Killzone 3

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 14. februar 2011 - kl. 20:58
Del denne artikel:
38 0

Scolar Visari er død men krigen raser som aldrig før.

Killzone 2 tog et kvantespring i forhold til sin forgænger, der næppe huskes som noget andet end en lidt skuffende gennemsnitstitel. Et spændende mix af personligheder, en række nogenlunde varierede miljøer samt en god portion mindeværdige øjeblikke gjorde, at Killzone 2 langt hen ad vejen endte ud med at levere det, som spillet var blevet hypet op til. Killzone 3 venter et par dage ude i fremtiden, og der har vi være ude – vi er med andre ord klar til at fortælle dig alt om det 3. kapitel i serien.

Killzone 3 starter præcis, hvor 2’eren sluttede; på trappestenen foran det storslåede Helghast hovedkvarter sidder hovedpersonen Sev, og bagved står muskelmassen Rico, der som bekendt har mordet på kejser Scolar Visari på samvittigheden. Mordet på Helghasttroppernes leder bringer alt andet end fred med sig, og Helganplaneten er nu et hvepsebo af hidsige krigere, der vil have hævn over den faldne leder. Iblandt tusindvis af de hævntørstige røde øjne befinder en lille gruppe af ISA-tropper sig, og disse skal forsøge at slippe helskindet fra planeten.

Det bør være klart for enhver, at situationen i bedste fald er ekstremt presset, hvilket især fremgår af spillets fremragende dialoger. Hvor forgængeren primært tog udgangspunkt i ISA-troppernes fortælling, er der i denne omgang langt mere fokus på den politiske magtkamp, der udspiller sig internt i de øverste rækker af Helghastimperiet. Historien bliver leveret fra to sider, og billedet bliver derved lidt mere nuanceret, hvilket samtidig gør, at sympatien bliver stærkere hos hovedpersonerne, der kæmper imod alle odds.




Spillet byder på en coverbaseret skydeoplevelse i sin reneste grundform. Udviklerne fra Guerilla Games forsøger ikke at presse alle mulige fancy funktioner ned i spillet. Det er ildkampe, der er spillets force, og der er exceptionelt god tyngde og variation i disse. Ildkampene udspiller sig i en række varierede omgivelser, der hver især byder på deres egen unikke tilgang. Turen går igennem industrielle områder, lossepladslignende ruiner, snelandskaber og uvejsomme jungler, hvor du støder ind i store åbne landskaber, små tætte korridorer og et hav af fjender, der gemmer sig over, under og omkring dig. Du bliver derfor hurtigt klar over, at spillets coversystem er din bedste ven på slagmarken. Coversystemgameplayet adskiller sig dog fra mængden, da du i Killzone ikke er i sikkerhed, bare fordi du er gået i cover. Er dækningen ikke høj nok til at dække hele din krop, kan du godt forvente at få en kugle i panden – det er lidt frustrerende i starten, men så snart man vænner sig til præmissen, så giver det et realistisk touch til oplevelsen.

Som et afbræk til de almindelige missioner, står de sekvenser, hvor Sev og Rico bliver smidt bag roret i en eller anden form for fartøj. I forgængeren skulle man selv styre tanks, men det er droslet markant ned i denne omgang – det er næsten udelukkende sigtekornet, man skal holde styr på. Som erstatning hertil står jetpackgameplayet - og hvilken erstatning. Jeg har efterhånden oplevet virtuelle jetpacks i mange forskellige afskygninger, men den oplevelse jeg fik, da jeg sprang rundt i Helganplanetens snedækkede klipper og sendte byger af projektiler ned over mine fjender, har aldrig været så fed og overbevisende, som det jeg har oplevet i Killzone 3. Det største og eneste kritikpunkt her er faktisk, at jetpacken bliver brugt alt for lidt.




