Kena: Bridge of Spirits

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 29. september 2021 - kl. 11:39
Del denne artikel:
0 7

Der er skruet helt op for detaljegraden og den filmiske stemning i Ember Labs spirituelle eventyr, Kena: Bridge of Spirits, der er en imponerende debut på konsolscenen.

Kena har været på min radar lige siden det dukkede op på skærmen, til Sonys store PlayStation 5 afsløring for næsten halvandet år siden. Det røg lige på listen. Den grafiske stil og tone, stemningen i lyd og billede, løftet om et smukt og dybt eventyr. Det er lige mig.



Selv det faktum at Ember Lab ikke rigtig har lavet spil før, gav mig håb om noget friskt og nyt. For egentlig laver de primært animationsfilm - til reklamer og den slags. Så selvfølgelig har de styr på at fortælle en god historie, og på detaljerne i de verdener og animationer de bygger op. Men der er langt fra film til en interaktiv verden, hvor der ikke er fuld kontrol med, hvor spilleren bevæger sig hen. Hvad spilleren gør. Og selvom de tidligere har dyppet tæerne med et KFC racer-reklamespil, er et fuldt PlayStationspil i en helt anden boldgade.

Det var med den lille skepsis i baghovedet, at jeg endelig kunne kaste mig ud i Kenas eventyr, og der gik ikke mange minutter før al skepsis var blæst af vejen. Den verden Ember Lab har bygget op her, er en lille, intens og utroligt stemningsmættet perle. Egentlig er det ret traditionelt og simpelt bygget op - som et godt eventyr, hvor alting tælles i tre - men farverne og detaljerne er så intense, så mættede, at verdenen i sig selv er et eventyr.



Det er en fryd at løbe rundt og kigge sig om, også selvom det i bund og grund er en forholdsvis lineært opbygget verden. Alting passer smukt ind, alting er detaljeret i bund, og giver dig lyst til at stoppe og kigge nærmere. Det bakkes op af et lige så stemningsmættet soundtrack, der hele tiden ændrer sig for at afspejle det område eller den situation du befinder dig i. Ember Labs filmbaggrund lader sig i hvert fald ikke fornægte.

Denne verden folder sig omkring Kena. En ung ånde-guide, der leder vildfarne ånder videre til det hinsides. Det er ikke nogen taknemmelig opgave, for flere af de ånder der bliver hængende, gør det fordi de har et hængeparti - en ufærdig opgave, som de vil kæmpe ganske indædt for at få løst, før de forlader verden. Men Kenas afdøde far har overdraget denne opgave til hende, og fortalt hende om bjergets helligdom, som hun nu søger for at finde svar. På sin fortid og sit formål.



Med i overdragelsen fulgte en særlig stav, der er Kenas eneste fysiske våben i kampen mod ånderne. Heldigvis er hun ganske ferm til at bruge den, og som eventyret skrider frem, får hun flere og flere mulige angreb at vælge imellem. Hun kommer endda til at kunne bruge den som bue, sammen med den naturens energi hun kan trække på i flere forskellige sammenhænge.

Selvom det er en temmelig ensom opgave at være ånde-guide, får Kena ret hurtigt følgeskab af nogle små umanerligt nuttede væsener kaldet Rot. Som i rådden. De er små sky uldbolde, der normalt står for oprydningen af døde og rådnende ting i naturen, men som bliver meget glade for at hjælpe Kena i stedet. De små væsner kan nemlig samles i koordinerede angreb sammen med Kenas stav, ligesom de meget gerne flytter rundt på væltede statuer eller andre sager, der kan hjælpe Kena videre.



De kan findes overalt i verdenen, og Kena får efterhånden flere og flere af de små følgesvende, der flokkes om hendes fødder, når de ikke suser hen for at vise særligt spændende ting i nærheden, som det er værd at kigge nærmere på. Det er også Rot der hjælper med at rydde op i de korrupte områder Kena kæmper sig igennem, hvor onde ånder har pakket verden ind i fjendtlig beplantning, der kun kan fjernes ved at nedkæmpe ånderne i området, og derefter smadre den store ondskabsfulde blomsterknop i midten af det hele - med hjælp fra de små pelsede venner,

Som sagt er Kena bygget op omkring en meget simpel model. Der er tre ånder der skal befries. Det gøres ved at finde tre artefakter for hver, som naturligvis er godt beskyttet, for til sidst at nedkæmpe ånden, der således indser at det faktisk er tiden at tage videre til den endelige destination. Ikke de store overraskelser der, ligesom i de gode gamle eventyr.



