LocoRoco Remastered

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 18. maj 2017 - kl. 15:21
Del denne artikel:
2 3

LocoRoco fra 2006 er en charmerende lille puzzle-platformer og det er nu udkommet i en remastered udgave til PlayStation 4 - og det holder stadig. Læs vores anmeldelse her.

LocoRoco udkom til Sony PSP tilbage i 2006 og var blandt den lille håndholdte spillemaskines bedste spil. LocoRoco er et vanedannede lille puzzle-platformspil og et spil, der vil tiltale alle; drenge og piger, unge og gamle, hardcore- eller casual gamere og nu er spillet kommet i en remastered udgave med 4K grafik og det samme fængende gameplay - men desværre uden nyt indhold.



Der var engang en planet og på denne planet levede LocoRoco’erne, nogle små mystiske og uformelige væsner, der bruger hele dagen på at synge. En dag da planeten sov middagslur, kom Moja-tropperne ned fra stjernerne og gik til angreb på de stakkels LocoRoco’er. Det lynede og tordnede og planeten vågnede med et sæt og den besluttede sig straks for at hjælpe LocoRoco’erne og ved at vride og bøje sig.

Man har ikke direkte kontrol over ens LocoRoco, men man skal føre den frem til målet for enden af banen, ved at tippe banen med L1 og R1, så ens LocoRoco begynder at trille og hoppe. På hver af de 40 baner er der 20 LocoRoco-bær, som gør ens LocoRoco større og stærkere hvilket betyder, at man kan hoppe både højere og længere og at man bliver tung nok til at trykke kontakter ned og lignende. Nogle gange støder man ligeledes på områder, hvor ens LocoRoco automatisk bliver delt op i flere mindre LocoRoco’er for at synge en lille sang som et kor, som derefter aktiverer forskellige ting, så man kan komme videre eller måske komme ind i et tidligere låst område. Man kan også vælge manuelt at dele ens LocoRoco op i mindre LocoRoco’er, for at kunne slippe igennem smalle passager, som ens store LocoRoco ikke ville kunne komme igennem. Man har som sagt ikke direkte kontrol over ens LocoRoco og styringen er ganske anderledes ens hvad man normalt kender til, men efter få minutter, har man helt styr på den.



Spillet er uhyre simpelt og det er lige præcis det, som gør det så utroligt vanedannede. Der er ikke noget med komplicerede opgraderinger og andre ting, nej alt det kræver af dig er, at du tipper banen, finder de 20 bær og så er der ikke ret meget mere i det. Alle kan spille det. Når det så er sagt, så er der alligevel masser at give sig til for de mere hardcore spillere, da spillet er fyldt med hemmelige huler, der er MuiMui’er (nogle små menneskelignende skabninger) der skal reddes og gemte bonusting man kan gå på jagt efter - så er man en af dem, der ikke finder sig i at blive hånet af spillets statistikker efter hver gennemført bane, så er der masser af indhold, som man kan gå på jagt efter.

Men hvad er så forskellen på spillet fra 2006 og til den Remastered version? Mens spillet ikke byder på nyt indhold i form af nye baner eller andet nyt indhold, så er grafikken naturligvis bliver opgraderet, så den farverige og flade grafik nu kører i fuld HD på en standard PlayStation 4 og i 4K på en PlayStation 4 Pro. Man kunne være bekymret for, hvordan den simple grafik ville se ud når det kom op i stor størrelse på et tv, kontra på den lille 4,3 tommers PSP skærm, men det klarer den fint og specielt på en PlayStation 4 Pro, står grafikken flot og fuldstændig knivskarpt i 4K.



Grafikken er særdeles farverig og LocoRoco’erne er nogle nuttede runde klatter, som hopper fornøjeligt af sted med silkebløde animationer. Visuelt er LocoRoco Remastered virkeligt noget anderledes og her 11 år efter den oprindelige udgivelse, er det stadig lige unikt og friskt at se på. Det er også værd at nævne, at man kan få danske tekster og menuer i spillet.

Lydsiden er et kapitel for sig og den er blevet opdateret i forhold til PSP versionen ved nu at være i surround sound. Soundtracket er uhyre ørehængende, meget varieret og varmer helt om hjertet. LocoRoco’erne synger hele vejen igennem banerne og senere i spillet åbner man op for andre typer af LocoRoco’er, som har deres egne stemmer og egne sange.



Her 11 år efter sin oprindelige udgivelse, er LocoRoco stadig en underholdende puzzle-platformer. Det holdes friskt at et unikt og simpelt gameplay, en frisk grafisk stil og en herlig livsglad lydside, som smelter flot ind i den visuelle side og giver LocoRoco Remastered en helt speciel stil og tone. Det er dog skuffende, at der ikke er blevet tilføjet et par nye baner, et par nye minispil eller et eller andet nyt til denne Remastered udgave.

Når det er sagt, så er LocoRoco som sagt stadig et glimrende spil og det er et af den slags spil, som du ikke kan undgå at blive i godt humør af at spille. Har du ikke haft mulighed for at spille det på Sony PSP, så er denne Remastered version den ultimative version og du skylder dig selv at give det en chance, specielt hvis du er til farverige og let tilgængelige puzzlespil, som også kan holde de mere hardcore spillere fanget i et stykke tid.
+ Charmerende lydside, simpelt og vanedannende gameplay, unik grafisk stil
Intet nyt indhold
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.