Mafia: Definitive Edition

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 27. september 2020 - kl. 22:20
Del denne artikel:
7 5

Mafia dramaet som startede det hele har fået en seriøs opdatering - men er den nu også så gennemgribende som man skulle tro? Læs anmeldelsen af Mafia: Definitive Edition her.

Mafia serien har alt i alt solgt over 18 millioner eksemplarer gennem tiden og det var originalen fra 2002 der startede det hele. Det blev udviklet af tjekkiske Illusion Softworks og var et flot og velfortalt mafia drama, som nu er udkommet i en Definitive Edition til PlayStation 4.



Tilbage i maj anmeldte vi Mafia II: Definitive Edition, som er en opdatering af Mafia II fra 2010, men ikke en fuld remake. Mafia: Definitive Edition er måske ikke bygget op fra grunden som andre remakes, men det er en kraftig opdatering af den 18 år gamle klassiker og resultatet er visuelt imponerende.

Året er 1938 og historien fungerer som et tilbageblik. Tommy Angelo sidder på en diner med politimanden Norman og fortæller ham alt om de seneste år med Salieri familien. Historien starter i Lost Heaven tilbage i 1930 hvor Tommy forsøger at få hverdagen til at hænge sammen ved at arbejde som taxachauffør. En aften bliver han uforvarende rodet ind i en flugt med to bevæbnede mænd, som viser sig at have tilknytning til Salieri familien. Familien er taknemlig for Tommys hjælp og der går ikke længe før han sidder til bords med den store Don Salieri, der naturligvis har et tilbud han ikke kan sige nej til. Herfra udvikler historien sig og det er et episk mafia drama af den helt rigtige kaliber, med sprut, damer, hurtige biler og et liv, der kan slutte meget pludseligt.



Historien er det helt bærende element her og den fortælles med en stor overbevisning - det er som at være vidne til en god mafiafilm. Gameplayet er identisk med originalen og det samme er missionerne, spillets øvrige mekanikker og det lineære gameplay. Selvom det lineære gameplay måske virker en smule gammeldags, er det faktisk befriende på en måde, bare at læne sig tilbage og lade sig rive med af historien, uden at skulle tage stilling til sidemissioner, diverse udfordringer og meget andet.

Men hvad er så blevet opdateret i denne Definitive Edition? Jo, det er indpakningen, som har fået sig en seriøs overhaling. Grafikken er voldsomt opdateret og specielt Lost Heaven ser fremragende ud. Byen er blevet redesignet på flere områder og udviklerne har kigget på hvordan amerikanske storbyer så ud tilbage i 1920’er og 30’er og de har skabt en fantastisk by. Den er fyldt med butikker, restauranter, hoteller, barer, fabrikker, baggårde og meget andet, som er med til at give følelsen af en ægte levende by og Lost Heaven er en af de mest overbevisende spilverdener jeg har set i lang tid. Det er den, på trods af at man ikke kan foretage sig noget i den, udover at udføre missionerne, men den er et fabelagtigt lærred og er med til at skabe den helt perfekte mafia-stemning.



Noget andet, som også er blevet flot opdateret er spillets forskellige tidstypiske biler og motorcykler. De er virkelig flotte, de er tunge og langsomme og deres fysik er meget overbevisende. Det er en fornøjelse at køre rundt i de her smukke gamle biler. Der er ingen tvivl om, at den grafiske side har fået et voldsomt løft, men den skæmmes dog lidt af mindre fejl som for eksempel blinkende teksturer og andre på det niveau. Det er dog ikke noget som ødelægger det overordnede indtryk af et smukt spil og det er ikke så tit det optræder.

Selv om indpakningspapiret er virkelig smukt, så kan det ikke skjule at vi har med et gammelt spil at gøre. Det virker det som om, at det ligger på grænsen mellem en remake og en virkelig flot remaster. I mange remakes, som for eksempel Spyro, Crash Bandicoot og ikke mindst Final Fantasy VII Remake, er spillene bygget op fra grunden med respekt for originalen mens stort set alle aspekter er på niveau med andre nutidige spil. I remasters beholder man det underliggende og spillets struktur, mens man opdateret spillets tekniske side til nutidige standarder uden at pille ved selve spillet. 2K kalder selv Mafia: Definitive Edition for en remake - jeg vil kalde det en virkelig gennemført remaster.



Mafia var det spil, som startede det hele og det er stadig en fremragende fortælling. Det spiller lige så tungt og lige så kluntet som det altid har gjort, men denne Definitive Edition opdatering ser fremragende ud og er den bedste version af Mafia du kan finde. Bare husk på, at det er et mere end 18 år gammelt spil og det kan mærkes - men på ingen måde ses.

Mafia: Definitive Edition kan købes nu på PlayStation Store til 319 kr. eller som en del af Mafia: Trilogy, hvor man får Mafia: Definitive Edition, Mafia II: Definitive Edition og Mafia III: Definitive Edition for 469 kr.
+ Fantastisk stemning, god og velfortalt historie, virkelig flot grafisk opdatering, våbnene har god tyngde
Lidt grafiske fejl, alderen kan mærkes
Gameplay:7.5
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.