Marc Ecko\'s Getting Up

Marc Ecko har været på banen længe. Han startede selv som en graffitikunstner, da han gik på universitetet i New York. Det ledte ham til at begynde at designe T-shirts, og han blev hurtigt et kulturelt ikon, da instruktøren Spike Lee begyndte at bruge Ecko’s T-shirts. Idag er Mark Ecko’s tøjemperie blevet enormt, og han laver tøj til næsten alle; fra hiphop over skating og extreme sport til sko, lædervare, handsker, over- og undertøj, tasker og dametøj. Og han er nu også begyndt på tøj til børn.

Som sagt har Marc Ecko nu kastet sig over spilbranchen og har skrevet historien til Xbox og PlayStation 2 spillet Mark Ecko’s Getting Up med undertitlen Contents under Pressure, som vi her har anmeldt PlayStation 2 versionen af.

Gameplay
Du spiller den unge håbefulde graffitikunstner Trane, som i øvrigt bliver ”spillet” af den verdensberømte hiphopper Talib Kweli. Din dagligdag går med at vandre rundt i storbyen New Radius, der ikke ligefrem er verdens mest indbydende og venligt indstillede by, for meget af tiden går med enten at tæske andre graffitimalere eller med at undgå politiet, der som så mange andre steder slår hårdt ned på folk, der sviner deres by til.


I starten får man et par baner, der fungerer som tutorial. Her lærer man, hvordan man styrer Trane rundt, hvordan man klarer sig i kampe og ikke mindst hvordan man laver nogle ordentlige tags.
Disse tags kan man lave på mange måder. Til at starte med har man kun en sprittusch samt et udvalg af klistermærker til rådighed. Så kan man rende rundt og tagge politibiler med klistermærker og tuschtags. Men inden længe lærer man, hvordan man nemt og elegant tæsker en anden maler for dernæst at hugge alt vedkommmendes maling og male over hans tag. Det er noget, der giver respekt i storbyen.

Men der går ikke længe, inden du dummer dig. Du maler over et tag, der er lavet af lederen af byens største bande, og du får nu en ass-whooping af format. De stjæler al din maling, men du får i det mindste reddet din Black Book, hvor alle dine tags er gemt i. Nu er det (selvfølgelig) din opgave at skabe et navn for dig selv igen samtidig med, at du kravler op af respektlisten ved at male over andres tags.

Du laver tags ved at vælge din spraydåse med R2, og derefter skifter du mellem tags ved at trykke på den højre eller venstre ”pil-tast”. Nu skal du, mens du holder R1 inde, trykke på enten [] eller trekant og derefter styrer spraydåsen med din analog stick. Så det eneste det afhænger af derefter er timing, for du skal også huske at ryste dåsen samtidig med, at du passer på ikke at dryppe.
Når man lærer nye tricks, kommer man også til at lære af nogen af de store grafittikunstnere fra hele verden. De seks, der deltager i spillet, er Cope 2, FUTURA, OBEY: Shepard Fairey, Seen, Smith og T-Kid, men der er ialt graffiti i spillet fra 50 af verdens største graffitikunstnere.


Grafik
Grafisk er Mark Ecko’s lidt en blandet fornøjelse. Niveauet ligger på højde med spil som Hitman, Manhunt og Metal Gear Solid, men nogen sand fryd for øjet er det ikke. Dog er de forskellige tags meget detaljerede, og efterhånden som man stiger i ranglisterne, bliver ens udvalg af tags større og flottere.

Desuden er spillets mellemsekvenser også meget gode, selvom de ikke er de flotteste filmsekvenser, der er set i spilhistorien.

Byen New Radius er en typisk dyster storby, hvor der er lagt meget vægt på undergrundsmiljøet, og det er ærgeligt, at man ikke har mere bevægelsesfrihed til at gå på opdagelse.

Lyd
Rent lydmæssigt er spillet en perle. Som sagt lægger Talib Kweli stemme til Trane, men også spillets soundtrack byder på mange stjerner, der alle har givet deres bidrag til at skabe et soundtrack, der giver en god stemning og følelse af, at man er i det undergrundsmiljø, som graffiti-miljøet nu engang er.

Også på lydsiden skinner det igennem, at Marc Ecko selv har haft en finger med i spillet, og også her spiller designet ind, så (selvfølgelig) vælger man musiknumre på Trane’s iPod, - Apples vidunder mp3-afspiller, for dem der ikke kender til iPod.


Holdbarhed
Getting Up består udelukkende af en singleplayerdel, som desværre alt for hurtigt er overstået. Der er mulighed for gennem spillet at opdage forskellige ”kunstværker”, som er lavet af nogle af virkelighedens graffitistjerner, og på samme måde kan man også finde nye numre til sin iPod.

Men det er desværre bare ikke nok i længden, og man vil derfor næppe vende tilbage til spillet alt for ofte efter, man har gennemført spillet første gang, og det er ærgeligt, for ideen med spillet er rigtig god, men mere om det i næste afsnit.

Overall
Alt i alt er Marc Ecko’s Getting Up et spil i den gode ende alt taget i betragtning. Marc Ecko har præsteret at lave en god historie, som giver spilleren lyst til at spille spillet. Men desværre er de alt for lineære baner en stor faktor, som gør, at man tit vil kede sig lidt, mens man spiller, fordi man netop ikke har noget albuerum til at gå lidt på opdagelse.

Men igen kan man så kigge på de positive sider, som byder på et fantastisk soundtrack og en god stemning, som desværre også lider lidt under den til tider mystiske kameraføring.