Killzone

Guerilla er en interessant gruppe hollændere. De har skabt et spil, som har forstyrret spilverdenen så meget i de sidste to år, at forventningerne har været skyhøje. Det synes lidt underligt, når det Vietnam-baserede Shellshock ’Nam 67 ikke var den store succes, som der var lagt op til. Var forventningerne så skruet ned? Næ - de var minsandten skruet op! Folk havde sikkert troet, at Shellshock’s manglende succes skyldtes det dedikerede arbejde investeret i Killzone af hollænderne i stedet. På sin vis er det ikke forkert antaget, men så er det også samtidigt forkert at have troet. Læs videre og find ud af, hvad det er for noget kryptisk bavl, som jeg lukker ud.

Gameplay Hvis der er noget menneskeheden altid har været gode til, så er det at skyde sig selv i foden. Vores verdens største teknologiske udfoldelser hænger i en større eller mindre grad altid sammen med krigsudførsel. Luftskibet var et godt transportmiddel, der kunne føre mennesker vidt omkring i verden. Selvfølgelig var der en eller anden, der mente, at hvis man monterede bomber på den, så kunne den være god at bruge i krig.

Flyet gjorde transport nemmere og bedre. Men selvfølgelig var der en eller anden, der mente, at hvis man monterede bomber på den, så kunne den være god at bruge i krig. Selv riflen kunne man ikke dy sig at smide en granatkaster på, så den kunne være endnu bedre at bruge i krig. Vores tid er præget af krig, så det overrasker vel ikke, at fremtiden også byder på det samme!

Historien tager udgangspunkt i menneskehedens kolonisering af planeter. Det er selvfølgeligt et sci-fi krigsepos, vi har med at gøre, så der er selvfølgelig en eller anden tvist at finde. En del af menneskeheden har koloniseret planeten Helghan, men har ikke kunnet klare planetens økosystem godt nok og er blevet forandret. De afvises af resten af menneskeheden og bliver forbitrede.

Vi kommer ind i historien, da Helghan lancerer endnu et angreb som gengældelse for menneskehedens svig. Planeten Hekta er stedet, hvor invasionen begynder, og her kommer man ind i billedet som Kaptajn Jan Templar af ISA-hæren. Man starter ud med at skulle skyde løs på en hel masse Helghast soldater. Og sådan er det bare. Hele vejen i gennem spillet skal du bare skyde løs på en hel masse Helghast soldater på fods, i tanks eller i luften. Lyder det kedeligt? Måske. Er det kedeligt? Slet ikke! Spillet varierer på nogle velkendte måder, f.eks. med varierende miljøer og muligheden for at spille med mere end en person. Som Templar kommer du til at møde andre soldater, der kæmper den brave kamp. De bliver en del af Templar’s mission (som starter fra små missioner, som at udrydde soldater og hente en nøgle til at skulle redde hele planeten) og det er meget godt implementeret.

Historien driver spillet fint fremad og karaktererne, Luger; en snigemorderske med nattesyn og lyddæmper på maskingeværet, Rico; en stor, mørk soldat, der har speciale i tunge våben og har et udpræget had til Helghans og den ultra seje Hekha; halvt menneske, halvt Helghan, der har været bag fjendens linier i en god portion tid og bærer på vitale informationer, der kan ændre krigens gang. Og ændring af krigens gang er der brug for, da Helghan har opbygget en meget imponerende hær, og selvfølgelig lempes Helghans forsøg på overtagelse af Hekta heller ikke af, at Hektas rumforsvar har svigtet i det allervigtigste øjeblik. Så der er lagt i kakkelovnen for en spændende historie.

Det tager en god halv time at lære kontrollen til en fin grad. Der er lagt funktioner fornuftigt ud på kontrolleren, men hvis det ikke lyster, så kan man da altid ændre dette til eget behag. Spillets lineære forløb varieres kun lidt i form af mindre varierende forløb af missioner for de forskellige karakterer under missionerne. F.eks. kan Luger kravle ind under steder, hvor andre af spillets karakterer ikke kan, mens Hekha kan løbe igennem de sikkerhedsforanstaltninger, som Helghast-soldaterne opsætter forskellige steder, da de er sat til at eksplodere, hvis et normalt menneske går igennem dem.


