De høje forventninger har heller ikke hjulpet Guerrilla. Da spillet blev fremvist igen i 2007 med løftet om godt gameplay og grafik, der kunne rivalisere 2005-traileren, blev håbet endnu engang tændt i de mange fans hjerter. Og lad det være sagt med det samme, Guerrilla Games leverer varen.
Singleplayerdelen af Killzone 2 smider spilleren i skoene på Sev, som er en del af Alphaholdet, som skal lede det sidste og altafgørende angreb på Helghast hjemplaneten, Helghan, i håbet om at fange deres leder og med ham forsøge at stoppe krigen. Historien i Killzone 2 er generelt set meget overfladisk og lettilgængelig. Man har de gode og de onde - med en meget lige ud af landevejen tilgang til historiefortællingen. Hele historien centrerer sig om Sev og hans gruppes forsøg på at fange lederen af Helghast og tilendebringe krigen. Dog berører spillet ikke de mange andre elementer, der er en del af spillets univers, og der bliver ikke snakket om de underliggende politiske toner, der opstår ud fra de elementer, at det er spilleren selv, der invaderer nogle andres hjemland. De politiske undertoner, som dukker frem af og til, bliver hurtigt gemt væk til fordel for en ikonisk ond skurk og nogle nemme actionscener. Spilleren er dog hele tiden motiveret igennem spillet, men historien har tydeligvis større potentiale end det, der præsenteres i Killzone 2, men som spiller ser man aldrig andet end den umiddelbare og letforståelige historie. Historien prøver dog aldrig at tage rampelyset for det, som gør Killzone 2 til en fantastisk oplevelse, nemlig dets visuelle og lydmæssige elementer.
Man kan ikke komme udenom, at Killzone 2 er et utroligt flot spil. Dette er uden tvivl det flotteste spil endnu udgivet i denne generation af konsoller, og Guerrilla Games beviser, at med nok tid og penge er det muligt at skubbe grænserne for, hvad vi kan forvente af grafik i et spil. Spillet er fyldt til randen med små detaljer, såsom at flammekasteren sætter ild til ikke blot mennesker men også omkringliggende malerier, gardiner og andet, der kan sættes ild til. Hele miljøet føles levende, da der hele tiden sker noget omkring en, og man hele tiden har eksplosioner eller andet kaos i nærheden af en, der skaber den totale indlevelse i universet og gør hele Killzone-oplevelsen til noget af det mest intense, der endnu er set på markedet. Det er svært at hive et præcist punkt frem i grafikken, der gør Killzone 2 til noget helt unikt, da det hele går op i en højere enhed. Frameraten er klippesolid, effekterne og lyset er noget af det bedste endnu set, og mængden af detaljer i miljøet er banebrydende for spil på konsollerne. Killzone er intet mindre end en absolut grafisk perle, der ikke er set før på nogen platform. Der er dog enkelte visuelle ting der gør, at man bliver trukket ud af oplevelsen i spillet, og den kommer primært i form af, at nogle af ansigterne, man løber ind i undervejs, ikke er så flot realiseret som andres er, og det gør at man bliver hevet ud af den intense krigsoplevelse. Det er dog også det eneste, man kan kritisere på den visuelle front, da Killzone 2 uden tvivl er det flotteste spil til dato. Det kan simpelthen ikke understreges nok, hvor fantastisk grafikken er. Miljøerne er varierede, men stadig sammenhængende i forhold til spillets univers, animationerne er sublime og texturene i spillet er af en så høj kvalitet, at man til tider simpelthen ikke tror det er muligt, at et spil kan køre med en solid framerate og byde på en så høj visuel kvalitet.
De visuelle kvaliteter er dog ikke alene om at være af høj kvalitet. Den lydmæssige side af spillet er også af utrolig høj kvalitet med et storstilet og filmisk soundtrack, der leder tankerne hen på de bedste krigsfilm, man kan huske. For når man midt i kampens hede hører soundtracket sætte i gang, og soldater der råber og skriger overalt, så er illusionen om at være på slagmarken komplet. Modsat så mange andre krigsspil, føles de råb ens soldater og fjender laver, meget autentiske. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når det kommer til bandeord, og det føles som om, man er fanget midt i en kamp på liv og død, når man hører skud flyve forbi ens hoved, eksplosioner overalt og ens soldaterkammerater, der råber hvorfra fjenderne kommer.
