LocoRoco 2 Remastered

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 11. december 2017 - kl. 18:52
Del denne artikel:
0 0

Den charmerende lille puzzle-platformer LocoRoco 2 fra 2008 er blevet opdateret til PlayStation 4 - og selv uden nyt indhold, så holder det stadig. Læs vores anmeldelse her.

Tilbage i maj måned udkom en flot remaster af PSP platform-hittet LocoRoco og nu har efterfølgeren, LocoRoco 2 fra 2008, fået samme tekniske overhaling.



LocoRoco 2 fortsætter meget i samme spor som det forrige spil og det er endnu engang en nuttet platformer, hvor man skal føre ens LocoRoco, en lille elastisk klat, igennem en række baner og udfordringer. Som noget specielt, har man ikke direkte kontrol over ens LocoRoco, men man bevæger den ved at tippe hele banen med L1 og R1, så ens LocoRoco begynder at trille og hoppe.

På hver bane er der 20 LocoRoco-bær der skal findes og spises og de gør ens LocoRoco større og stærkere hvilket betyder, at man kan hoppe både højere og længere og at man bliver tung nok til at trykke kontakter ned og lignende. Musikken spiller en lidt større rolle i LocoRoco 2 end i originalen, da man skal finde 100 musiknoder på hver bane, som hæver baneniveauet, ændre på soundtracket og åbner op for bonusindhold.

Som noget nyt i LocoRoco 2, kan ens LocoRoco nu dykke under vandet og bruge forskellige objekter i omgivelserne, for eksempel sten eller en anden figurs afrohår man kan hoppe ind i og trille rundt med. Man støder stadig på områder, hvor ens LocoRoco automatisk bliver delt op i flere mindre LocoRoco’er for at synge en lille sang som et kor, som derefter aktiverer forskellige ting eller giver en bonus.



Man kan også vælge manuelt at dele ens LocoRoco op i mindre LocoRoco’er, for at kunne slippe igennem smalle passager, som ens store LocoRoco ikke ville kunne komme igennem. Man har som sagt ikke direkte kontrol over ens LocoRoco og styringen er ganske anderledes ens hvad man normalt kender til, men efter få minutter, har man helt styr på den.

Gameplayet i LocoRoco 2 er stadig uhyre simpelt og det er lige præcis det, som gør det så utroligt vanedannede. Der er ikke noget med komplicerede opgraderinger og andre ting, nej alt det kræver af dig er, at du tipper banen, finder de 20 bær og triller rundt og løser puzzles. Når det så er sagt, så er det originale LocoRoco mere rent end LocoRoco 2. Det er som om, at efterfølgeren her vil lidt for meget og det kan nogle gange være en smule uoverskueligt, da der i løbet af en bane er så mange forskellige ting man kan og skal.



Alligevel er det et spil, alle kan spille og det betyder ikke, at der ikke er noget at give sig til for de mere hardcore spillere, da spillet er fyldt med hemmelige huler, der er MuiMui’er (nogle små menneskelignende skabninger) der skal reddes og gemte bonusting man kan gå på jagt efter - så er man en af dem, der ikke finder sig i at blive hånet af spillets statistikker efter hver gennemført bane, så er der masser af indhold, som man kan gå på jagt efter.

Grafikken er stadig farverig og LocoRoco’erne er nogle nuttede runde klatter, som de hopper fornøjeligt af sted med silkebløde animationer. Spiller man det på en standard PlayStation 4, kører spillet i fuld HD og spiller man det på en PS4 Pro, kører det i knivskarp 4K - og på begge maskinger kører det helt flydende. Man kan dog tydeligt se når spillet slå over i en filmsekvens, da disse ikke er blevet opdateret, så de bliver afviklet ved lav opløsning og specielt hvis man spiller på en PS4 Pro, er forskellen ret tydelig. Visuelt er LocoRoco 2 Remastered virkeligt noget anderledes og selv her på trinnet til 2018, er det stadig lige unikt og friskt at se på. Det er også værd at nævne, at man kan få danske tekster og menuer i spillet.

Lydsiden er nærmest et kapitel for sig og den er blevet opdateret i forhold til PSP versionen ved nu at være i surround sound og højtaleren i ens Dual Shock 4 bliver også brugt med mellemrum. Soundtracket er uhyre ørehængende, meget varieret og LocoRoco’erne synger hele vejen igennem banerne og man skal være lavet af sten, hvis de små søde klatter ikke får et smil frem på læberne.



Her knap 10 år efter sin oprindelige udgivelse, er LocoRoco 2 stadig en underholdende puzzle-platformer, med et simpel og unikt gameplay. Grafikken er farverig og frisk og det muntre soundtrack giver hele spillet en helt speciel stil og tone. Der er ikke tilføjet nye elementer til denne remaster, men det gamle materiale er blevet opdateret flot til PlayStation 4 og specielt på PS4 Pro står spillet virkelig skarpt og flot i 4K.

LocoRoco 2 Remastered er den ultimative version af spillet, så har du ikke haft mulighed for at spille det på PSP - eller blev du også bare grebet af remasteren af det første spil, så er der god grundt til at hoppe på dette spil også. LocoRoco 2 Remastered indeholder flere timers god og farverig underholdning og det sælges til en god pris på 109 kr. på PlayStation Store.
+ Simpelt og vanedannede gameplay, godt banedesign, unik grafisk stil, grafikken er flot opdateret til PS4
Vil måske lidt for meget nogle gange, spillets mellemsekvenser er ikke opdateret
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.