Horizon Forbidden West

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 14. februar 2022 - kl. 09:01
Del denne artikel:
9 7

Aloy er tilbage i en af årets mest hypede udgivelser, og vi er klar til endnu engang at nakke robot-dinoer med bue og pil. Læs anmeldelsen af Horizon Forbidden West her.

Der er gået fem år siden Aloy første gang betrådte de robotbefængte græsenge på PlayStation 4, men i spillet er der kun gået et halvt. Seks måneder, hvor Aloy uden held har søgt nær og fjern for at finde en back-up af den kunstige intelligens GAIA, som er det eneste der kan hindre et fuldstændigt økologisk kollaps og den totale udryddelse af liv på jorden. Så der er ikke så lidt på spil, både når det kommer til Aloys verden, og når det kommer til det forventningspres Guerilla Games står over for, med denne 2’er.



Det kom vist bag på alle, inklusive Guerilla Games selv, hvor stor en succes Horizon Zero Dawn og Aloys unikke miks af stammekrig og højteknologisk dystopi blev. Og det har naturligvis øget opmærksomheden omkring Forbidden West, der har været at finde blandt de spil Sony har brugt til at promovere PlayStation 5 fra dag ét. Faktisk kom det også lidt bag på mig, hvor fedt det var at skyde robot-dinosaurer med bue og pil, og heldigvis er der på ingen måde skruet ned for den del af aktiviteterne i Forbidden West.

Historien i Horizon er temmelig kompleks, og der er virkelig meget af den, så hvis du ikke fulgte med eller slet ikke fik prøvet Zero Dawn, kan end ikke det indledende resume klæde dig på til den historie du her skal igennem. Vi befinder os et sted på den anden side af år 3.000, og jorden som vi kender den har været gået under. Ruinerne af vores civilisation pryder et landskab, hvor naturen igen har taget over og dyrene løber vildt gennem tidligere metropoler - hvis man ser bort fra at mange af de vilde dyr faktisk er robotter.



Det er i denne skønne blanding af stenalder-natur og højteknologi, at vores hovedperson Aloy skal nå at løse fortidens mysterier om vores udslettelse, mens hun søger efter den tabte teknologi, der kan genoprette naturens balance før det er for sent. For selvom hun i Zero Dawn gjorde en brav indsats for bare at forstå hvem hun selv var og hvad hendes rolle i verden er, så er missionen langt fra lykkedes. Og heldigvis for det, for det betyder at vi kan tage endnu en tur i denne ret magiske verden, der giver et temmelig unikt blik lidt udefra på det samfund vi har bygget op i dag.

Tidspresset er tydeligt fra start. Der opstår stadig mere vildt vejr, jorden bliver sværere og sværere at dyrke og overalt er der tegn på massedød og ødelæggelse. Og nu er Aloy altså på jagt efter en kopi af det tabte system GAIA, i forhåbning om at den kunstige intelligens kan genoprette naturens balance. Som altid er hun en lone ranger, men der dukker heldigvis venner op på rejsen, og generelt er der respekt om hende som Meridians redder, når hun dukker op rundt omkring i verden. Men der er ikke mange der forstår hvad det er hun har gang i. Det er kun gennem sine tidligere eventyr, at hun har en reel forståelse af fortiden og den teknologi der stadig findes i verden. For de fleste andre er det guder og magi.



Det er nemlig et ret primitivt stammesamfund der har nået at etablere sig, på de tusinde år der er gået siden masseudryddelsen. Stammer der bekriger hinanden og som alle har fundet deres egne unikke tolkninger af den verden de lever i. Nogle af stammerne har Aloy allerede stiftet bekendtskab med, men der støder en del nye til i løbet af eventyret, og de har alle deres egen historie og grunde til at de gør som de gør. I det hele taget er der en god tyngde i hver enkelt stammes baggrund og der er naturligvis altid gode forklaringer bag uforståelige handlemønstre, når man begynder at lære dem at kende.

Horizon har virkelig meget baggrundshistorie at dykke ned i, gennem mange lange dialoger med næsten hver eneste karakter du støder på. Det giver en god fornemmelse af en levende verden, selvom dialogerne oftest virker mere som at læse en bog, end en reel samtale. Jo mere nysgerrig eller grundig du er, jo flere af de opstillede spørgsmål kan du vælge at tygge dig igennem, men der er aldrig en følelse af at det betyder noget hvad du svarer. Og efter at have været gennem Mass Effect trilogien og de seneste to Assassin's Creed spil, virker det faktisk en smule fattigt. Her er ingen moral eller loyalitet du kan rokke ved, og ingen tungtvejende konsekvenser uanset hvem du går til angreb på. Blot baggrundsviden og en historie mejslet i sten, som du kan vælge at vide mere eller mindre om, mens du rejser gennem verden.