For at gøre miljøet mere genkendeligt har Guerilla valgt at droppe lasergeværer og lyssværd og al den slags. I stedet er modificeringer af nutidige våben at finde, hvor angrebsrifler, granatkastere, pistoler, shotguns, maskingeværer og våben i den dur. ISA-hæren har sine våben, mens Helghast har sine egne, og den egentlige forskel er, at ISA-våben er kvalitative, mens Helghast-våben er kvantitative, betydende at ISA-våben har mindre magasiner men sigter bedre, mens Helghast-våben har større magasiner men mindre præcision.

Man kan kun bære tre våben ad gangen. Det gør jo, at man er lidt taktisk med sit udvalg af våben, hvor man føler sig nødsaget til at have i hvert fald en Helghast Assault Rifle i sit arsenal, da man møder så mange fjender med denne type riffel. ISA-våben ammunition er sværere at få fat på. Der er dog også mere taktik i tasken, da man ved genladning af sine våben opdager, at Guerilla meget finurligt har valgt at lade kameraet kigge ned på sit våben, mens man udfører genladning. Så lad lige være med at storme frem og gå amok, hvis du har et våben, der skal genlades hurtigt.

Har man fat i et maskingevær (som f.eks. Rico har), så skal man være opmærksom på, at våbnet kan overophedes. Man kan også sprinte, men det er begrænset, hvor meget man børe overveje at stille op til de Olympiske Lege, da ens Stamina ryger ned, når man gør det for meget. Så i forhold til andre FPS-spil, har Guerilla valgt at gøre oplevelsen mindre ”Arnold Schwarzenegger film fra 80’erne”-agtigt og mere intelligent og nutidigt. Det synes jeg meget om.

Miljøerne skal da også bruges til sin fordel, da man dukker op i forskellige områder, som militærbaser, jungler og moseområder og urbane skydehaller (eller byer, som de hed, før Helghan valgte at invadere). Man kan søge dækning ved mange steder, og det gør din fjende også. Det er rart at se, at dine fjender også varetager deres egne liv så meget, som de ønsker dig død. Fjenderne dukker op i forskellige dragter (som varierer i deres modstandsdygtighed overfor kugler og granater), men det er de orange øjne, du skal sigte efter, når fjender kommer. Helghans er stærkere end normale mennesker og skal skydes et par gange i hovedet, før de dør. Det kan de normale mennesker ikke, som man opdager, når man i ny og næ skal redde dem ud af kløerne på skydegale Helghast soldater.

Online får du en oplevelse lig singleplayer, så din tid spenderet her afhænger kun af, om du blev fanget af spillet i singleplayer. Der er de sædvanlige modes, som Deathmatch og Team Deathmatch, og skal det forklares, så skal man ikke have lov til at spille spil mere! Der er også Supply Drop, som er et Capture The Flag, hvor man skal hente forskellige pakker og hente dem tilbage til sin base i sikkerhed. Assault og Defend and Destroy er variationer af hinanden, hvor man enten forsvarer sin egen base eller angriber modstanderens. Ikke meget nyt under solen, men det der var forventet er i det mindste at finde. Muligheden for at spille op til 16 er da også meget fornøjelig!


Grafik
Guerilla har været meget modig i deres farvepalet, hvor farverne grå, grøn, brun, sort og lidt mere grå er i brug nærmest konstant. Det er stemningsdannende og gør, at spillet fremstår unikt i forhold til sine konkurrenter (hvem end de nu er). Karaktererne er lavet utroligt flot, og ens manglende tro på ens PlayStation 2’s kundskaber sættes til skamme. Det er hårdt slid, der har ledet til den flotte grafik, men potentialet er der helt klart. Jeg vil ikke sige, at det her er det definitivt bedste, som kan trækkes ud af en PlayStation 2, for der er altid en eller anden udvikler, der beslutter sig for at ændre det synspunkt. I stedet vil jeg bare sige, at Guerilla i hvert fald kan være stolte af sig selv for den indsats investeret i spillets visuelle udtryk.

