Ikke desto mindre er det præcis hvad Hazelight Studios har valgt at gøre, i deres nye kan-kun-spilles-med-en-ven platformer. I kølvandet på deres fede jailbreak historie A Way Out, hvor to brødre skal finde vej ud af et fængsel, holder de stædigt fast i deres idé om, at spil skal spilles sammen med en du kender. Her er ingen opblødende match-making, eller den mindste mulighed for at gøre noget som helst alene. Du har en ven ved siden af dig i sofaen eller headsettet eller ingenting.
Den triste og alvorlige intro, står i skærende kontrast til den farverige og fantasifulde verden der åbner op, når eventyret tager fart. Det gør det efter den nu skilsmisseramte datter Rose, med uskyldige barnetårer og en bøn til Dr. Hakims kærlighedsbibel, kommer til at flytte sine forældres bevidsthed ind i to små legetøjsdukker. Farmand Cody er nu en noget kluntet udgave af sig selv pølset op i ler, mens mor May er en trædukke. Og ikke nok med det, så vågner de op i en verden fuld af magi og overnaturlige ting - som for eksempel den nu levende kærlighedsbibel Dr. Hakim. En karakter der uden tvivl vil afføde lige så meget had som kærlighed, med sin sprudlende Mexicanske accent og pågående benspænd gennem hele eventyret. Jeg er fan.
Dr. Hakim forklarer de chokerede forældre, at de nu skal på en mission for at redde deres ægteskab. Og han går metodisk til værks, ved at tvinge de nødstedte gennem hver enkelt kapitel i egen bog. Der skal læres samarbejde, og når man er lidt på kant, læres den slags bedst under pres - det er i hvert fald recepten her. Det er selvfølgelig Roses ve og vel alle bekymrer sig mest om, og missionen er at finde frem til hende, og finde en måde at ophæve forbandelsen på. Men det fine landsted familien bor på, er nu en enorm forhindringsbane for de små forældre-dukker, så der skal arbejdes for sagen - og det bliver en rejse du helt sikkert ikke har prøvet før.
Ok, faktisk har du i virkeligheden nok prøvet det meste før. Bare aldrig i et og samme spil, og aldrig på den her måde. Jeg er for eksempel sikker på at du har prøvet Street Fighter, Tekken eller lignende spil, men aldrig hvor kombattanterne er en trædukke og et egern, der kæmper på et par kæmpe underbukser, der i øvrigt udgør vingerne på et fly i fart gennem luften. Fantasien har fået frit spil i It Takes Two, og selvom enkeltdelene ofte er velkendte gengangere fra andre klassikere, eller gåder der bestemt er til at overskue, er variationen så fantastisk, at det ikke er til at slippe.
Du er på én lang rejse fra værkstedet hvor dukkerne vågner op, gennem hvepsebo-og-egern-befængt træ i baghaven, til Roses legeværelse, og du skifter spilmekanikker, scenarier, kameravinkler, størrelse og tyngdepunkt hele vejen igennem - der er aldrig en gentagelse, fra du lægger fra land til du lander i familiens skød igen, og det er altid spændende at se hvad der gemmer sig om det næste hjørne.
Når først du har allieret dig med en medspiller, og på ægte EA-vis tvunget alle til at oprette en EA-konto, kan I enten hooke op lokalt, hvis I sidder fysisk sammen, eller online. Uanset hvad I vælger, foregår hovedparten af spillet i split-screen. Det første I skal blive enige om er, hvem der skal spille hvem - én skal være mor May, en anden far Cody - og det valg har ret stor indflydelse på den oplevelse I hver især får. De to karakterer får nemlig vidt forskelligt udstyr og roller i spillet, så der er reel genspilningsværdi i, bare at bytte roller når I har gennemført første gang.
For hvert kapitel i spillet får de to forældre noget nyt udstyr. I første runde får Cody nogle søm han kan kaste, så de sætter sig fast på strategiske steder, hvor May så for eksempel kan svinge sig over dybe afgrunde, ved hjælp af det hammerhoved hun bærer på ryggen. Ved et fløjt tilbagekaldes de kastede søm, og den lille teknik alene er udnyttet til det yderste, i nogle af de puzzles de to skal igennem. Senere får de en tændvæskepumpe og en tændstikkanon, tyngdekraftstøvler og et bælte der kan ændre størrelse på Cody fra kæmpe til mini, og sådan fortsætter det hele vejen igennem.