Men flot grafik og god lyd gør dog ikke et godt spil. Gameplayet er også en vigtig del af det, der skaber et godt spil, og Killzone 2 er mere end blot et flot spil. Gameplayet er struktureret som et almindeligt skydespil, dog med en hel del små finesser, som bringer helhedsoplevelsen op på et langt højere niveau. En af disse finesser er spillets anderledes coversystem, som tager konceptet fra Gears of War og implementerer det i førsteperson. Ved at holde coverknappen i bund, klæber Sev sig til det, han står op af, og man har nu mulighed for at dreje sig udover kanten og skyde fjenderne og nemt komme tilbage i sikkerhed bag coveret igen. Systemet er ganske fint udtænkt og fungerer for det meste efter hensigten. Der er dog steder, hvor Sev ikke klæber sig fast til væggen som man ønsker, og der er steder, hvor han gør det selvom man mener han ikke burde være i stand til det, og det skaber til tider nogle frustrerende elementer i spillet. Coveret er dog en af de essentielle mekanikker i spillet, for ens fjender rammer sjældent forbi, og hvis man ikke har en velovervejet tilgang til spillet og gør effektivt brug af ens cover, vil man blive skudt i stumper og stykker i løbet af meget kort tid. Fjenderne er dog ikke kun præcise, når de affyrer deres våben, de er også snu og vil yde seriøs modstand i flere situationer igennem spillet. De vil samarbejde, sprede sig ud og flankere i en grad, som sjældent er set i andre spil, og man får som spiller en oprigtig følelse af, at man til tider er jaget vildt og bliver skubbet tilbage i en defensiv position, fordi fjenden er smartere end en selv. Gudskelov er man dog aldrig alene på slagmarken, og ens soldaterkammerater besidder også en rimelig mængde intelligens, der gør, at man ikke føler, at det er én selv alting afhænger af, men at det er en gruppeindsats. For hvis man ikke selv er aktiv på slagmarken, så er de andre soldater det for en. Den kunstige intelligens er kort sagt brutal, nådesløs og med til at skabe en utrolig intens oplevelse, som blot bliver forstærket af spillets visuelle og lydmæssige side.
Styringen i Killzone er generelt ekstremt tilfredsstillende. Spillet låner elementer fra de største succeser gennem årene og implementerer dem uden problemer, og det flyder sammen til en underholdende og intens spiloplevelse. Intensiteten optræder dog ikke kun på grund af lyden, grafikken og den aggressive A.I., men også på den måde spillet er designet på. Man bliver som spiller hele tiden slynget af sted mod den næste store intense oplevelse, og man får sjældent mulighed for at stoppe op og få vejret. Tempoet er højt fra start til slut, og det skaber en medrivende, omend kort, singleplayeroplevelse, som med garanti vil underholde fra start til slut. De gennemtænkte og godt designede baner skinner desuden mere igennem, når man når frem til spillets forskellige bosskampe, for bosskampene er desværre en af de ting, der for alvor holder singleplayerdelen tilbage fra at være en superb oplevelse. Kampene er forudsigelige, trivielle og de føles generelt set som noget Guerrila har puttet i spillet, fordi de følte, at de var nødt til det, fordi det påskriver FPS-formlen, at man skal. Kampene er utroligt uinspirerede, og specielt den sidste bosskamp føles som om den slet ikke har været testet nok til at være underholdende. Men udover de dårlige bosskampe er det svært at få armene ned over Killzone 2s singleplayerdel, som byder på høj action fra start til slut, men dog ikke lever op til det potentiale historien besidder, og den fejler enkelte steder i løbet af kampagnen.
Killzone 2 er dog aldrig en enmandskrig, og den mentalitet bliver også taget over i spillets multiplayerdel. En af de første ting man ligger mærke til i multiplayer er, at tempoet er markant anderledes i forhold til singleplayer. Dette sker først og fremmest fordi coversystemet er væk, og fordi spilleren hele tiden får nye mål i spillets primære multiplayerdel kaldet Warzone. Dette skaber en mere tempofyldt oplevelse, hvor man løber rundt og hele tiden prøver at være et skridt foran modstanderen.
Warzone kan bedst beskrives som en blanding af de mest populære multiplayertyper blandet sammen i en konstant skiftende form. Warzone er struktureret sådan, at der hvert femte minut bliver givet en opgave. Denne opgave kan være alt fra at dræbe det andet hold, fange nøglepunkter på kortet, holde et punkt i længst tid eller dræbe en bestemt person på det modsatte hold. At Warzone konstant skifter mellem forskellige variationer af klassiske onlinetyper gør, at man hele tiden får en fornemmelse af, at man bliver præsenteret for noget nyt. Efter hver veludført opgave eller drab af en modstander, bliver man belønnet med erfaringspoint, som bliver brugt til at åbne op for forskellige klasser og våben til ens online profil. De forskellige klasser kommer alle med forskellige våben og unikke evner, som f.eks. at snigskytten kan gøre sig usynlig, mens ingeniøren er i stand til at bygge maskingeværer og lægen gør, hvad læger nu engang gør på slagmarken. Muligheden for at have sin egen klasse åbner op for en masse strategiske muligheder, når man spiller online, og med den implementerede klansupport er der rig mulighed for, at Killzone 2 kan tilfredsstille alle der søger en seriøs multiplayeroplevelse.
Alene det at Killzone 2 lever op til de visuelle forventninger er utroligt imponerende, at spillet så er meget mere end bare et utroligt flot spil, men også byder på en underholdende singleplayerdel, en dyb og taktisk multiplayerdel samt et gameplay, der tager alt det bedste fra de bedste spil i denne generation og skaber en helt unik spiloplevelse, er noget, man ikke kan have andet end respekt for. Killzone 2 leverer på det grafiske og formår at imponere på alle andre punkter, og det skaber en af de titler, der er med til at definere Playstation 3 som en konsol.
Facebook
Twitter