Mængden af energi, der er blevet lagt i detaljerne, får spillet til at stråle. Man kan stå og blive helt fortabt i noget så simpelt som de små partikler og snefnug, der flyver rundt på skærmen. Det er primært de grålige toner fra farvepaletten, der er i spil, men spillet stråler stadig, og kombineret med utallige lig af faldne kammerater skabes der et – om end lidt brutalt – meget stemningsfyldt udtryk. Den ekstreme detaljegrad gør dog også, at man tillader sig at være lidt mere pernitten med hensyn til småfejl. Man kan sidde og blive helt irriteret, når der stikker et siv op igennem en fod, eller når halvdelen af en albue forsvinder ind i et computerkabinet. Konsollen kan også komme lidt på overarbejde i mellemsekvenserne, hvor lyd og billede kan blive forskudt eller hakke en smule.

Velskrevne og storslåede mellemsekvenser, et overbevisende stemmeskuespil samt en noget nær eminent lydside gør, at historien formår at fastholde spilleren stort set hele vejen igennem de cirka 8 timer, som en gennemspilning tager. Der bliver konstant lavet små logiske tilføjelser i spillet, hvilket gør, at dampen holdes oppe. Det kan være alt fra et nyt supervåben, der skaber sorte huller, som modstanderen suges ind i, til introduktionen af jetpackfjender, der blæser op i luften, når man rammer maskinen på deres ryg - tempoet er højt, og man keder sig næsten aldrig.




Svage sider findes der dog stadig lidt af. Der leges lidt med en stealthbaseret missionstype, hvor man skal gemme sig i græs og skyde fjender fra sit skjul. Det fungerer i grunden fint nok, men den kunstige intelligens (eller mangel på samme) kommer lidt til kort, når samtlige fjender straks ved, hvor man gemmer sig, så snart man har misset et enkelt skud. Man kan ryste fjenderne af sig, springe ind i en grotte og efterfølgende se dem alle komme stormende ind, uden at de bruger et splitsekund på at tjekke omgivelserne af. Det virker lidt nemt, og derved virker disse sekvenser ikke helt så gennemført, som resten af produktet.

Når det er sagt, så skal der dog ikke herske tvivl om, at fjendernes kunstige intelligens har fået et gevaldigt nøk op. De bevæger sig langt mere fornuftigt rundt i omgivelserne og forsøger at overrumple Sev og co. ved at angribe fra flere forskellige sider. Stadig kan man dog godt have fornemmelsen af, at fjenderne konstant har sigtekornet rettet imod en, uanset hvor ninja man forsøger at være på slagmarken. Du bør derfor forberede dig på at skulle dø et par gange på selv den normale sværhedsgrad.

Om ikke andet så kommer du ganske givet til at opleve et par dødsfald, når du render ind i en af de lidt tilfældige og uforudsigelige eksplosioner. En mission beder mig specifikt om at dække et vogntog af allierede tanks, og som den gode og lydige soldat jeg er, bevæger jeg mig troligt op på siden af den forreste kampvogn – jeg er klar til kamp. Sekunder senere går skærmbilledet i sort, og jeg er død. En bombe har åbenbart sprængt et krater omkring den forreste tank, og da jeg spiller scenen igennem igen, kan jeg se, at det aldrig var meningen, at jeg skulle videre den vej, som vogntoget oprindeligt kørte. Hvordan jeg nogensinde skulle have en jordisk chance for at vide det, er jeg dog ikke helt klar over. Sådanne scener oplevede jeg desværre et par gange i løbet af spillet – det er lidt overladt til tilfældighederne, og det virker ret unfair. Er de realistiske? Ja, bestemt! Er de frustrerende? Helt vildt!




