
Lumote: The Mastermote Chronicles er en 3D puzzle-platformer, som foregår i en verden der ligner at være placeret under vandet. Her tager man kontrol over en lille selvlysende blob, der hopper rundt som en lille frø og begiver sig ud på en rejse til The Great Depths for at tage kontrol over The Mastermote. Meget mere historie er der ikke her og mere behøver man egentlig heller ikke.
Ens overordnede mål i hver puzzle er at farve alt i samme blå farve, som ens lille selvlysende blob har - når det sker, åbner man op for indgangen til den næste puzzle. Man skal manipulere forskellige ting, flytte rundt på platforme og aktivere elevatorer og bevægelige platforme som reagerer på farvemodsætninger. Det hele starter simpelt ud men sværhedsgraden stiger ganske hurtigt.

Rundt omkring er der små gyldne collectables, som man kan samle op - og de er typisk meget svære at få fat i. Man skal ikke rigtigt bruge dem til noget, andet end til at tilfredsstille ens samler-gen. Man bliver lige fra starten smidt direkte ud i spillet, uden nogen form for menu, træningsbane eller noget andet. Det første baner fungerer dog som træningsbaner, men der er ingen forklaring til hvorda de forskellige mekanikker virker - det må man selv regne ud. Heldigvis er de ikke specielt kompliceret, så det er learning by doing og man lærer forholdsvis hurtigt, hvordan de forskellige puzzles hænger sammen.
Som så mange andre puzzlespil, er det simpelt men svært at mestre. Styringen er til tider en lille smule upræcis og det kan resultere i frustrerende dødsfald, fordi spillet straffer fejl ret hårdt. Falder man for eksempel ud over kanten af banen eller bliver man klemt mellem to bevægelige platforme, er man død og hele den igangværende puzzle bliver nulstillet. Efterhånden som de forskellige puzzles bliver mere og mere indviklede, og tager længere og længere tid at løse, bliver disse dødsfald mere og mere frustrerende.

Grafikken er ganske nydelig og er præget af farver, som man forventer at finde på gopler og andre dyr, der lever dybt under havets overflade. De mange farver og de halv-gennemsigtige overflader, er desværre med til at det kan være lidt svært at skelne de forskellige platforme og dele af grafikken fra hinanden. Kombinere man det med en lidt tung styring, er der igen risiko for de her frustrerende dødsfald. Lydsiden er rigtig fin, med et god og nedtonet soundtrack og fine lydeffekter.
Lumote: The Mastermote Chronicles er en udfordrende puzzle platformer, der nok skal få de små grå på overarbejde ret hurtigt. Det er let at gå til, men meget svært at mestre og den farverige men halv-gennemsigtige grafik gør tingene lidt sværere end de måske burde være og den til tider lidt upræcise styring hjælper heller ikke på det.
Lumote: The Mastermote Chronicles er for dig der kan lide en solid puzzle udfordring men hvis spillet skal lidt bredere ud, skal teamet bag spillet overveje en tutorial og en lidt mindre straffende sværhedsgrad. Lumote: The Mastermote Chronicles kan fås til PlayStation 4 på PlayStation Store til 149 kr.