King of Seas

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 24. maj 2021 - kl. 15:00
Del denne artikel:
1 1

Ahoy matey! Så er der sørøvere løs på PlayStation 4 i King of Seas - et fint lille rollespil med god fokus på søslag og livet som pirat. Læs anmeldelsen her.

Hvis jeg lige på stående fod blev tvunget til at nævne en række piratspil, så ville jeg nok, som det første, kom i tanke om Sid Meier’s Pirates! og Sea of Thieves fra Rare. Sjovt nok, er der ikke voldsomt mange spil med pirater ved roret, men nu er der kommet et nyt, nemlig King of Seas.



I King of Seas tager man kontrol over en ung kaptajn ved den kongelige flåde. Mens man er på havet for at levere en sending varer til en fjerntliggende ø, bliver kongen myrdet og man bliver nu beskyldt for at stå bag. Hurtigt bliver man indfanget af flådens krigsskibe og ens skib bliver hurtigt sendt mod havets bund.

Man vågner derefter op blandt pirater i Eagles Den og ad lidt omveje, bliver man sat bag roret i et lille sørøverskib og derfra går det naturligvis kun én vej. Man bliver nu kaptajn på det her sørøverskib og man begynder at hærge de syv have som pirat, i jagten på kongens rigtige morder og på at få renset ens navn.



King of Seas er et rollespil, men historien er i virkeligheden ikke det bærende element her. Man får naturligvis hele tiden adgang til nye missioner og side-missioner som man kan påtage sig på de forskellige værtshuse i de havne man kommer til. Man kan også vælge bare at sejle rundt og opføre sig som en rigtig pirat; plyndre andre skibe, handle med varer i forskellige havne og gå på jagt efter skatte rundt omkring på de øde øer.

Spilverdenen er fyldt med ting man skal opdage. Der er naturligvis skatte der skal findes, sunkne skibsvrag der skal tømmes for værdier, søfolk der driver rundt på tømmerflåder der skal reddes, kartografer der skal besøges på deres vejrstationer, for at afdække områder på ens ellers blanke søkort og der er endda kæmpeblæksprutter, piratjægere og spøgelsesskibe man skal forsøge ikke at blive sænket af.



Selvfølgelig bliver man også kastet ud i større søslag, hvor man cirkler omkring andre skibe for at finde den bedste vinkel at angribe fra og her kommer der en del taktik ind i billedet. Hvis man kaster sig hovedløst ud i disse kampe, så ender man hurtigt på havets bund, så det gælder her om at bruge vindretningen, ens sejl (der blandt andet afgør hvor manøvredygtig man er) og ens forskellige kanoner på den rigtige måde, hvis man vil have en chance for at vinde.

De penge man “tjener” ved at finde skatte, røve andre skibe eller handle med varer, kan bruges til at købe massevis af opgraderinger til ens skib og det er alt fra nye kanoner, bedre og stærkere skibsskrog, bedre galionsfigurer, bedre sejl og specielle egenskaber som for eksempel en flok af måger, der heler ens skadet skib og meget andet. Alle disse opgraderinger har forskellige stats og egenskaber, både positive og negative, så det gælder her om at vælge de rigtige dele til ens skibe. Når man stiger i level modtager man XP og disse kan bruges i et simpelt opgraderingsstræ, hvor man kan forbedre de evner man har og låse op for nye.



Langt det meste af tiden foregår på havet. Man bruger meget tid på at sejle fra det ene sted til det andet og selv om der er mange ting at finde i omgivelserne, begynder det efter noget tid at blive en smule ensformigt, hele tiden at gøre mere eller mindre det samme.

Der dukker dog lidt nyt op undervejs, for eksempel kan man fiske hvis man får fat i en fiskestang og når man får fat i et skattekort, er der skatte der skal findes, men langt det meste af tiden går med at sejle fra punkt A til punkt B, indsamle værdier og angribe, og blive angrebet af, tilfældige skibe. Selve missionerne er pakket ind i en historie, men det er mange gange det samme man skal gøre, blandt andet at sænke nogle bestemte skibe, eskortere et skib fra A til B eller levere nogle ting fra det ene sted til det andet.



Noget andet er, at man kunne godt bruge noget hjælp af og til. Da der her er tale om et rollespil, er der i menuer og lignende en del symboler og ikoner - mange af dem er selvforklarende, men der er også et mindre antal, som jeg ikke har kunnet finde ud af hvad betyder og de bliver desværre heller ikke forklaret. Måske er der en forklaring et sted, men så er den pakket så godt væk, at jeg i hvert fald har overset den.

Grafikken i Seas of Kings har en hyggelig og ufarlig tegneseriestil og den passer fint til spillets lette stil. Havet ser ganske fint ud og de små øer og samfund man kommer til, ser hyggelige ud. Lydsiden er ganske fin, med gode lydeffekter fra skibes kanoner, fra livet på havnen når man lægger til kaj og soundtracket intensiveres fint når man kaster sig ud i et søslag.



King of Seas er et hyggelig lille rollespil, som man stille og roligt kan sidde og hygge sig med. Man kan vælge at følge historien og løse de forskellige missioner man får, men man bør både gå på opdagelse i spilverdenen, samt påtage sig side-missionerne på de forskellige værtshuse, da det er her mange af de mere spændende ting ligger gemt.

King of Seas kan bedst sammenlignes med Sid Meier’s Pirates! - og det er jo ikke et helt skidt spil at blive sammenlignet med. Det er dog ikke på niveau med klassikeren, men det er et lille hyggeligt rollespil, som ikke overkomplicerer tingene. Man kan vælge både at gå den mere lovlydige vej og handle sig til ens rigdomme, eller man kan gå sørøvervejen, hvor man angriber skibe til højre og venstre.

Ensformigheden sætter ind efter noget tid, men når det så er sagt, så er King of Seas en fint lille og hyggeligt sørøverspil, som fans af rollespil og pirater, vil kunne sidde og hygge sig med. King of Seas koster 184 kr. på PlayStation Store.
+ Hyggeligt og let tilgængeligt rollespil, fin grafik, god fokus på søslag
Bliver ensformigt, man savner lidt hjælp og forklaringer
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.