Left Alive

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 17. marts 2019 - kl. 19:22
Del denne artikel:
2 3

Square Enix skyder sig selv i foden med denne Metal Gear Solid klon, som er noget gedigent rod. Læs anmeldelsen af Left Alive her.

Left Alive er noget rod. På overfladen kunne det ligne et Metal Gear Solid Light, men det tåler på ingen måde sammenligning med Kojimas mesterværker.



Da Left Alive blev annonceret, synes jeg at det lød spændende. Square Enix havde teamet op med Metal Gear Solid karakter-designer Yoji Shinkawa og Gundam mech-designer Takayuki Yanase og ville lave et stealth-spil i det velkendte Front Mission univers. For nu at sige det pænt, så er det formentlig ikke gået helt som Square Enix havde håbet.

Left Alive er altså et stealth spil og hvis der er noget et spil i denne genre kræver, så er det en velfungerende cover-mekaniske og velfungerende kunstig intelligens hos spillets karakterer - Left Alive har ingen af dem. Det går nemlig hurtigt op for en, at man står overfor fjender med unaturligt gode sanser. Man bliver nemlig med lethed opdaget af fjenden, selv fra lang afstand og selv om man sidder i skjul bag cover - mens man andre gange, nærmest kan smutte lige forbi næsen af dem, uden at man bliver opdaget. Det giver en balance, som gør, at man aldrig ved om man bliver opdaget eller ej og så er det meget svært at lægge en strategi. Det er som at kaste en terning og så må man håbe på det bedste - og lad mig sige det sådan, man slår ikke mange 6’ere.



For at undgå at blive opdaget af fjenden, valgte jeg at forsøge mig med en anden strategi, nemlig at angribe inden de fik øje på mig. Det viste sig at være en rigtig skidt idé, da denne del af spillet fungerer om muligt endnu ringere end stealth delen. Kommer man i kamp, er man altid i undertal, ens våben virker meget svagere end fjendens, som i øvrigt er ude af stand til at skyde forbi ens hoved, selv om det er gemt bag en væg. De gadgets man kan bygge og de granater man har, lader desuden til ikke at have den store effekt på fjenden.

Det hjælper slet ikke på tingenes tilstand, at spillets checkpoints og save-punkter er med 20-30 minutters mellemrum, så hvis man ved et uheld bliver opdaget - og det gør man, så bliver man sat op til en halv times progression tilbage og det er bare ikke særligt spændende.

Da Left Alive er et stealth-spil, bruger man altså meget af tiden bag cover, men jeg fandt til min store overraskelse ud af, at det ikke er muligt at dræbe fjenden fra ens cover, da spillet ikke indeholder nogen form for stealth-kill mulighed. Det vil sige, at man står tilbage med et simpelt gameplay, hvor man skal forsøge at snige sig forbi tonsvis af fjender udstyret med supersanser eller kaste sig ud i kamp, men på grund af deres førnævnte supersanser, så kan man næsten lige så godt hoppe i menuen og vælge “Reload”, hvis man går den vej, da det er en taber-sag man har rodet sig ud i.



I løbet af spillet tager man kontrol over tre forskellige karakterer og senere også over nogle af de enorme mecha-robotter. Styringer er stiv og klodset og animationerne er kluntede og grimme - det er dog lidt bedre når man kontrollerer robotterne, men rigtigt godt bliver det aldrig.

Det kan siges meget simpelt; gameplayet i Left Alive fungerer ganske enkelt ikke. De elementer som gør et stealth-spil gode er enten ikke til stede ellers er de så underudviklede eller ubalanceret, at de nærmest ikke fungerer. Hvordan kan man lave et stealth-spil i 2019, hvor det ikke er muligt at dræbe fjenden i stilhed? Det virker som en meget besynderlig designbeslutning.

Den grafiske side af Left Alive er ikke noget at skrive hjem om. Karakter-designet er ganske fornuftigt og det samme er designet af de enorme robotter, men resten er en skuffende omgang. Det ligner mest af alt en remaster af et ældre PlayStation 2 spil og det er ikke godt nok af et nyt spil her i 2019.

Jeg leder efter noget positivt at sige om Left Alive, men der er faktisk ikke ret meget. Det indeholder en god portion missioner og side-missioner og karakter-designet er godt og typisk Metal Gear Solid, men desværre bliver det hele lynhurtigt overskygget af et gameplay, der slet ikke fungerer. Det er en frustrerende og meget skuffende omgang at spille og der er så mange spil til den halve pris eller mindre, som er langt mere underholdende, velfungerende og sjove at spille. Left Alive sælges i øvrigt til fuld pris.
+ Godt karakter-design
Kedelig historie, gameplayet fungerer ikke, grafik under middel, kluntet styring, check-point systemet
Gameplay:2.5
Grafik:4.5
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 3.5
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.