Hitman: Blood Money

Anmeldt af: Mikkel Vinther - 21. juni 2006 - kl. 13:34
Del denne artikel:
0 0

Danske IO Interactive er igen ude med en efterfølger til deres populære snigmorderserie, Hitman.

Danske IO Interactive er igen ude med en efterfølger til deres populære snigmorderserie, Hitman.

Gameplay
De andre agenter fra Agent 47’s bureau ICA bliver likvideret en efter en inklusiv Agent 47’s skaber og meget tyder på, at et større bureau er ved at bevæge sig ind på ICA’s område. Da Agent 47 pludseligt mister kontakten med ICA, får han mistanke om, at han kan være den næste på konkurrentens udryddelsesliste og tager derfor til USA, hvor han forbereder sig på at dræbe.

Spillet består af i alt 14 forskellige baner, som hver især kan gennemføres på 4 forskellige sværhedsgrader. Til at starte med kan den normale sværhedsgrad godt virke meget svær, og man fristes derfor til at forsøge sig med det nemmeste niveau i stedet for. Dette ødelægger heldigvis ikke spilleoplevelsen, tværtimod bliver man bare bedre rustet til at begive sig ind i kampene med de højere sværhedsgrader, når man først har gennemført spillet.

Igennem hele spillet vil man have en række standardvåben til rådighed. Man kan vælge at tage et eller flere af disse våben med sig ud på missionen og kan sågar bruge de penge, som man modtager efter en endt mission, til at opgradere våbene, så de bliver mere effektive, mere lydløse eller lettere. Men ikke nok med det, under missionerne kan man nemlig samle modstandernes våben op og enten bære rundt på dem eller opmagasinere dem i nogle kasser, som gør, at du også får våbene med til Agent 47’s hideout efter missionen er gennemført. Opmagasineringen kan være nødvendig, da det ikke er alle våben, som er små nok til, at man kan have dem gemt i sine lommer, som ellers tyder på at være ufatteligt store.

BloodMoney



Nu er Agent 47 jo langt fra kendt for altid at skyde sine mål, og mulighederne i Hitman Blood Money tillader da bestemt også alternative løsninger på ”problemet”. Man har nemlig mulighed for at bruge en del af omgivelserne til at lave såkaldte ”uheld”, eksempelvis kan man få lysekroner til at falde ned i hovedet på folk, forgifte deres mad eller fikse tekniske installationer, så brugere af dem dør, når de forsøger at anvende dem.

Fordelen ved at gøre det på denne måde er, at man nemmere kan opnå en rating som ”Silent Assasin”, og ikke mindst vil politiet og dermed aviserne ikke have nogen mistanke om, hvad der skete – dermed bliver din såkaldte ”notoriety” (berømmelse) ikke så høj, og det er absolut en god ting. På de højere niveauer i spillet spiller notoreity nemlig en stor rolle for, hvor nemt du vil have ved at gennemføre de efterfølgende missioner. Et par gode hints til at holde din notoreity nede er, at der skal være så få vidner som muligt, og du skal undgå eksempelvis at blive optaget på overvågningskameraer. Skulle du alligevel være så uheldig at efterlade vidner, så har man efter hver mission mulighed for at bestikke forskellige instanser, heriblandt vidner og politiet. Bestikkelsen får din notoreity til at falde, og dermed bliver du ikke så nemt genkendt af folk.

Der er som tidligere nævnt 14 missioner, hver især kan de gennemføres på et utal af forskellige måder, nogle mere stille end andre. Det er utroligt fedt, at man ikke er bundet til at skulle gennemføre spillet på en bestemt måde, men istedet har friheden til at gøre det på præcist den måde man har lyst til – hvad enten det betyder, at du skyder dig igennem hele banen eller udfører de bestilte mord på rigtig Agent 47 maner; lydløst.