Den meget hårdføre insisteren på, at du kun kan spille to sammen, er måske en hindring i forhold til at komme i gang med at spille, men til gengæld giver det nogle uovertrufne muligheder for at udfordre samspillet undervejs. Følelsen af succes, når I har regnet et område ud, og sammen timet jeres bevægelser gennem utallige præcist afstemte forhindringer, er uforlignelig. Det kræver masser af kommunikation og nedtællinger, og der er både rum for at heppe, håne og hylde hinanden undervejs, hvilket må betegnes som en udpræget succesparameter for et co-op spil som dette.
Selvom det af og til kan være frustrerende hvis ens medspiller hænger et specifikt sted, og du ikke har nogen mulighed for at hjælpe, er spillet meget tilgivende ved at genoplive dig næsten med det samme, og stort set præcist der hvor du døde. Ikke noget med at backtracke fra et savepoint langt tilbage. Det er direkte op på hesten og forsøge igen. Og den tilgang alene, giver dig mod til at eksperimentere dig frem. Bare prøve nogle ting, dø, prøve noget andet, dø, og til sidst finde vejen frem. Det giver en super fed legende fornemmelse, som i dén grad understøttes af den utroligt fantasifulde verden I bevæger jer igennem.
Ikke bare er hvert område imponerende smukt og detaljeret at bevæge sig rundt i, der er ofte også strøet et hav af legetøj og ting du kan aktivere, uden at det reelt har noget med spillet eller din fremdrift at gøre. Du kan tegne på en magisk tegnemaskine, spille bib-spil, køre med optræksbiler, fifle med lavalamper - alle mulige ting der bare er spredt ud for sjov, og det understøtter perfekt den meget legende og eksperimenterende verden. I vil også støde på et hav af minispil, hvor I kan kæmpe mod hinanden, for eksempel i et slag Muldvarp, hvor Cody er muldvarpen der dukker op af jorden, og May er klar med hammeren. Der er skydespil, racerspil, tyreridning og meget andet I kan konkurrere om, i øjeblikke hvor I kan lægge samarbejdet bag jer og bare gå i fuld infight om point og ære. Disse minispil kan du vælge at spille direkte fra hovedmenuen også, og på den måde kan It Takes Two nærmest fungere som et rent partyspil.
Helt grundlæggende er It Takes Two bygget ret traditionelt op. Du bevæger dig gennem en forholdsvis banal historie, kommer fra bane til bane gennem forskellige områder, der hver har deres lille historie og ender i en bossfight. Mellem hvert område er der en filmsekvens, der driver fortællingen videre, og så kører I på igen. Men variationen i områder, våben og værktøjer, opgaver og spiltyper er intet mindre end fantastisk. Jeg tror næsten ikke jeg kan komme på en spiltype der ikke er blevet plads til i It Takes Two. Alle i en frydefuldt genkendelig, men alligevel tilpasset udgave, så det hele bare virker som en lang række eventyrligt overraskende oplevelser, på en rejse frem mod den store finale.
Karaktererne i spillet har alle ganske meget personlighed, og er spillet rigtig godt med gode stemmer og overbevisning. Bevares man kan blive irriteret over Dr. Hakims evige obstruktioner og især de to forældres konstante nedgøren af hinanden, men det er lige præcis de to ting, der skaber rejsen frem mod den store finale. Grafikken er virkelig smuk og imponerende, især i forhold til skala, som er en meget vigtig ting i spillet, eftersom I spiller to små dukker. Især i sekvensen hvor Cody kan gøre sig kæmpestor eller lillebitte, er der nogle morsomme øjeblikke, hvor skalaen får fuld skrue. Og så er den fantasi der lægges for dagen i hver en lille stump af spillet bare utrolig. Overraskende. Inspirerende.
Hvis du på nogen måde har en ven derude i verden, er der næsten ingen undskyldning for ikke at give It Takes Two en chance. Det koster kun 279,- i PlayStation Store, og man kan endda dele det, så du med et gratis Friend Pass kan spille to, uden at din ven behøver at købe spillet også. I kan faktisk splejse og få fingrene i det smukke lille eventyr for 140,- pr. mand. Det er det så rigeligt værd.
Facebook
Twitter