Heldigvis er den historie som sagt enormt dyb, og der er masser af vægtige sidehistorier at dykke ned i undervejs også. Guerilla har virkelig fundet en balance i længde og kvalitet af alle de forskellige indholdselementer du kan kaste dig over, så det giver mening at gøre det - ikke bare for at gennemføre alt, men for at få endnu mere kød på verdenen og noget lækkert udstyr også naturligvis. Det er selvfølgelig stadig en måde at opbygge erfaring og komme på forkant i forhold til de lidt sværere missioner, men selvom der hurtigt begynder at dukke missioner op, der kræver langt højere niveau at kunne gennemføre, virker det aldrig som om man er tvunget til at gennemføre ligegyldigheder, bare for at opbygge styrke. Og lige meget hvor stærk du bliver, er det altid nervepirrende at kaste sig i kamp med maskinerne.

Kampene er stadig en af de helt centrale dele af spillet, og den del har kun ændret sig til det bedre. Ikke bare har du nu endnu flere analyseredskaber i din Focus, som du kan bruge mens du planlægger hvordan du bedst nakker en specifik maskine, der er også en lang række nye maskiner at analysere på. Du kan se en maskines svagheder og styrker og tilpasse dit udvalg af våben og angreb ud fra det, men du kan også markere specifikke dele som du kan skyde af, og efterfølgende bruge det i opgraderingen af dit eget udstyr.



Du kan også altid vælge om du vil gå lige i fjæset på en maskine, eller gå mere stille til værks. En ting der understøttes af det nye evnetræ, der er opdelt i seks selvstændige udviklingsområder, som du kan bygge på som du vil. Her kan du i høj grad udforske og understøtte din spillestil, med særlige evner for nærkamp, stealth, bueskydning, healing, fælder eller kontrol af maskiner. Alle seks områder giver adgang til både passive og aktive evner, og selvom det virker til at man godt kan komme i bund på alle seks områder inden rulleteksterne, så giver det en klar fornemmelse af valg, når man starter et sted fremfor et andet.

Når du først har valgt en strategi og sætter kampen i gang, er det en lækker fornemmelse af elegant orkestrerede angreb, spring og slow motion præcision, der dog af og til smadres af et noget kluntet kamera. Det er ikke sjældent at jeg fandt mig selv fanget udenfor kameraets synsvinkel, mens jeg blot måtte trykke på hvad som helst for at slippe ud af det hjørne jeg var fanget i. Og selvom det selvfølgelig opfordrer til en mere forsigtig angrebsstil med større afstand, bør kameraet ikke være årsagen til den slags frustrationer. Der er også kameraproblemer andre steder, når man for eksempel skal kravle gennem smalle rør eller lignende, og det kan undre når banedesign og teknik på den måde modarbejder hinanden.



Ikke desto mindre er kampene generelt en rigtig fed ting, selv når det kommer til menneskelige modstandere, som der er en hel del af i Forbidden West også. Her kommer stealth virkelig til sin ret, og fryden er enorm når man på ren Assassin’s Creed vis kan udradere en hel lejr mand for mand, uden at blive opdaget. Selv de små maskiner kan onduleres med et snigangreb, og der er i det hele taget god grund til at holde sig ude af syne og vægte strategi og tålmodighed frem for åben kamp, når du er alene mod alle de andre.

Helt alene er du heldigvis ikke. Som sagt møder du gamle kendinge og får også hurtigt nye venskaber på din rejse, og nogle af disse får du endda mulighed for at flytte sammen med i en base, som du langsomt bygger op over tid. Sammen med opbygningen af missioner i hovedhistorien, giver det nogle gange en helt platforms-agtig fornemmelse, som i virkeligheden er ret forfriskende i det ellers meget tunge dystopiske univers. Du kan udbygge dine venskaber gennem personlige sidemissioner for de enkelte partnere i basen, selvom det ikke virker til at have en reel indflydelse på jeres forhold om du gør det eller ej. Men det er mere meningsfyldt indhold at kaste sig ud i, og de virkelig godt indtalte og animerede karakterer gør det meste værd at opleve, også selvom der mangler lidt på helhedsoplevelsen i verdenen.



Den platforms-agtige fornemmelse understøttes også af verdenen, der er virkelig varieret, og helt umærkeligt går fra snedækkede bjerge, over frodig jungle til ørken med sandstorme og begravede kasinoer. Det forbudte vesten som har en hovedrolle i historien, byder også på fantastiske palmefyldte strande, med noget magisk vand som du denne gang kan udforske i langt højere grad. Der er maskiner der patruljerer, store tangskove at gemme sig i og et væld af dyreliv, der virkelig understøtter illusionen af en levende undervandsverden. Det samme gør sig gældende over vandet, hvor vejret hele tiden ændrer sig og giver endnu mere variation, når du bevæger dig gennem landskabet. Overalt kan du finde planter og materialer der kan bruges til at bygge ammunition, forbedre udstyr eller farve dit tøj, og det er stadig bjergtagende at kigge ud over så kæmpe et landskab og vide, at der ligger eventyr og gemmer sig i hver eneste krog.

