Homefront er et fint førstepersonsskydespil, der forsøger sig med en nogenlunde realistisk vinkel i sin historiefortælling. Spilleren tager rollen som Robert Jacobs, der i kraft af hans militære pilotuddannelse er et spændende emne for den koreanske hær. Jacobs bliver fra starten af spillet taget til fange for at blive transporteret til en fangelejr. Det fører os ud på en bustur, hvor man for alvor bliver præsenteret for dele af den brutalitet og kynisme, som krigen i Homefront skildrer. Skrig, gråd og råb om nåde strømmer ud af højttalerne og sender kuldegysninger ned ad min rygrad, imens jeg ser et forældrepar blive henrettet for øjnene af deres grædende barn et kort øjeblik glemmer jeg, at den lille purk blot består af polygoner og får derfor en lille klump i halsen. Øjeblikket senere høres et skud, og den rude jeg kigger ud af, er nu tilsølet med blod fra et offer, der netop er blevet henrettet midt på gaden.
Der hersker ingen tvivl om, at Homefront, når det er absolut bedst, byder på nogle af de mest mindeværdige passager, som man som gamer har kunnet opleve i den senere tid. Desværre er kurven ekstremt svingende, og spillet formår ikke at holde dampen oppe hele vejen igennem historien. Tilføjer man en lidt middelmådig og meget formskåret skydeoplevelse til formlen, så er det endelige produkt ikke helt så revolutionerende, som de første 20 minutter ellers lægger an til.
Homefront henter inspiration i Call of Duty-serien, og da dette er et spil, som de fleste af jer antageligvis allerede har stiftet bekendtskab med, så er en sammenligning ganske oplagt. Store dele af kernegameplayet er identisk med det, som vi kender i netop Call of Duty, men Homefront adskiller sig desværre lidt negativt i gengivelsen af våben, hvor det kan være svært at mærke den store forskel. I og med, at der er tale om krigen set fra en modstandsbevægelses synspunkt, er missionsstrukturen og ildkampene selvsagt gengivet ud fra disse præmisser. Mange missioner går med at bevæge sig rundt i boligkvarterer og sabotere koreanske maskiner kampene bliver med andre ord holdt i det små. Især i den sidste del af historien sparkes storhedsskalaen dog et gevaldigt nøk op, og man bliver blandt andet sat til at agere pilot i en stor kamphelikopter. Det er som om, at spillet lidt mister det oprindelige fokus, hvilket er en skam, da krigen set fra modstandsbevægelsens synspunkt netop giver anledning til noget unikt.
Det visuelle udtryk er hæderligt, men igen ret svingende. Omgivelserne er grynet, og det kan til tider være ret svært at adskille fjender fra omgivelser - især når man bruger sigtekornet på sit gevær. Animationerne virker lidt stive, og især de andre i modstandsbevægelsen kan virke lidt døde i deres udtryk, når de står og fortæller om den foranliggende mission. Det gør det heller ikke meget bedre, at de sjældent har noget særligt spændende at berette og generelt er dræbende langsomme, når de bevæger sig rundt.
Homefront er i forvejen ikke et særlig langt spil det tager omkring små 6 timer at komme igennem. Den egentlige spilletid er dog lidt lavere, hvis man modregner de spildminutter, man når at få opbygget i løbet af en gennemspilning. Det er i høj grad med til at ødelægge flowet i oplevelsen, at man, hver gang man har afsøgt et område, skal vente på, at ens medhjælpere samles omkring et nøglepunkt. Først herefter kan man bevæge sig længere frem i banen og man skal desuden huske at overholde køkulturen. Forsøger man at gå igennem en dør før ens medhjælper, bliver man mødt af en usynlig væg. Det samme gælder desuden, hvis man skal op ad en stige eller ned i et hul. Man venter pænt og ser på ens 2-3 medhjælpere, der enkeltvis klatrer op eller kravler ned.
Generelt er den computerstyret intelligens ret svingende. Jeg oplevede flere gange, at mine medhjælpere var den direkte årsag til min død, da de blokerede min dækning, når jeg var i ildkamp. Igen er det noget, der er lidt ødelæggende for oplevelsen det burde vel ikke være min medhjælper, der er skyld i mit dødsfald?
Jeg skal være helt ærlig og sige, at mine forventninger til Homefronts onlinedel ikke var særlig høje, eftersom spillets historiedel som nævnt har en række svage sider. Jeg må dog konkludere, at onlinedelen samlet set er et ganske positivt bekendtskab. Opbygningen er meget lig den, vi kender fra Battlefield-serien, hvor slagmarken er pakket med både tanks og helikoptere. Generelt oplever jeg, at folk der sidder i kampvogne kan have en uretfærdig stor fordel i spil som disse, men Homefront er ret godt afbalanceret, hvilket betyder, at en direkte kamp imod en helikopter ikke længere er det rene selvmord.
Online er der et væld af tilpasningsmuligheder, klasser, våben og gadgets at vælge imellem. Alle kombinationer er mulige, og klasserestriktioner, som vi eller kender fra lignende spil, findes ikke i Homefront. Vil du eksempelvis have en sniperriffel, skudsikker vest og bazooka, så er det bestemt en mulighed.
Banerne er store og pakket med gemmesteder, men en radar og muligheden for at sende et overvågningsfly ind over slagmarken gør, at man altid kan finde en modstander lige i nærheden. De forskellige spiltyper byder desuden på varianter, hvor forskellige mål skal overtages, og holder man sig i nærheden af disse knudepunkter, er man næsten garanteret konstant action. Homefronts onlinedel er en positiv oplevelse. Standarden fra spillets historiedel går visse steder igen, hvilket betyder, at det grafiske niveau måske ikke altid lever op til ens forventninger, men det er nu alligevel en ganske fornuftig underholdning, man som spiller bliver tilbudt på onlinefronten.
Homefront starter stort ud med imponerende introduktionsvideoer og mindeværdige chokeffekter. Kadencen falder dog ret hurtigt igen, og det imponerende afsæt formår ikke at dække over, at kernegameplayet er ret middelmådigt. Intensiteten og flowet knækkes i perioder af den kunstige intelligens, der godt kan få en lille hjerneblødning midt på slagmarken. Spillets onlinedel er et positivt bekendtskab, det er på ingen måde revolutionerende, men balancen synes at være ramt ganske fornuftigt.
Facebook
Twitter
