Legendary

Ifølge græsk mytologi fik den skønne Pandora en vidunderligt smuk æske af Zeus i bryllupsgave. Æsken var det smukkeste hun nogensinde havde set, men betingelsen for, at Pandora måtte få æsken af Zeus, var, at den aldrig nogensinde måtte åbnes. Ifølge sagnet kunne Pandora dog ikke styre sin nysgerrighed, og da hun åbnede æsken blev alt verdens ondskab sluppet løs. Dog er sagnet ikke helt sandt. Pandoras æske var skam ægte nok, men den blev aldrig åbnet. Derimod blev den brugt som et våben og nøglen til meget magt. Der blev ført mange krige igennem årene for at sikre sig æsken, men det endte med, at Council of 98 fik sikret sig æsken, før Black Order fik fingrene i den.



Pandoras æske blev nu gemt væk i flere generationer, indtil alle der kendte til dens placering døde, og dermed gik placeringen tabt, lige indtil et hold forskere faldt over æsken, og den skjulte kamp om at være æskens ejermand igen startede. I rollen som lejemorderen Deckard bliver man hyret af den mystiske LeFei til at infiltrere museet, hvor æsken bliver opbevaret, og åbne den. Uvidende om æskens kræfter åbner Deckard den, og som sagnet siger, bliver alverdens ondskab sluppet ud, og New York bliver kastet ud i et sandt helvede.

Nu er det op til spilleren at stoppe helvedet, man har sluppet løs, og samtidig komme til bunds i sagen om Black Order og deres krig mod Council of 98. Legendary starter med at sende en ud i et New York, der bliver hærget af en masse fabeldyr, såsom griffer, varulve og titaner. Der er dog ingen forklaring på, hvorfor nogle af fabeldyrene stammer fra græsk mytologi, mens andre ikke har noget som helst at gøre med den græske mytologi, som Pandoras æske stammer fra. Spillet spilles fra et førstepersonsperspektiv, hvor det gælder om at fylde de mange fabeldyr med bly. Historien, som fylder en stor del af spillet, er dog lige så fejlfyldt som mængden af fabeldyr, og man støder på en stor række klichéer igennem spillet samt en utrolig forudsigelig historie, som intet gør for at være original. Stemmeskuespillet hjælper heller ikke på historien, og man sidder tit med følelsen af, at der ikke har været tid til at indtale stemmerne mere end en gang, og replikkerne blev fundet på fem minutter før der skulle optages. Det er dog ikke kun historien, der er pinefuldt elendig, gameplayet går hånd i hånd med historien.



Gameplayet i Legendary er direkte forfærdeligt. Banedesignet er små snævre passager, man bevæger sig i, og der bliver aldrig givet frihed eller blot illusionen af frihed. Man bevæger sig i de samme miljøer konstant, mens man skyder de samme tre fjender om og om igen. Styringen er kluntet, og det føles aldrig som om man har helt styr på, hvad man sigter efter, og det er ofte mere held end evner, hvis man rammer en varulv i hovedet. Det hele handler dog ikke om våben, da Deckard fik nogle magiske evner, da han åbnede Pandoras æske. Dette betyder, at Deckard kan absorbere livsenergi fra de mange fabeldyr og bruge det til at give sig selv energi eller skubbe genstande væk. Dog bliver der ikke gjort mere ud af Deckards magiske kræfter, der bliver ikke tilføjet nye kræfter eller brugt tid på at gøre de nuværende bedre, og det er skuffende at se en ellers udmærket ide falde til jorden. Udmærkede ideer har Legendary dog en masse af. Mens man spiller spillet føles det som om udviklerne har haft en masse gode ideer og tanker om spillet, men de har bare ikke haft hverken talent, tid eller penge til at fuldføre deres drømme. Alting føles halvhjertet og halvfærdigt, og man oplever en masse fejl, uforklarlige designvalg og frustrerende opgaver, som ikke er gennemtænkt, før de blev smidt i spillet. Legendary fejler kort sagt på alle punkter i gameplayafdelingen. Det elendige gameplay bliver også videreført til spillets onlinedel, som er mildest talt ret begrænset og fyldt med fejl. Multiplayer består i, at to hold skal se, hvem der kan dræbe flest varulve på kortest tid, mens de også prøver at slå hinanden ihjel. Dog er den kunstige intelligens til varulve ikke specielt god, og det hele løber hurtigt ud i sandet.

Legendary vinder dog en lille smule på dets grafik med nogle til tider flotte miljøer og pæne visuelle effekter, som lys og partikler. Dog bliver de positive tanker hurtigt skyllet væk, når man ser fjenderne og deres animationer, for animationerne er utroligt begrænsede, og man ser gerne fem fjender står ved siden af hinanden og gøre nøjagtig den samme animation på samme tid, og det bryder hurtigt illusionen om, at man kæmper for sit liv mod en flok farlige varulve. Miljøerne er heller ikke noget specielt, man går rundt i fire forskellige miljøer, som alle bliver gentaget i en høj grad, og det er sjældent man oplever noget visuel variation imellem dem. Frameraten er heller ikke specielt stabil, og man vil opleve små fald i den rundt omkring, når man bevæger sig rundt. Det er dog ikke noget, der kommer i vejen for spiloplevelsen.



Legendary føles som et spil, der kunne have været utroligt godt, hvis det var blevet givet til en anden udvikler. Præmissen og ideen bag er interessant, og konceptet med fabeldyr sluppet løs i den moderne verden er en god ide. Men gode ideer er ikke altid nok til at skabe et godt spil, og Legendary er alt andet end et godt spil.