Iron Man VR

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 6. juli 2020 - kl. 14:25
Del denne artikel:
1 2

Gør plads Robert Downey, Jr. - nu er det nemlig vores tur til at give den gas som Iron Man i det nye Iron Man VR. Læs anmeldelsen af nok den største blockbuster til PlayStation VR.

Det er ikke så tit man ser store licenser blive brugt på VR-spil, som jo, trods alt, stadig er lidt niché i forhold til AAA-markedet. Men det umiddelbart hvad der er sket med Marvel’s Iron Man VR, som nok er den største blockbuster til PlayStation VR - og så kommer det endda fra en mindre udvikler, nemlig Camouflaj fra Seattle. Der er meget, som er værd at holde øje med her.



Tony Stark har trukket sig tilbage fra våbenindustrien og koncentrere sig nu om teknologi for at bekæmpe verdens ondskab som Iron Man. Dog er nogle af Stark Industries’ tidligere våben landet i hænderne på den mystiske Ghost, en hacker og aktivist, der er ude på at knuse Tonys imperium og angriber derfor Stark-operationer over hele verden. Historien vinder ingen priser, men den får spillets 12 missioner til at hænge sammen.

Iron Man VR er et actionspil og min første bekymring, da jeg så de første trailere, var hvordan styringen dog ville virke, når man skulle flyve rundt og skyde omkring sig. Iron Man VR har været under udvikling i 3 år og der er lagt en del arbejde i styringen - det kan man mærke. I starten bliver man trukket igennem en grundig tutorial og det kræves at man spiller med to Move controllere.



Med de to Move controllere i hænderne, er det nemt at forestille sig at man er Iron Man - styringen fungerer nemlig ret godt. Inde i håndfladerne har Iron Man en såkaldt Power Repulsor, en dims, der kan skyde energi ud i luften. Det betyder, at hvis man, med Move controllerne i hænderne, vender håndfladerne nedad og trykker på Move controllerne, vil man blive skudt opad og vender man håndfladerne bagud, vil man flyve fremad. Vender man den ene håndflade mod for eksempel højre, vil man blive korrigeret lidt mod venstre. Det fungerer virkelig godt og jeg har svært ved at forestille mig at styringen kunne have været lavet ret meget bedre.

Når det er sagt, så er det alligevel ikke let at suse ubesværet rundt som Iron Man. Der er dog masser af usynlige hjælpemidler i både styringen og den måde man angriber fjenderne på og det hele kræver en del tilvænning, men det lærer man undervejs. Der er dog en del knapper man skal huske på, men med tålmodighed lærer man det.

Og lære det, det skal man. For der går nemlig ikke længe, inden man hænger på ydersiden af Tony Starks privatjet og skal forsvare den mod angribende droner - der er masser af action og skyderier i Iron Man VR og det føles visse steder som en ægte Hollywood blockbuster.



Iron Man VR vil tage omkring 8-9 timer at gennemføre og der er god grund til at komme tilbage og genspille nogle af spillets mest mindeværdige missioner, som der er nogle stykker af. Der er dog visse missioner, som mod slutningen minder lidt for meget om noget man har oplevet tidligere, så ensformigheden sætter lidt ind.

Nu kommer vi så til spillets to svageste punkter og det er nogle meget lange indlæsningstider og Tony Stark segmenterne. For at tage det sidste først, så er der dele af spillet, hvor man som Tony Stark bevæger sig rundt i hans palæ, der ligger smukt på toppen af en klippe. Denne del er meget basic og man bevæger sig rundt med den sædvanlige peg-og-klik metode - ingen fri bevægelighed her. Det har aldrig været sjovt, og bliver det næppe aldrig, at bevæge sig rundt på den her måde og det føles alt for simpelt i forhold til de langt mere velfungerende Iron Man segmenter.



Den anden del er så de meget lange indlæsningstider - og der er mange af dem. Mellem hver mission skal der indlæses i lang tid og når man bevæger sig rundt som Tony Stark, skal der indlæses når man bevæger sig fra rum til rum. Det ødelægger ganske enkelt noget af indlevelsen og får spillet til at føles… gammeldags på en eller anden måde. Det er ikke så tit, at vi efterhånden sidder og kigger på loadebarer midt i spil længere - det går op for mig, når jeg spiller Iron Man VR. Indlæsningstiderne er nærmest pinligt lange.

Marvel’s Iron Man VR er et storslået actionspil. Det kræver en del tilvænning og er ikke er spil for den mere uøvet VR-spiller - og fik jeg nævnt at indlæsningstiderne er tåbelige? Men har du er VR-headset, så bør Iron Man VR også være installeret på din PlayStation 4, da det er et af de spil, der viser at VR-platformen kan bruges til andet end gimmicks og små hyggespil. Det er langt fra perfekt, men det her er et fuldblods blockbuster VR-actionspil med produktionsværdier som de store spil og vi håber at se mere af den her slags i fremtiden.

Marvel’s Iron Man VR kan købes på PlayStation Store for 319 kr.
Fakta
Iron Man VR

Iron Man VR

PlatformPlayStation 4
UdviklerCamouflaj
UdgiverSony
Spillere1
Udgivelsesdato03-07-2020
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg PSlife her
+ Rigtig god styring, fuldt licenseret actionspil som vi ikke ser så tit i VR, det er fedt at være Iron Man
Lange indlæsningstider, Tony Stark segmenterne, stejl indlæringskurve
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.