Lord of the Rings: The Third Age

EA sikrede sig licensen til at lave spil over Lord of the Rings filmene, som bekendt er bygget på J.R.R. Tolkiens univers og det frydede en stor skare af rollespil fans, for hvilken genre ville være mere logisk til dette univers? Skuffelsen måtte være stor, da de første tre titler trådte frem på konsollerne, for de var alle action eller adventuretitler. Derfor er det en lettelse endelig at se en rigtig RPG, fyldt med elvere, dværge, Uruk-Hai’er og Warg’s.

Selvom du ikke har set filmene, læst bøgerne, hørt lydbånd eller spillet andre Lord of the Rings spil, bliver du ikke hægtet af på noget tidspunkt i løbet af historiefortællingen. Historien bliver nemlig fortalt fra starten, med Gandalf, i øvrigt indspillet af den rigtige skuespiller Ian McKellen, som guider dig hele vejen gennem historien. I forhold til filmene, er denne historie en sideløbende men med få variationer, der ændrer det til en ”hvad nu hvis” historie. Så i stedet for at følge Aragorn, Gimli og Legolas, starter du som Berethor, en kaptajn fra Gondor, der får til opgave at opsøge Boromir. På sin vej får han følgeskab af blandt andre elveren Idrial, rangeren Elegost og dværgen Hadhod, der alle har hver sine specielle skills og egenskaber.

Variationerne er godt udtænkt og godt implementeret. Eksempelvis er det sjovt at se et skelet falde ned fra loftet i en grotte i Moria og efterfølgende høre Gandalf råbe ”Fool of a Took! Throw yourself in next time and rid us of your stupidity!”, præcis som det sker i den første film. Ligeledes vil du i stedet for at se på Gandalf og Balrog’s berømte kampscene, selv tage del i kampen.

Gameplay LOTR: The Third Age er naturligvis spækket med opgraderbare egenskaber, skills og udstyr. I starten kan det hele godt virke noget uoverskueligt, men holder du ved, vil du finde stor tilfredsstillelse ved at opbygge dine karakterer. Efter hver vunden kamp og hver gang du fuldfører en quest, bliver du tildelt et antal experience point. Hver gang du når den øvre grænse, får din karakter en ”level up”, som giver dig mulighed for at tildele et antal point og gøre din karakter stærkere.

De opgraderbare egenskaber er delt op i fem kategorier: styrke, magi, helbred, hurtighed og træfsikkerhed. Berethor vil med sit sværd have størst fordel ved at opgradere sin styrke og hurtigheden, hvor eksempelvis elveren vil drage meget større fordel af de magiske egenskaber, og rangeren, der med sin bue, er bedst tjent med en høj træfsikkerhed.

Derudover lærer personerne i dit party konstant nye skills, som er opdelt i et skilltree. Det betyder, at jo mere du bruger en bestemt skill, des flere skillpoint tjener du til en ny skill. Når et bestemt antal skillpoint er nået, får du den nye skill til rådighed og en ny kan læres.

Spillet foregår i to dele, en adventuredel og en kampdel. Uanset hvor mange personer du har med i dit party, er det kun hovedkarakteren Berethor, du styrer rundt i landskabet. Når du kommer til en mellemsekvens eller en kamp, dukker medlemmerne af dit party op. Det er gjort af ren praktiske grunde, da der ikke er den store idé i at rende og løbe ind i dine venner hele tiden, og da de heller ingen praktisk funktion har, andet end at hjælpe til i kampene, er det helt iorden, at de er udeladt i adventuredelen.

Når du kommer til en kampsituation loader kampscenen, hvor dine venner dog max tre, står overfor et vekslende antal fjender af forskellig karakter. Kampene foregår så, som man kender det fra de traditionelle japanske RPG’er på skift. I den ene side af skærmen kan du se den rækkefølge alle personer på skærmen får lov til at angribe i. Ved hjælp af formularer, kan du fremskynde en persons ture i forhold til de andre. Men fjenden kan også kaste formularer der sløver en person, så denne ikke har så mange ture, altså den lige modsatte effekt.

Der er dog kun plads til tre fra dit party på kampskærmen af gangen, de resterende venter udenfor, men kan kaldes ind når som helst, til at erstatte en af de eksisterende. Det kræver en god taktik, at skifte de rigtige ind og ud, når f.eks. en karakters angreb ikke er så effektive på de aktuelle fjender. Dine modstandere har til gengæld ingen begrænsning på, hvor mange de kan være. Du kan derfor komme ud for at være tre mod seks og i øvrigt, kan fjendernes plads blive erstattet med en ny fjende, når denne dør.


