LEGO DC Super Villains

Anmeldt af: Kenneth Kristensen - 24. oktober 2018 - kl. 10:05
Del denne artikel:
0 2

LEGO DC Super Villains er det fjerde i rækken af LEGO DC spil og byder på nogle nye funktioner og har den hidtil største samling af figurer i et LEGO-spil. Læs anmeldelsen her.

Som titlen antyder, handler LEGO DC Super Villains ikke længere om superheltene, men derimod superskurkene som nu er i centrum fra starten af spillet. Spillet er det første LEGO-spil, som fokuserer på skurkenes historie og derudover er det også den første af sin slags på et andet punkt, når vi snakker om LEGO-spil, nemlig hovedpersonen.



Som altid har man mulighed for at lave sin egen figur og blande forskellige superkræfter og udseender fra sine yndlingsskurke. Men det, der skiller sig ud i dette spil, er at hovedpersonen for første gang er en figur du selv laver, både i form af udseende, samt hvilke evner figuren skal have og hvordan personligheden skal være. Da denne figur er en central del af starten af spillet, kan man ikke komme udenom at skulle skabe sin egen figur.

Man kan også vælge en ”randomizer” hvis man ikke ønsker at tilpasse sin egen figur. Jeg byggede min egen og fandt hurtigt ud af, at der er en masse dele, som er låst fra starten, men disse bliver låst op efterhånden som man kommer længere frem i historien og låser op for flere af figurerne i DC-universet. Derfor vil man også altid have muligheden for at ændre ens figur undervejs som man låser op for nye ting. Dette kan man dog kun gøre når man er i free play, mellem de forskellige missioner i historien.



I LEGO DC Super Villains er Justice League, bestående af bl.a. Superman, Batman og Wonder Woman, blevet taget til fange af en gruppe efterlignere, som kalder sig selv Justice Syndicate. Denne gruppe er Justice League’s onde modstykke fra en parallel Jord kaldet Earth-3, som har planer om at overtage verden under dække af at være nye og bedre superhelte end det originale Justice League.

De rigtige forbrydere i DC-universet har naturligvis gennemskuet de falske helte og bryder sig ikke om at der er andre end dem, der skal lave ballade. Derfor beslutter Lex Luthor og Jokeren sig for at samle et hold af de bedste superskurke for at rydde Justice Syndicate af vejen og få Justice League tilbage som de rigtige helte igen.



Selve gameplayet i spillet foregår ligesom mange andre LEGO-spil før dette, så der er ikke noget revolutionerende i form af hvordan man styrer sine figurer eller hvordan banerne er bygget op. Som altid har man også mulighed for at spille enten en eller to personer igennem hele spillet, både i Free Play men også i alle missionerne.

I starten af spillet har man meget få karakterer til rådighed, så i klassisk LEGO-stil, skal man selvfølgelig låse op for nye karakterer undervejs. Dette foregår helt automatisk som historien skrider frem, men nogle karakterer er du også nødsaget til at låse op ude i den frie verden ved hjælp af små sidemissioner, som man kan udføre mens man udforsker bl.a. Gotham City, Metropolis og endda også Smallville, som er den lille by Superman er vokset op i.



Udover dette har man i hver mission, stadig kun mulighed for at bruge de figurer som spillet vælger til en. Det betyder at man som altid er tvunget til at spille missionerne igennem igen, hvis man vil samle alle collectibles og klare spillet 100%, da man har brug for andre skurkes evner undervejs. Når man har klaret en mission i historien, får man altså mulighed for at spille banen igen, men denne gang kan man selv vælge hvilke figurer man vil have med.

I hver mission er der forskellige mindre missionsmål man skal klare for at gennemføre banen 100%, og noget der går igen fra tidligere spil er, at man skal samle et vis antal LEGO-mønter for at få titlen som True Villain, hvilket i slutningen af missionen giver en af de karakteristiske guld LEGO-klodser, der bruges til at vise hvor meget af spillet man har klaret.

Som noget nyt har hver karakter også en smartphone som man kan bruge til at tage selfies med. Dette skal for eksempel bruges i hver mission, til at klare et missionsmål hvor man skal lave graffiti på et billede med en specifik karakter og derefter tage en selfie med det, hvilket låser op for endnu en guldklods. Funktionen kan også bruges ude i free play til at finde collectibles, men kan selvfølgelig også bare bruges til at tage sjove selfies ved ikoniske DC bygninger eller ved at tage sjove billeder med sine figurer.



Hvis man undervejs i spillet har brug for en pause fra alle missionerne, kan man vælge at tage sin yndlingsskurk og bruge tiden på at gå rundt i den store, livlige by og udforske alle de kendte steder som udgør universet i spillet. Områderne på kortet er meget forskellige og flotte på hver deres måde, så det er bestemt anbefalelsesværdigt at taget et kig på dem for at se om man kan finde hemmelige steder og samtidig kan man så også lære de forskellige karakterer bedre at kende.

Hvis man senere i spillet synes der går lidt for meget skurk i den, kan man glæde sig over at der igen, som altid, er valgt at gøre plads til heltene også. Derfor kan du senere i spillet få glæde af alle karaktererne fra Justice League og også Justice Syndicate, hvis du føler for det.



LEGO DC Super Villains er et sjovt LEGO-spil som man kan bruge mange timer på, uanset om man går efter at klare det 100% eller ej. Har man spillet andre LEGO-spil tidligere, er dette meget det samme hvis man tænker på styringen og opbygningen af baner i forhold til gåder og puzzles. Men historien er ny og den er bakket op af suverænt og sjovt stemmeskuespil og derudover er det også sjovt at spillet foregår set fra skurkenes side.
Spillet kan både spilles af børn og voksne, men udfordringen for en voksen er ikke ret stor, så derfor skal man nok vælge at spille det hvis man i forvejen har nydt at spille tidligere LEGO-spil og samtidig godt kan lide DC universet og dets karakterer.
+ Stort spil med masser at give sig til, oplagt til co-op, mange forskellige figurer
Er meget ens i forhold til tidligere LEGO-spil
Gameplay:8.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.