rigtigt gode stemmeskuespillere. Lydmixet er dog med mellemrum lidt underligt. Jeg oplevede nogle gange, at jeg ikke kunne høre hvad en person sagde til mig, fordi der lidt længere væk stod en kvinde, som ringede hjem til hendes kæreste for at sikre sig, at hun havde slukket for toasteren. Hendes tale var noget tydeligere, end den stemme jeg egentlig burde skulle høre og det er som om, at spillet nogle gange fokusere på de forkerte stemmer.

Endelig oplevede jeg at spillede crashede for mig to gange i løbet af anmelder-perioden. Spillet låste ganske enkelt fast og jeg måtte så quitte det, starte det op igen og indlæse mit sidste savegame, for at kunne fortsætte. Vi håber at IO får fixet dette i en patch.



Hitman 3 er den komplette afslutning på den populære Hitman serie. Gameplayet er fintunet endnu mere, animationer ser endnu bedre ud, grafikken er super detaljeret og helt skarp og det hele fungerer rigtigt fint. Det er en god feature, at man kan hente baner ind fra de forrige spil og genspille dem med nye gameplay features, opdateret grafik og endda i VR.

Med Hitman 3 lukker IO Interactive ned for den serie, som har været med til at forme og skabe selskabet - og de gør det med manér. Hitman 3 er måske nok det bedste spil i serien og får en klar anbefaling med herfra, både hvis du tidligere har spillet serien og specielt hvis du ikke har nået at hoppe med på World of Assassination serien - så er Hitman 3 det perfekte sted at starte.
+ Fremragende grafik, velsmurt og velkendt gameplay med mange muligheder, de seks nye missioner er gode og varieret, Mission Story er godt for nybegyndere
Til tider underligt lydmix, spillet crashede et par gange, visuelt uldne mellemsekvenser
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.