Det kræver at du kan lide denne slags gameplay, for at finde LOTR: The Third Age underholdende, for kampene er mindst 50% af hele gameplayet. Men til gengæld er der også noget at hente for dig der ikke har den store erfaring med RPG titler. Denne anmelder er nemlig ikke synderligt begejstret for rollespil og blev da også lokket til at anmelde denne titel. Til min store begejstring, blev jeg meget positivt overrasket. Det mest irriterende er for mig, er som regel det faktum, at man ikke kan undgå at tabe en god procentdel af sine kampe, og derfor bliver tvunget til at spille samme segment igen og igen. Det er der taget højde for i Third Age, idet du kan vælge imellem tre sværhedsgrader. Easy, Medium og Hard og jeg må indrømme, at jeg fandt denne titel meget underholdende på Easy, men utroligt frustrerende på Medium.

Grafik
Grafikken svinger meget i LOTR: Third Age. Det er tydeligt, at meget af arbejdet er blevet lagt i kampscenerne, som er spækket med visuelt kæbedroppende effekter. De magiske effekter er, som forventet, en fryd for øjet. Til gengæld er kvaliteten i adventuredelen meget svingene. Det ene øjeblik render du rundt i nogle kedelige og trivielle klippeomgivelser og det næste nogle rigtig yndige marker, eller imponerende ruiner. Nogle af de steder du passerer, er direkte referencer til filmene. Eksempelvis nogle af The Fellowships bålpladser, eller dværgenes rige Moria og der har udviklerholdet heldigvis formået at skabe en snert af genkendelighed.

Karaktererne er godt detaljeret og alt det udstyr du kan påføre dem, kan ses direkte. Selv ned til det mindste vedhæng. Orcer, cave trolls og uruk-hai’er ligeledes godt detaljeret og ser ud præcist, som vi kender dem fra filmene. Selv de store uhyrer, som tentakkelmonstret The Watcher udenfor Moria’s port og ikke mindst det gigantiske lavauhyre, Balrog er meget vellignende. Balrog er tilmed nok en af de mest uhyggelige monstre skabt nogensinde og ilden der står op fra hans ryg ser utrolig realistisk ud.

Lyd
Musikken er, som vi kender den fra filmene, det originale soundtrack, med de velkendte episke toner. Hvis du således kunne lide denne musik, vil du med garanti også sætte pris på den i The Third Age, det er nemlig taget direkte fra filmene. Og med Ian McKellen’s varme stemme som Gandalf, er stemmeskuespillet også helt i top. Stemmerne for de andre karakterer udføres af nye skuespillere, men er stadig professionelt udført.

Monstrenes knurren, orcernes kampråb, sværdenes klingen, pilenes susen gennem luften og de fortryllende lydeffekter ved brug af magi, runder en meget troværdig lydside af.

Holdbarhed På den nemme sværhedsgrad tager det ca. 16 timer, at gennemføre spillet. Men som du avancerer i spillet, låser du op for nye kapitler i spillets Evil Mode. Disse kapitler er tilgængelig fra hovedmenuen og starter en serie af kampscener, hvor du denne gang indtager rollen som de onde, deraf navnet. Dermed får du mulighed for at bruge de ondes kræfter og tilmed prøve at spille med bl.a. Balrog. Lykkes det dig at vinde et kapitel, bliver du tildelt noget udstyr og items, som du kan tilføje et savegame.

Men egentlig er er ikke den store genspilsværdi for LotR: The Third Age, medmindre du er inkarneret Lord of the Rings fan.

Overall
Lord of the Rings: The Third Age er en slags Final Fantasy, der foregår i Middle-Earth og for fans af både Tolkiens univers og RPG’s, må denne titel ses som et must i spilsamlingen. Hvis du kun er fan af LotR og er mindre begejstret af genren, er der med den lette sværhedsgrad også noget underholdning at hente her.

Det er forfriskende endelig at se en RPG der foregår i Middle-Earth, i stedet for endnu en action/adventure titel. Resultatet er dog blevet nogenlunde middelmådigt, der nok bedst underholder fans af filmene.