Just Cause 4

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 11. december 2018 - kl. 07:47
Del denne artikel:
0 6

Kongen af kaos og store eksplosioner er tilbage, men denne gang er det ikke helt så smooth som det plejer at være. Vi anmelder Just Cause 4.

Uha det er farligt, at udgive et open-world spil så kort tid efter Red Dead Redemption 2, som lige har sat nye standarder for, hvor levende og smuk en åben spilverden kan være. Derfor virker den åbne verden i Just Cause 4 også lidt tynd og som en kulisse - ikke at den er dårligere end i de fleste andre spil, men det er bare Red Dead Redemption 2 effekten der rammer Just Cause 4.



Just Cause 4 minder en hel del om Just Cause 3 - selv fjenden er den samme, nemlig den private hær The Black Hand, som Rico Rodriguez tidligere har stiftet bekendtskab med. Rico tager til det fiktive land Solis i Sydamerika for at finde sandheden om hans fars død og gøren, som var fra lige netop Solis. Solis er også hjemsted for The Black Hand og de undertrykker befolkningen, som først tør gøre oprør når Rico ankommer. Det går dog hurtigt op for ham, at det er værre end først antaget, da landets diktator har udviklet en teknologi til at styre vejret og han har onde hensigter med den.

Som altid i Just Cause, går det ud på at have det sjovt og i det her tilfælde at det lig med, at smadre så meget som muligt. Realismen er smidt langt ud af vinduet og derfor går det bestemt heller ikke stille for sig og stort set alt med rød maling kan smadres og eksploderes - og Just Cause 4 byder ganske enkelt på nogle af de mest imponerende eksplosioner vi har set i noget spil overhovedet.



Rico har igen sin velkendte og fremragende gribekrog, som han kan bruge til at trække sig frem med - eller måske trække sig fra landjorden og op til en helikopter, for derefter at kyle piloten ud og overtage helikopteren. Han har et Wingsuit han kan aktivere blot ved at kaste sig ud over en klippekant eller fra toppen af et hus og så kan han svæve i lang tid hen over landjorden. Endelig er han udstyret med en faldskærm, som kan slås ud til hver en tid og denne har reddet mig fra den sikre død flere gange. Det sjove starter, når man begynder at kombinere for eksempel gribekrogen med Wingsuiten og faldskærmen.

På overfladen er alt mere eller mindre som vi kender det. Gameplayet er dog lidt mere fysikbaseret denne gang og det er sjovt at lege med for eksempel Air Lifters, som er nogle luftballoner og hvis man sætter nok af dem på for eksempel en kampvogn, kan man sende den mod himlen. Der er også Retractors, som kan trække to objekter hårdt mod hinanden og Boosters, som er en slags mini-jetmotorer man kan sætte på diverse objekter og som sender dem afsted med stor fart - alt sammen i kaossets navn. Disse gadgets er ret sjove at lege med og det er noget man selv skal gøre, for missionerne indbyder ikke altid til at gøre brug af dem.



Ekstremt vejr er i centrum af Just Cause 4, takket være The Black Hands vejrkontrollerende teknologi. Det betyder, at man oplever sandstorme hvor sigtbarheden er lav, kraftige tordenbyger hvor man skal passe på ikke at blive ramt af lyn og såmænd også tornadoer, som giver mulighed for noget fed luftakrobatik.

Så langt så godt - men så begynder det også at gå en smule ned af bakke. Mange af missionerne er skåret over den samme skabelon og det er typisk noget med at forsvare et område mod horder af fjender, aktivere en række terminaler eller eskortere, og beskytte, en eller flere personer fra et sted til et andet. Sidemissionerne er en smule bedre og lidt mere afvekslende - specielt dem man udfører for en bindegal filminstruktør er gode.

Det værste er dog, at jeg synes Just Cause 4 er noget rod. Det kan være lidt svært at finde rundt på kortet, missionerne virker ustruktureret og det er bare… ja, noget rod at spille. Det er ærgerligt, fordi de andre Just Cause spil har været ganske sjove, men Just Cause 4 virker ikke helt så strømlinet.



Det er desværre heller ikke noget specielt kønt spil. Just Cause 3 havde nogle problemer med performance og det lade til, at Avalance denne gang er gået all-in på performance og det er gået ud over det visuelle. Spillet kører ved ret lave opløsninger (720p på PS4 og 1080p på PS4 Pro) og det går ganske enkelt ud over billedkvaliteten. Karakterer, køretøjer og omgivelserne er lidt grove og utydelige, overflader er simple og ikke altid særligt kønne. Lyssætningen er dog ganske fin efterhånden som dag bliver til nat og igen når nat bliver til dag.

Fysikken går nogle gange amok, den kunstige intelligens lader også nogle gange til at flippe ud da man nogle gange kan man gå lige forbi en fjende uden at han opdager noget. Jeg oplevede også at Rico kunne gå igennem solide objekter - men noget som virkelig fungerer, er den evige destruktion og de massive eksplosioner, som virkelig er et imponerende skue.



Måske er Just Cause formlen er ved at være udtømt. Just Cause 4 er ikke noget dårligt spil, men det virker som om, at teamet hos Avalanche i Sverige ikke rigtigt kan finde på mere nu. Jo, det er sjovt at lege med de nye gadgets og er man opfindsom nok, giver de nogle sjove muligheder, men spillet virker ikke nær så poleret som de forrige spil i serien, hverken på det visuelle eller i selve gameplayet.

Just Cause er stadig kongen af kaos og sindssyge eksplosioner og lapper du den slags i dig, så er Just Cause 4 da værd at tage et kig på - men jeg tror også, at det er på tide at Avalanche trækker stikket på serien, inden det går hen og bliver for ærgerligt - eller gentænker det hele lidt og genføder serien, som det lykkedes Ubisoft at gøre med Assassin’s Creed.
+ Kæmpe eksplosioner, tung lydside, masser af kaos
Rodet spiloplevelse, ensformige missioner, skuffende grafik
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
6
Der er 6 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.