Der er dog skår i glæden, som også var en kendt frustration i det første spil. At bestige bjerge er stadig en noget kluntet affære. Ifølge Guerilla er det noget de specifikt har arbejdet med at forbedre, og der er også langt mere du kan klatre op af denne gang, men med Assassin’s Creed i fingrene, virker det stadig helt håbløst, at det kun er særligt klatrebare overflader du kan komme op af. Jeg har stået ved et plankeværk med brædder sat som en fin lille stige, som jeg ikke kunne komme op af, men i stedet måtte gå hen til bjerget ved siden af og bestige det for at komme om bag hegnet. Og selv efter mange timers spil føles det ikke naturligt eller trygt at klatre nogen som helst steder hen - mere bare som en lidt tilfældig hoppe øvelse, der dog kan suppleres med gule aftegninger af klatrebare overflader som kan afsløres med din Focus. Det mærkelige er at der er mange steder hvor missionen opfordrer dig til at klatre. Der er simpelthen gjort en dyd ud af svagheden. Og det kan jo tolkes som om udviklerne selv mener at de har nailet den. Men så har de aldrig spillet Assassin’s Creed.



Der er suppleret med en kastekrog, som enkelte steder lader dig få en smutvej til toppen, hvis der tilfældigvis sidder en krog at hægte sig fast i, men det virker samtidig en smule unaturligt, når man er på vej op af et bjerg - selvom jeg hver gang priste mig lykkelig for ikke at skulle klatre manuelt hele vejen. Til gengæld får du ret hurtigt adgang til en slags faldskærm som gør, at du kan kaste dig ud fra selv den højeste top og bare svæve hen mod dit mål. Den feature alene gør det værd at klatre til vejrs. Jeg har svævet virkelig langt gennem virkelig smukke landskaber på den måde, og det føles lidt magisk hver gang.

I det hele taget har Aloys arsenal af våben og gadgets fået et ordentligt boost. Du har stadig din trofaste stav og bue, men de suppleres hurtigt af et utal af varianter, der giver dig adgang til skud med ild, syre, elektricitet og meget andet. Du får adgang til armbrøste, der kan skyde salver af pile, slangebøsser, der kan skyde med bomber og ild og eksploderende spyd. I det hele taget får du virkelig mange muligheder for at variere dine angreb. Og der er stor forskel på hvor effektiv du er i kamp, alt efter hvilket arsenal du vælger at gå med. Det strategiske i kampene er endnu mere fremtrædende end før, og der er ikke noget mere tilfredsstillende end at skrælle en maskine du lige har nedkæmpet. Også selvom der måske sniger sig en smule ensformighed ind med tiden, hvilket dog er søgt udlignet med et langt større udvalg af maskiner.



De grundlæggende elementer er nemlig ret simple hele spillet igennem. Til gengæld er de sat i spil på virkelig mange måder, og bundet sammen af en utrolig dyb og kompleks historie, som dog kræver både tid og tålmodighed at dykke helt ned i. Og det kan dele vandene tror jeg. Personligt har det igen været en langsom start for mig, men som sidst er jeg langsomt men sikkert blevet grebet af den unikke verden, og de mange virkelig godt opbyggede personligheder - og så af et plot der både virker overtænkt og alt for komplekst, men samtidig formår at være tankevækkende og bestemt have sine overraskende øjeblikke.

Horizon Forbidden West er et fedt spil. Det ser virkelig godt ud, har en virkelig tung og god historie, nogle fede kampe der altid udfordrer og et hav af ting at tage sig til på sin vej gennem historien - og efter. Der er lavet en super lækker DualSense implementering, hvor du kan mærke alt fra tordenskrald til strå der stryger mod dig når du gemmer dig i det høje græs, og de adaptive triggere kommer i spil, både når du spænder din bue og bryder døre op med din stav.



Det har også nogle lidt gumpetunge sider, der virker gammeldags og ikke gør noget rigtig godt for indlevelsen, som for eksempel når du skal finde et sted du kan klatre på, eller når du er alignet forkert for at kunne aktivere en kontakt.

Var du fan af Zero Dawn er det her en sikker vinder. Ellers kan det være en lidt sværere overvejelse. Forbidden West er mere af det samme, bare bedre. Og så er det næste kapitel i Aloys saga, som på ingen måde er kedelig at følge. Især fordi den bliver mere og mere aktuel, som årene går. Horizon Forbidden West kan fås til både PlayStation 4 og PlayStation 5.
Fakta
Horizon Forbidden West

Horizon Forbidden West

PlatformPlayStation 5
UdviklerGuerilla Games
UdgiverPlayStation Studios
Spillere1
Udgivelsesdato14-02-2022
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg PSlife her
+ Flot og frodig verden, virkelig dyb historie, kombinationen af stenalder og high-tech er fed
Det er stadig træls at klatre, ingen konsekvenser i valg, kan blive lidt ensformigt
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
7
Der er 7 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.