Knights of the Temple - Infernal Crusade

Anmeldt af: - 12. juni 2004 - kl. 14:35
Del denne artikel:
0 0

Knights of the Temple udspiller sig i det 12. århundredes Europa. Du er en ridder i Temple ordenen, der skal forhindre den onde biskop i at åbne helvedes porte, og redde den skønne ungmø Adelle.

Knights of the Temple (KotT) placerer dig i rollen som Paul, den frygtløse Temple ridder i det 12. århundredes Europa. Han starter ud i en skov, hvor Paul finder sin bedste ven døende af en pest-agtig forbandelse. Med sine sidste kræfter får han fremstammet "den hellige mand er djævelen...". Paul drager herfra ud på et langt eventyr i forsøget på at forhindre den onde biskop i at forene helvede og verdenen, som vi kender den. Som et ekstra twist skal man også nå at redde den skønne ungmø Adelle, inden biskoppen bruger hende og hendes guddommelige evner til at udføre sine ondskabsfulde planer.

KotT udspiller sig over ca. 25 baner, der tager Paul gennem klostre, katakomber, en middelalderby, og de hede områder i mellemøsten, heriblandt den hellige by Jerusalem. Man finder hurtigt ud af, at der er noget helt galt. Ikke mindst fordi Paul påpeger det adskillige gange. De ellers så fredelige munke er gået bersærk, næsten som om de bliver styret af den ondskabsfulde biskop. Som historien udfolder sig, støder man også ind i mere frygtelige fjender, som bl.a. riddere i fuld rustning og udstyret med både sværd og skjold.

Med en PEGI (Pan European Game Info) rating på 16+ er det ikke de yngste spillere, der er målgruppen, hvilket de blodige sværddueller og de skræmmende baggrundslyde også afslører. De senere baner og fjender byder på et virvar af helvedesudgydelser, og de fastlåste kameravikler i stil med Resident Evil er med til at gøre det endnu mere uhyggeligt.

Den mest effektive taktik ved denne slags spil, hvor man bliver angrebet fra alle sider af adskillige fjender samtidigt, plejer at gå ud på at udrydde dem én efter en. Men i KotT er ”plejer” død. Fjenden, som du peger direkte imod, har nemlig luret denne taktik og blokerer derfor ivrigt de fleste af dine angreb, mens hans venner hakker løs i dig. Derfor må man være mere opfindsom for at undgå mest mulig skade. AI’en byder også på et varieret angrebsmønster, som kan være svær at blokere, og kan i værste fald forvolde stor skade.

At AI’en er over standard ses også, når man eksempelvis stresser en fjende, det resulterer i en angrebsmanøvre, der kunne se ud til at koste et væld af fluer livet, sådan som han vifter med sit våben. Man skal også passe på for modstanderen kan finde på at kaste sig frygtløst frem med sin klinge ivrigt fægtende til alle sider.

Den kan dog opføre sig underligt af og til, bl.a. når man angribes af flere fjender på en gang, kan man komme ud for, at den ene fjende står og hakker lystigt i sin medsammensvorne, hvis denne står i vejen. Yderst behjælpeligt, men ikke særlig realistisk. De kan også finde på at hakke uanet i en stenmur, hvis de ikke lige kan finde vej hen til dig.

Gameplay
Genren kan betegnes som en blanding af adventure og hack’n’slash. Man lærer combo’er og færdigheder efterhånden, som man avancerer i spillet. Du lærer et begrænset antal combo’er, som udføres ved en kombination af A og B knapperne. Derudover lærer man fire special attacks, som kan bryde en fjendes blokering, slå ham til jorden, eller udføre et angreb, der forvolder stor skade. Ind imellem projicerer Adelle sig til dig og lærer dig en guddommelig bøn. Denne kan enten helbrede Paul eller udføre et magisk angreb, der kan slå flere modstandere ned.

Man støder på flere puzzles, der kan sætte din logiske sans på prøve. For det meste går det ud på at trykke på nogle knapper eller trække i nogle håndtag i den rigtige rækkefølge. Dette kan nu være svært nok og kræve, at man prøver sig frem, til man rammer rigtigt.


Grafik
KotT’s udseende er imponerende udført. Man kan tydelig se, at udvikleren Starbreeze har styr på teknikken og har nogle talentfulde grafikere. Hvad enten man ser på omgivelserne, lyskilderne, eller de magiske effekter, finder man et flot og næsten fejlfrit spil. Det ses også tydeligt, at man har udnyttet motion capture til animationerne, som har et rigtig godt flow.

Der opstår nogle enkelte skønhedsfejl, hvor en fjende eksempelvis ikke får udført sin dødsanimation og derfor bare står inaktivt og kigger. I en anden situation lader det til, at fjenden mentalt er taget til raveparty, hvor han netop er ved at fremvise sine seneste moves. Om der fandtes et ravemiljø i middelalderens undergrund skal jeg ikke kunne sige, men chancen for det er nok begrænset, selvom Citarer og blæseinstrumenter kunne være en kitschet indgangsvinkel til rave.

I en adventuretitel som KotT kunne man forvente, at kameravinklen er i 3. person, hængende over spillerens skulder, men dette er ikke tilfældet. Kameravinklerne er nemlig forudbestemt og dog alligevel dynamiske, hvilket fungerer overraskende godt. Det giver nogle momentære cinematiske udtryk, der snildt kan måle sig med Hollywood. Man kan dog blive udsat for nogle blinde vinkler under de hektiske dueller, hvilket naturligvis er uhensigtsmæssigt.

Lyd
I stil med de dystre omgivelser er de 18 forskellige baggrundsmelodier lige så dystre. Starbreeze skulle måske også overveje at sende sine to inhouse musikere til Hollywood, for kvaliteten er simpelthen i topklasse. Udvikleren har også formået at finde nogle talentfulde stemmeskuespillere, som bestemt hjælper på helhedsindtrykket.

Lydeffekterne er veludførte og passer godt ind i det middelalderlige univers. Specielt lyden af en gammel trækonstrueret vandmølle springer i øjnene, eller ørerne om man vil. Det knirker og knager så højt, at man kan blive bekymret for, om det hele braser sammen.

Holdbarhed
Singleplayeroplevelsen byder på ca. 6-7 timers underholdningsværdi på letteste sværhedsgrad. Vælger man derimod en af de sværere niveauer, skulle man nemt kunne vride flere timer ud af den.

Den første boss man støder på er noget af en udfordring, men ikke uovervindelig. Det gælder om at lære angrebsmønstrene udenad, så man ved, hvornår der skal blokeres og hvornår, der skal angribes.

Har man Xbox Live er det muligt at downlaode en ”Survival mode”, hvor det gælder om at nedkæmpe så mange fjender som muligt. Dernæst kan man gemme sin score og måle sig med andre spillere via Xbox Live. Det giver spillet et ekstra nyk i holdbarhedskarakteren.

Overall
Samlet set er Knights of the Temple en god gang underholdning for spillere, der holder af adventuretitler. Det henvender sig som sagt til en ældre målgruppe over 16 år med blodige sværddueller og uhyggelige omgivelser.

Grafisk og lydmæssigt ligger KotT i den bedre ende af titler. Rent teknisk er det veludført og finpoleret, inden det blev sendt i produktion. Man har oplevelsen af et rigtig godt flow uden større fejl og mangler. Vi ser allerede frem til næste titel fra Starbreeze Studios, som har opnået stor hype, nemlig filmlicensen The Chronicles of Riddick.
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.