Hotshot Racing

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. september 2020 - kl. 17:00
Del denne artikel:
0 0

Hotshot Racing er en kærlig hyldest til de klassiske racerspil fra 90’erne som Daytona USA, Virtua Racing og Ridge Racer. Læs vores anmeldelse her.

Hotshot Racing er et lille racerspil fra dengang, man lavede sjove og simple racerspil. Det minder meget om Ridge Racer og Daytona USA og sidstnævnte har jeg, sammen med Outrun, brugt virkelig mange 5 kroner på i den lokale spillehal hvor jeg voksede op.



Hotshot Racing har haft det man kan kalde en svær fødsel. I 2016 forsøgte udviklerne at finansiere spillet via en Kickstarter kampagne hvor målet var lidt over 290.000 kr., men kampagnen nåede kun at skrabe lidt over 35.000 kr. ind og projektet, som dengang hed Racing Apex, blev droppet. Spillet dukkede dog op igen i februar i år, efter det var blevet samlet op af Sumo Digital og Curve Digital, som havde sat sig for at færdiggøre det - og nu er det her, og det er en dejlig og varm hyldest til 90’erne racerspil.

Med det samme man starter spillet, mærker man 90’ernes racing vibe; farverne er kraftige, musikken er elektronisk og upbeat og kommentatoren er helt overgearet og meget ivrig. Der bydes på Grand Prix, Single Race, Time Trial og Online racing. Online er for op til 8 spillere og Grand Prix og Single Race kan spilles i split-screen for op til 4 spillere. Det er lige præcis som det skal være.



I Grand Prix kan man deltage i en række grand prix’er i forskellige sværhedsgrader med i alt 16 løb og denne del kan gennemføres på en times tid - indtil man går lidt op i sværhedsgrad, for så skal der nok en del retry’s til, før man får kvalificeret sig videre. I Single Race er der lidt andre spilmuligheder som Cops & Robbers og Drive or Explode.

Cops & Robbers er en slags Last Man Standing hvor man skal overleve så længe som muligt med politiet i hælene, mens man indsamler penge, som er placeret rundt omkring på banen. Bliver man nappet af politiet bliver man nu placeret i en politibil og man skal nu jagte de tilbageværende racere. I Drive or Explode skal man holde sig over en minimumshastighed og kommer man under den, mister man energi og til sidst vil ens bil eksplodere. Hver gang man passere et checkpoint, bliver minimumshastigheden sat op, så det bliver sværere og sværere. Både Cops & Robbers og Drive or Explode er nogle ganske gode alternative løbstyper, som specielt er sjove sammen med et par venner.



Styringen i Hotshot Racing er virkelig spot on. Der findes fire typer biler, som har hver deres forcer. Der er biler hvor der er fokus på høj topfart, andre hvis force er acceleration og nogen som er lette at drifte med. Endelig er der en fjerde type, som er balanceret mellem de tre andre. Den sjoveste bil er helt klart drifting bilen, hvor det er meget let at køre sidelæns og ikke mindst holde den der i lang tid. Det er en sand fornøjelse og her minder Hotshot Racing virkelig meget om Daytona USA og Ridge Racer. Gameplayet er simpelt; ingen power-ups, ingen pitstop, ingen opgraderinger - nej, det er bare ud på banen og så sømmet i bund. Man kan dog modificere ens bil med nye lakeringer og andre spoilere, hjul, motorhjelme og andet, men det er ikke noget der betyder noget for bilens præstationer.

Grafikken i Hotshot Racing er såkaldt low-poly grafik - det vil sige, en grafik som består af et lavt antal polygoner og dermed også store flader på biler og omgivelser. Det får grafikken til at se lidt speciel ud og jeg vil da sige, at banerne ser flotte ud, men bilerne ikke er alt for kønne. Det er helt klart en stil man har valgt i en hyldest til Segas Virtua Racing fra 1992, som brugte præcis den samme grafiske stil. Jeg tror dog, at grafikken vil kunne dele vandene. Lydsiden er lige så 90’er agtig som resten af spillet, med den her ivrige kommentator, et upbeat elektronisk soundtrack og fine overgearede motorlyde.

Hotshot Racing er en kærlig hyldest til de klassiske racerspil som Daytona USA, Virtua Racing og Ridge Racer og er et friskt nostalgisk pust til racing genren i dag. Det er et simpelt spil, men det fungerer rigtig fint, specielt sammen med et par venner i sofaen eller over nettet. Det skal spilles som man spillede racerspil for 25 år siden og for dem af os, som kan huske det, er Hotshot Racing et kærligt gensyn med en undergenre, som er forsvundet.
+ Simpelt og underholdende gameplay, fremragende styring, gode alternative løbstyper
Grafikken kan være et turn-off for nogen, kun for dem der kan huske racer-spillene fra 90’erne
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:8.0
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.