Rejsen er krydret med masser af kampe med flere og flere forskelligartede variationer af monstre, der hovedsageligt består af træ, sten og ånders magi. Og så er den krydret med gåder. Mere eller mindre simple opgaver der skal løses, for at kunne komme frem gennem verdenen. De varierer fra at sætte krukker med røgelse på deres rigtige pladser, over at bruge stjernerne til at finde den korrekte rækkefølge at skyde krystaller i, til de helt langhårede med portaler, blomster du skal nå at ramme for at komme på sikker grund, inden de svævende sten du har aktiveret med en åndebombe falder til jorden igen.

Det er langt fra altid lige til at regne ud, hvordan du kommer videre gennem en gåde, og der er ikke nogen hjælp at hente. Du må regne den ud, eller gå i stå. Hvilket i virkeligheden er lidt en afstikker i forhold til resten af spillet, der er så lige ud af landevejen. Det er en lidt mærkelig ujævnhed i sværhedsgrad, som også kommer til udtryk i kampene, der for det meste er meget overkommelige, men så pludselig giver dig en boss der giver dig lammetæv.



Nu er jeg ikke meget for at blive voldsomt udfordret, når jeg flader ud på sofaen, og den slags frustrationer kan ofte få mig til at gå helt i stå i et spil - især når resten er så zen og afslappet en oplevelse. Men jeg må indrømme, at glæden ved at have banket en kæmpe træmand, efter at han har banket dig et par gange først, eller endelig at knække en gåde der har sat dig på prøve i alt for lang tid, virkelig er stor. På den front havde 80’erne fat i noget.

I virkeligheden kan man måske se den samme ujævnhed i spillets udtryk også. Jeg elsker den måde det pendulerer mellem det underskønne overnuttede, og den mørke uhyggelige grumhed, men det gør samtidig at jeg kan blive i tvivl om hvem spillet er rettet imod. Jeg havde faktisk håbet at kunne spille det med min datter, men det er det alt for uhyggeligt til. Omvendt har jeg virkelig brug for hende som undskyldning, når jeg sidder i en hattevogn og køber små nuttede hatte til mine små nuttede pelsvenner.



Overordnet set er der dog ikke meget jeg kunne have ønsket mig anderledes. Kena: Bridge of Spirits er en fryd for øjne og ører, et virkelig velkonstrueret lille eventyr, der inddrager alt det bedste fra alle de bedste, men samtidig har sine egne unikke tvists. Det har en tendens til at blive en smule ensformigt, men det er det heldigvis ikke langt nok til rigtigt at udleve, og selvom det ikke er open world og verden ikke er enorm, er der en klar følelse af, at der kan gemme sig noget i kroge og hjørner jeg ikke har set eller fundet.

Man skal lede længe efter en mere stemningsmættet pakke, der ligner og spiller som en film, og heller ikke er meget længere end en film - altså i Ringenes Herre Extended Trilogi kaliber. En imponerende debut fra Ember Lab, som jeg vil glæde mig til at se mere fra i fremtiden.

Kena: Bridge of Spirits kan fås både til PlayStation 4 og PlayStation 5 og koster 299 kr. på PlayStation Store.
Fakta
Kena: Bridge of Spirits

Kena: Bridge of Spirits

PlatformPlayStation 5
UdviklerEmber Lab
UdgiverEmber Lab
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg PSlife her
+ Intenst mættet verden der bare skriger eventyr, gåder og boss kampe der virkelig kræver at man tænker sig om, giver mig lyst til at meditere
Kampene kan til tider føles lidt ensformige, sværhedsgraden virker lidt ujævn, flere angreb øger ikke rigtig variationen i kampene
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 8.0
Log ind og stem
7
Der er 7 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.