Spillet understøtter coop for 2 spillere, men der er ikke mulighed for at spille sammen via internettet – det skal ske på samme skærm. Det er muligt at genoplive hinanden igennem spillet, men udover denne ændring er oplevelsen mere eller mindre identisk med den man har, når man spiller alene. Vi har desværre ikke haft mulighed for at teste Killzone 3 i 3D, men vi har gennemført store dele af spillet med PlayStation Move. Bevægelsessensoren virker responsiv nok, men man får kraftig hjælp af en aim-assist, der centrerer modstanderne i ens sigte, når man zoomer ind. At skulle vifte med controlleren for at bruge de nye brutale nærkampsangreb virker ganske logisk, men det bliver samtidig en smule ensformigt i længden. Alternativt har man dog også mulighed for at trykke på knapperne, så man kan eksempelvis selv vælge, om man vil dreje håndleddet eller trykke firkant for at genlade sit våben. Det er klart, at ens reaktionstid forkortes en smule, når man bruger Move-controlleren, men det kommer samtidig på bekostning af, at præcisionen ikke er helt lig den, man kan opnå med en almindelig Dualshock 3-controller. I min bog er der således både fordele og ulemper ved at spille med Move-controlleren.

Online
Det er ubetinget på onlinedelen hvor Killzone 3 viser størst fremskridt. Killzone 2 døjede efter kritikernes mening med en lidt tung styring, hvilket ødelagde det høje tempo og den skarpe præcision der synes at være en gennemgående standard for nutidens skydespil – den tunge styring bemærkede man især når man gik online. Killzone 3 retter op på dette, men bibeholder stadig en god fornemmelse af tyngde. Man sidder stadig med fornemmelsen af, at man navigerer en tungt udrustet kampsoldat rundt på slagmarken, men forsinkelsen fra knapinput til bevægelse på skærmen er blevet reduceret kraftigt. Således synes man at have ramt en gylden mellemvej, hvor Killzone stadig adskiller sig fra mængden, men samtidig er blevet lidt mere tilgængeligt for masserne.




Onlinekampene er stadig fyldt med action og de forskellige klasser der blev introduceret i Killzone 2, og som vi eksempelvis også kender fra et spil som Team Fortress 2, er blevet afpudset og har fået tilføjet en række nye færdigheder. Noget er blevet fjernet mens andet er blevet ændret en smule.
Således virker alle klasser nu langt mere nødvendige end tidligere, og samtidig ændres ens tilgang til spillet en helt del, alt efter om man vælger at spille som Feltlæge, Taktikker, Infiltrator eller helt fjerde.

I den nye spiltype, der kaldes ’Operations’ spiller netop klasserne en ganske stor rolle. Her indtager det ene hold rollen som forsvar, imens det andet er sat til at angribe et bestemt mål. Banerne er fra start relativt lukket, men som de forskellige mål udføres, åbnes der op for nye sektioner og derved åbner der sig også nye strategiske muligheder. Første del af en bane kan udspille sig i sneklædte klipper hvor batterier skal indsamles, efterfølgende bliver kampen flyttet til en høj boreplatformslignende bygning, hvor en række bomber skal placeres og til sidst udkæmpes finalen ombord på et stort krigsskib, hvor en hovedcomputer skal hackes. Imellem disse sektioner vises små mellemsekvenser, hvor de bedste spillere på hvert hold indgår. Det lyder måske lidt som en bagatel, og ikke som noget der er synderligt motiverende, men det tilføjer en hel del til spillet at man, hvis man ellers spiller ordentligt, kan få sit navn vist frem i et lækkert lille filmklip.




Online byder Killzone 3 på god, men også til tider lidt kaotisk underholdning. Kun tre baner er tilgængelige i føromtalte spiltype, men vælger man den mere klassiske deathmatch-spiltype, så er der naturligvis flere baner at slå sig løs på. Det er dog en skam, at man ikke lige fik presset to Operation-baner mere ind i spillet, da tre baner til spillets ubestridt sjoveste spiltype er lidt for lidt.

På trods af en række irritationsmomenter er Killzone 3 stadig et stykke over sin forgænger hvad angår gameplay. Det hele er blevet pudset lidt mere af, og de nye tilføjelser og våben er rigtig fornuftige. Historiemæssigt mener jeg, at der er et par døde perioder, og intensiteten falder desuden ret drastisk i slutningen. Der lægges lidt op til noget episk, som jeg personligt synes udebliver. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Killzone 3 er et eminent stykke spildesign, og du har al mulig grund til igen at melde dig under fanerne og blæse til angreb imod Helghaststyrkerne.
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:9.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.