Der er dog nogle ridser i lakken. Selvfølgelig, tænker mange, men det synes underligt, at disse ridser overhovedet er at finde. Man skal temmelig tæt på folk, før man klart og tydeligt kan se deres ansigter. Tager man et par skridt tilbage, så er en medspillers ansigt tæt på at ligne en sløret klat. Sjusk og dedikeret arbejde i én og samme pakke? Interessant. Der er få steder, hvor frameraten også bukker under for det grafiske pres, men det er ikke så slemt, som nogle anmeldere erklærer det for at være. Der er også de sædvanlige pop-up problemer og mærkelige problemer med distancer, men det er slet ikke ødelæggende for ens spiloplevelse.

Helhedsindtrykket er dog klart overvældende imponerende. Man befinder sig i en nådesløs krig, hvor blod, kugler, eksplosioner, skrig og smerte smelter sammen til et digt skabt af pinsler. Det er mest pga. de små detaljer, at man oplever den tilfredshed. Når man løber, så gnidrer billedet i siderne for at indikere fart. Skud fra rifler kan ses, når man undviger dem, og når man rammer forbi og rammer noget sand eller jord, så opstår der en lille sky. Eksplosioner af større objekter er dog ikke så imponerende, og særskilt granater er direkte pinlige at se. Cutscenes er spillets største trækplaster, hvor man serveres den spændende historie. Der er ingen tvivl om, hvorvidt de pågældende karakterer er sure, irriterede eller fortvivlede.

Lyd Den eneste musik, man finder i spillet, er i menuerne og i cutscenes. Det er helt klart taget fra deres tidligere projekt, Shellshock ’Nam 67, men det synes bedre implementeret i Killzone. Våbnene lyder godt nok, mens granaterne ikke får nogen medaljer herfra. Der er dog visse tidspunkter, hvor våbnenes lyd forsvandt. Det kan man ikke tillade sig at have i et stort oplagt spil som Killzone.

Det er ikke helhedsødelæggende, men det skaber dog en vis nag, da (om enten Guerilla synes om det eller ej) der bliver kæmpet om guldet mod selveste Master Chief fra Halo-serien og så skal alt være i fineste orden så vidt som muligt. Også i lyden.

Stemmeskuespillet er dog i en meget højere klasse, hvor der er brugt mindre kendte skuespillere til at låne hals til Guerillas lydstudie. Sean Pertwee, som man også oplevede i Gladiator: Sword of Vengeance, lægger stemme til Oberst Hakha, og det synes at være et arbejde, han passer godt til. Brian Cox lægger stemme til Helghast lederen, Scolar Visari, og adderer også mere kvalitet til lydbilledet. Den filmiske stemning, der forsøges opnået i grafikken, synes også klaret i lyden.

Holdbarhed
Nu kommer julen jo snart, og så skal man til at se, hvilket spil, der er værd at investere i. En afgørende faktor indenfor denne beslutning kan peges hen til spillets holdbarhed. Mange får ferie, og vi ved jo, at ingen gider at lave lektier i mellemtiden, så der skal helst være tale om et spil, der kan holde interessen i længere tid. Singleplayer er en engangsoplevelse, men man kan efter spillets afslutning vende tilbage til de 11 baner og spille dem ud, som en anden karakter. Mange gange under spillets forløb opdager man, at havde man været, f.eks. Luger, så kunne man være gået herom. Den store attraktion er selvfølgelig online-delen, og da singleplayer-delen ikke skuffer, så synes det sandsynligt, at ens tid godt kan bruges i Killzone’s online krigsfelter.

Overall
Hvor mange gange har du tænkt på Halo, mens du har læst denne anmeldelse? En del gange, ja. Det kan man heller ikke bebrejdes, så til overall vurderingen synes det passende at vurdere efter den sammenklistrede titel Halo-Killer. Halo-Killer ville jo være det højeste at nå op på, men det kan Killzone ikke gøre. Teknikken er en del af svaret, men det synes lidt underligt at skulle sætte spillene op ved siden af hinanden, da der er væsentligt forskelle spillene i mellem. Hvad jeg højst kan sige om spillet er, at den er en Halo-strejfer. Hvis Guerilla har haft Halo i sigtekornet, så har kuglen kun snittet: Halo lever stadigvæk i bedste velgående. Men det gør ikke noget, da PlayStation 2 ejere stadigvæk har fået hænderne i noget godt og vi glæder os til at få mere fra Guerilla, som jo lige netop er varmet op.