Lego The Lord of the Rings

Anmeldt af: Hoder Jensen - 11. januar 2013 - kl. 16:47
Del denne artikel:
5 0

Den populære filmatisering af Tolkien´s storslåede eventyr Ringenes Herre er nu at finde i en ”legomatisering”, hvor der som altid er plads til klodset humor.

Der har været mange spil baseret på Ringenes Herre og vi har allerede fået mange glimrende Lego spil baseret på andre filmserier, bl.a. Indiana Jones, Batman, Star-Wars, Harry Potter og mange flere. Men nu er tiden kommet til, at Ringenes Herre filmene bliver forvandlet til et Lego univers af Traveller's Tales, udvikleren bag Lego spillene. Vi tager et kig på, om spillet kan leve op til de andre Lego spil og ikke mindst hele Ringenes Herre sagaen.




Lego The Lord of the Rings spillet følger historien fra filmen ret præcist, så vi starter hele historien med Isildur konge af Gondor og elverherren Elrond i kamp på Midgårds slagmarker imod mørkets fyrste Sauron, præcis som vi kender fra første film i trilogien. Historien fortælles ved brug af dialogen fra filmen, hvilket løfter hele historiefortællingen i spillet enormt meget, da kvaliteten naturligvis også dermed er i højeste klasse. Denne høje kvalitet på dialogen er krydret med musikken fra filmene, hvilket også er med til at bringe spillet tættere på filmen.

Nu kunne man så godt frygte, at spillet bare er en direkte genfortælling af filmen lavet med Lego figurer, men selv om historien følger filmen ret tæt, er der blevet plads til masser af ekstra detaljer i spillet, som man ikke fik set i filmene samt alternative beretninger og scener fra de store øjeblikke. Da Lego spillene også er målrettet imod det yngre publikum, har der naturligvis været brug for en omskrivning af nogle af de meget mørke historier, som der bliver fortalt i Ringenes Herre universet. Fans af Ringenes Herre vil måske ikke bryde sig om disse ændringer, som helt udelader visse meget dramatiske øjeblikke, og dem der ikke bliver udeladt, får en omskrivning, så der kommer en humoristisk vinkel på. Når det så er sagt, så vil det yngste publikum nok finde dette Lego spil en tak for uhyggeligt, fordi der ikke er sparet på uhyggelige figurer og omgivelser. Hele starten på spillet starter med et kæmpe slag med uhyggelige orker, og hurtigt herefter bliver man også introduceret for mindre hyggelige figurer som sorte riddere og Nazgûls, der følger en hele spillet igennem og bestemt ikke er børnevenlige.




Humoren er, som man kender fra de andre Lego spil, en stor del af spillets historie, og er som sagt en klog måde at omskrive den meget mørke historie i Ringenes Herre på. Om man kan lide humoren er naturligvis en smagssag, personligt syntes jeg, at det gik fra glimrende til meget platte jokes, men det er kendetegnet for Lego spillene. Ofte foregår meget af humoren i baggrunden som små elementer, der får en til at trække på smilebåndet, men det bliver også brugt i afgørende momenter i historien, f.eks. bliver Boromir skudt af både en banan og en kost i hans sidste scene i spillet i stedet for pile, som i filmen. Det er meget individuelt om man finder den slags humor passende i en så dramatisk og afgørende scene for hele historien.

Der er naturligvis også en vis humor i den måde, som grafikken præsenteres i spillet, der er en flot blanding af Ringenes Herre Lego figurer, Lego landskaber og mere realistiske landskaber. Brugen af Lego i spillet bliver naturligvis udnyttet fuldt ud, så der er masser af bygninger i spillet bygget op af Lego klodser, masser af Lego planter, møbler, sten, træer osv., der alle kan smadres til små Lego klodser, som kan bruges til opgraderinger. Visse Lego kreationer kan også smadres til Lego klodser, som kan samles til andre Lego figurer, som kan være nødvendige for at komme videre i historien. Dette fungerer rigtigt godt, dog skal man lære at distrahere fra, at man kan ødelægge rigtigt meget i spillet rundt om hvert hjørne, hvilket vil gøre gennemførelsen af spillet til en meget langsom affære, hvis man altså beslutter sig for ødelægge alt man støder på.




Hele spillet er bygget op over en åben verden, hvor man har rig mulighed for at udforske hele Midgård med sit broderskab. Man kan vælge at have fokus på historien, men pga. den åbne verden kan man vælge at lave et par omveje eller smutveje, og når ens broderskab bliver splittet op, bestemmer man også selv, hvem man vil styre. Som et ægte åben verden spil, er der også masser af ekstra missioner, som har forskellige belønninger og krav for at kunne gennemføre dem. Man støder i sin første gennemspilning ind i masser af ekstra missioner og områder, man ikke kan tilgå, så spillet lokker en med, at man skal komme tilbage senere i spillet, eller når man har gennemført hovedhistorien. De har da også gjort det let at rejse rundt i Midgård, hvor man via et kort let kan rejse derhen man ønsker, hvis man blot har udforsket området tidligere.

Mange af de her missioner kræver også specielle figurer for at kunne gennemføres, da figurerne i spillet har forskellige evner, hvilket naturligvis også bliver brugt i stor stil i hovedhistorien. Her bliver man udfordret blandt andet via små puslespil, som man skal løse for at kunne komme videre. Legolas kan naturligvis skyde med bue og pil, Gandalf kan løfte ting med sin tryllestav, Gimli kan smadre stenblokke, Sam kan tænde bål og lave mad, Gollum kan klatre på lodrette vægge osv. Der er hele 84 figurer at samle på, og man kan let skifte imellem ens figurer, som man får adgang til efterhånden som historien udvikler sig. Man kan også købe ekstra figurer for de opsamlede Lego klodser.




Der kan både spilles alene, eller man kan spille to samtidigt, hvilket fungerer glimrende. Så hvis den yngste i huset syntes, at det er lige uhyggeligt nok, kan man jo give en hjælpende hånd eller måske overtage helt. Fordi Lego Lord of the Rings kan spilles af folk i alle aldre, vil man helt sikkert nyde det meget til trods for nogle kreative omskrivninger af historien og den lidt klodsede - men om for det meste sjove - humor.

Der er ikke mange kritiskpunkter at finde, dog kan styringen nogle gange føltes lidt overfølsom, kameraet har det også med at tage nogle interessante vinkler, specielt hvis man spiller 2 personer samtidigt, og så er grafikken ikke helt på højde med andre 2012 spil. Der er ikke blevet plads til nogen form for onlinedel i spillet, hvilket trækker lidt fra holdbarheden.




Når det hele gøres op, så kan Lego Lord of the Rings anbefales til de fleste, der har bare en lille bitte smule interesse i Ringenes Herre, da det er et glimrende åben verden spil med masser at give sig til, og historien i spillet bliver leveret glimrende.
+ God historiefortælling, åben verden med masser af sjove missioner og for det meste udmærket humor.
Styringen kan være lidt drilsk, kameraet er ikke optimal og grafikken ikke helt i top.
Gameplay:8.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.