Brilliant! udbrød undertegnede begejstret, da Electronic Arts sidste år annoncerede, at de og Pandemic Studios havde et stort anlagt actionspil i produktion. En actiontitel, der ville give Playstation 3-ejere mulighed for at træde ind i universet fra Ringenes Herre og opleve de episke slag i sagaen fra første parket. Ydermere havde Electronic Arts sikret sig retten til at bruge materiale fra Peter Jacksons tre Ringenes Herre-film, så hvad kunne det ikke blive til? Hvem har ikke drømt om at stå side om side med Aragorn og fylde brechen ved Helms kløft med dynger af faldne orker?
Nu er Lord of the Rings: Conquest her endelig, og Pandemic Studios har tro mod ideoplægget givet os et rendyrket hug og stik-actionspil. Som en af fire forskellige typer soldater kastes du hovedkulds ud på slagmarken og skal nedkæmpe uendelige bølger af fjender. Et overskueligt kampsystem står til rådighed, og krigerens normale udvalg af kombinationsangreb med nærkampsvåben, parader og undvigemanøvrer er spædet lidt op med eksempelvis spejderens evne til at gøre sig usynlig, bueskyttens eksplosive pile og magikerens helbredende formularer.
To kampagner skal gennemføres i Conquest; først i det godes tjeneste skal du bekrige Saurons tropper i blandt andet Morias miner og holde dem stangen i Minas Tirith. Som noget nyt får du også muligheden for sammen med Sauron og hans blodtørstige lakajer at sprede død og ødelæggelse over hele Middle-earth i fortællingen om, hvor galt det var gået, hvis ikke det godes forkæmpere havde ødelagt Herskerringen.
Missionsstrukturen er simpel og baseret på ganske få skabeloner. Hovedparten af tiden bruger man på at stride sig frem imod en lind strøm af modstandere, der velvilligt og uden større modstand tager imod sværdslag i spandevis. Undervejs skal strategiske områder besættes, ligesom den fjendtlige hærs heroer skal betvinges. Fra tid til anden er der mulighed for at tage rollen som en af Tolkien-universets navnkundige helte og lede slagets gang som eksempelvis Gandalf eller sågar en af de onde Ringånder.
Lord of the Rings: Conquest burde være den perfekte cocktail for folk med hang til action og eventyr, men spillet lider under en række essentielle fejl og mangler, der får begejstringen til at visne. Kampsystemet er klodset og mangler i høj grad den dynamik, der normalt gør slagsbrorspil rigtig sjove. Ydermere kræver Conquest ikke megen finesse, og man kommer langt ved at hamre tanketomt på knapperne. Selvom begivenhederne foregår i kulisser, der burde give enhver Tolkien-fan hjertebanken, så er niveauerne anonyme og ensformige, og efter den første korte træningsmission har du oplevet den altovervejende del af spillets udfordringer.
Filmenes imponerende kamphandlinger er i Conquest reduceret til småskærmydsler, der langtfra giver fornemmelse af historiens vingesus. Ligeledes er fornøjelsen ved at slå sig løs som eksempelvis Faramir og Saruman ret begrænset, da deres evner ikke adskiller sig meget fra almindelig kanonføde. Bosskampene er ikke bemærkelsesværdigt anderledes end den normale ensformige kamprutine, og selv de stærkeste helte bliver hurtigt ekspederet.
Periodisk bryder spillet heldigvis sine egne begrænsninger, og slaget på Pelenor-sletten friskes op med Quick Time Events, hvor tonstunge Olifant-væsner skal bringes til standsning og belejringstårne brændes. En smule spænding kan hentes mens man er på Saurons lønningsliste. Undertegnede må indrømme, at nedbrændingen af Rivendell var ganske fornøjelig, og det var sært tilfredsstillende at tæske Legolas selvtilfredse smil af hans ansigt.
Men alt i alt er der for langt mellem stjernestunderne i Lord of the Rings: Conquest, der fremstår uambitiøst og ikke udnytter sit storslåede baggrundsmateriale. Spillets idefattighed og uinspirerende kampsystem dræner hurtigt al interesse. Kun spillere der besidder en tidobbelt maratonløbers jernvilje skal forvente at følge spillet helt til ende, selvom det ikke tager meget mere end en håndfuld timer at gennemføre begge kampagner.
Pandemic Studios har tidligere vist gode onlinetakter med deres Star Wars Battlefront-serie, hvilket skinner igennem i Lord of the Rings: Conquest, der lokker med en uforpligtende og lettilgængelig flerspillerdel. Kammerater kan samarbejde via delt skærm lokalt, hvilket fungerer fortrinligt og er ganske underholdende. Online kan 2 til 16 spillere udfordre hinanden på et udvalg af slagmarkerne fra kampagnen. Gængse spilformer som Hero Team Deathmatch og Capture the ring suppleres af formater, der leder tankerne tilbage på enkeltspillerdelen. Onlinekampene er forfriskende anderledes og afvikles teknisk upåklageligt. Fornøjelsen holder desværre ikke; efter få timer begynder det primitive og tunge spildesign igen at overskygge glæden ved at konkurrere mod rigtige mennesker.
Grafisk er Conquest en hyldest til middelmådigheden. Uinteressante miljøer danner rammen, og lav teksturkvalitet, mangel på detaljer samt fravær af lyseffekter er dagens orden. Modellerne er simple og kampanimationerne triste. Kun de gigantiske Olifanter og de beskidte og voldsomme Trolde har reelt noget at byde på. Selvom udviklerholdet har hentet megen inspiration fra filmtrilogien, så er deres udgave af Middle-earth teknisk uimponerende og mangler den energi og livskraft, der stråler ud af Peter Jacksons visuelle mesterværker.
På lydsiden har Conquest heldigvis mere i godteposen. Howard Shores åndeløst smukke orkesterkompositioner udgør soundtracket, der sammen med effektive og kontante effekter skaber en komplet lydkulisse. Stemmeskuespillet er krampagtige parodier, der ville have svært ved at finde nåde i en b-film. Kun Hugo Weavings karakteristisk vokal, der pryder mellemsekvenserne, redder lidt af æren.
Lord of the Rings: Conquest er desværre en forspildt chance. Med en stærk licens i ryggen, en erfaren udvikler og en udgiver af Electronic Arts økonomiske kaliber, burde det have været muligt at levere et produkt, der ikke teknisk og spilmæssigt ligger langt under dagens standard. Lord of the Rings: Conquest er kedsommeligt, banalt og bør forbigås i stilhed.
Facebook
Twitter