BloodMoney



Meget apropos det at være lysløs, så er der naturligvis også i Hitman Blood Money rigeligt med muligheder for at skifte forklædning. Rundt omkring på de forskellige lokationer ligger der ofte små poser med tøj, som man kan skifte til, man kan dog igen vælge den lidt mere voldsomme metode og simpelthen tage tøjet fra en person. Sidstnævnte kan gøres ved enten at slå personen bevistløs, bedøve personen eller ganske enkelt fylde ham op med bly.

En af de ting, som IO tydeligvis har brugt meget tid på i Hitman Blood Money, er AI’en i spillet. Et godt eksempel er, at vagter i spillet nu vil være opmærksomme på ting som blodspor, mistænkelige objekter og adfærd. En anden ting som ligeledes bekræfter den forbedrede AI er, at hvis man møder en ansat i et område, hvor der kun må være ansatte, og man ikke lige har fået det rigtige sæt tøj på – så vil den ansatte reagere på forskellige måder, det kan eksempelvis være at løbe væk og hente en vagt.

Grafik
Spillet gør lige som de tidligere udgaver brug af IO Interactives egen ”Glacier” engine, denne gang dog i en ny udgave. Rent grafisk er spillet uden tvivl meget flottere end de forrige udgaver, men desværre er der en række grafiske fejl, som eksempelvis folk der går igennem døre/vægge og lignende. Under et af spillene oplevede undertegnede sågar at sidde fast inden i en stolpe uden mulighed for at komme ud.

En anden ting, der er blevet mærkbart forbedret, er spillets kamerastyring. Selv om det allerede blev en del bedre i forgængeren: Hitman Contracts, så var det langt fra perfekt. Det er det mere eller mindre blevet nu. Man har mulighed for at vælge imellem forskellige kameravinkler enten i tredjeperson eller førsteperson.

BloodMoney


Lyd
Det er igen Thomas Kyed, der har stået for lyden til Hitman, og han har igen gjort jobbet perfekt. Netop soundtracket skal have en hel del af æren for den lækre stemning, som man finder hele vejen igennem spillet.

Lydene til de forskellige karakterer i spillet er denne gang blevet indtalt af ”indfødte” fra de lande, hvor scenen er sat – så det er heldigvis slut med dårlig dansk accént.

Holdbarhed
Der er ingen tvivl om, at Hitman: Blood Money er alle pengene værd. Selv efter at have gennemført spillet 2 gange, sidder man med lysten til lige at gennemføre det et par gange mere for at suge hele stemningen ud af spillet.

Der er i Xbox 360 udgaven naturligvis også mulighed for at optjene forskellige achievements, netop dette er også med til at gøre, at man har lyst til at gennemføre spillet igen. Der gives eksempelvis achievements for at opsamle alle våbene og for at opnå ”silent assasin” ratingen på de forskellige missioner. Derudover er der en achievement, som gives for gennemførelse af de forskellige sværhedsgrader.

BloodMoney



I Xbox 360 udgaven mangler der desværre scoreboards, som ellers er at finde i PC udgaven. Det er brandærgeligt og uforståeligt, at folk, der spiller spillet på en Xbox 360, ikke kan konkurrere om de bedste online rankings – det ville ellers uden tvivl være en ting, der kunne give spillet endnu længere levetid.
Overall
Lad der være ingen tvivl, Hitman Blood Money er absolut den bedste udgivelse i Hitman serien indtil videre. Selv om man måske ikke syntes specielt godt om de forrige udgaver, så vil man med stor sandsynlighed kunne lide Hitman Blood Money.

Til trods for nogle småfejl hist og her, så virker spillet rigtigt godt og gennemtænkt. Ikke mindst er det rigtigt fedt, at IO Interactive har formået at lave et spil, hvor der er så ekstremt mange forskellige muligheder for at gennemføre de forskellige missioner. Faktisk har man lyst til at gennemføre spillet om og om igen, bare for lige at få udført drabene mere og mere lydløst.

Alt i alt et genialt spil, som uden tvivl er alle pengene værd.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.