Mass Effect 2

Anmeldt af: Jakob Kofod - 7. februar 2011 - kl. 18:24
Del denne artikel:
7 0

Mass Effect 2 er efter et års ventetid, endelig landet til Playstation 3, men er det ventetiden værd?

Mass Effect 2 til Playstation 3 lander på hylderne godt og vel et år efter dets udgivelse på Xbox 360 og PC. Hvis du ikke umiddelbart kan nikke genkendende til forgængeren, er det fordi det aldrig er blevet udgivet til Playstation 3. Microsoft stod for udgivelsen og valgte, at spillet kun skulle udgives til deres konsol samt PC.

Spillet lider dog ikke under at være en toer uden nogen spilbar etter, dette skyldes, at udviklerne Bioware har sørget for, at spillet kommer med en interaktiv elektronisk tegneserie, der let og elegant sørger for at opsummere, hvad der er sket i det første kapitel af spillet og endda lader en træffe nogle valg, der får indflydelse på ens spiloplevelse med toeren. Tegneserien er godt illustreret og læst op på en måde, der gør, at man hurtigt mærker, at det er et meget unikt univers, man er på vej til at bevæge sig ind i.




Mass Effect 2 byder på en solid sci fi historie, der sørger for at holde en klistret til skærmen hele vejen igennem. Det hele udspiller sig i år 2185, hvor universet står overfor en mystisk fjende, der rundt omkring i galaksen bortfører hele kolonier af mennesker. Organisationen Cerberus vil gøre alt for at stoppe denne skræmmende trussel, og her kommer vores helt, kommandør Shepard, ind i billedet. Shepard, der mest af alt kan betegnes som en af universets sejeste agenter, påtager sig opgaven, som kort fortalt går ud på at samle et hold af supersoldater, der hver især har specielle egenskaber og evner, hvorefter han sammen med dette elitehold skal påbegynde en rejse ind i det berygtede Omega 4 relay - et sted som ingen tidligere er vendt tilbage fra - her skal slaget stå, fjenden skal besejres, og livet skal bestå.

Historieforløbet i Mass Effect 2 er i forhold til mange rollespil af nyere dato meget lineært bygget op. Man får via sin kontakt fra Cerberus, som går under det mystiske navn The Illusive man, beskeder på, hvor i galaksen, man skal tage til for at finde de forskellige karakterer, der skal udgøre holdet. Det er op til en selv at bestemme, i hvilken rækkefølge man vil lade spillet udfolde sig, man skal derfor tage stilling til, hvorvidt man vil samle hele sit hold først, eller om man løbende vil tage forskellige missioner for de karakterer, man har fået på sit hold, for at hjælpe dem med at klare nogle personlige ting og dermed vinde deres loyalitet.

Hver enkelt karakter har sin egen historie, som bliver fortalt dels under den mission, hvor man rekrutterer dem og dels løbende ombord på ens rumskib, hvor man mellem missionerne har mulighed for at tale med dem og lære mere om dem og deres baggrund. Dialogsystemet fungerer rigtig godt, og Bioware har formået at få lagt så solidt et manuskript bag spillet, at det aldrig bliver kedeligt at tale med de forskellige karakterer. Man opnår hurtigt en naturlig interesse for de forskellige karakterer og ønsker at vide mere om dem, hvilket gør, at man lever sig mere og mere ind i det univers, spillet foregår i.




Mass Effect 2 er rent genremæssigt en blanding af et rollespil og et tredjepersonskydespil. Der, hvor blandingen mellem de to genrer især kommer til udtryk, er under kampsekvenserne. Her kontrollerer man Sheppard, som vi kender det fra alle andre tredjepersonsskydespil med det tvist, at man ved et tryk på analog tasterne kan sende sit hold i stilling til f.eks. et bagholdsangreb og lave andre taktiske justeringer. Udover dette kan man midt i kampens hede pause spillet ved at holde R2 nede, det giver en den fordel, at man kan vælge, hvordan ens hold skal angribe - dette giver blandt andet mulighed for at kombinere de forskellige karakterers forskellige evner, som f.eks. at nedbryde fjendens skjold og efterfølgende affyre et præcist skud eller løfte fjenden op, mens man pulveriserer ham med sin riffel. Dette giver nogle virkelig herlige aktionscener, der indbyder til at eksperimentere med, hvilke karakterer, man tager med på hver mission.
Styringen i spillet er strømlinet og meget intuitiv, det tager ganske kort tid at vænne sig til styringen i spillet, men så snart man er komfortabel med den, glider man i læ og skyder fjender samtidig med, at man føler man har komplet overblik over sit hold.




Rollespilselementerne kommer for alvor til udtryk, når det gælder spillets opgraderingssystem, hvor stort set alt kan opgraderes. Først og fremmest kan man opgradere de forskellige karakterer i spillet, man kan opgradere dem generelt, så de bliver bedre i kamp og får bedre udholdenhed, men man kan også opgradere deres specielle evner, således at de bliver kraftigere. Man optjener point til brug for opgradering ved at spille med de forskellige karakterer på missioner, opgraderingerne viser sig især gavnlige jo længere frem i spillet man kommer, hvor fjenderne bliver mere hårdføre. Man kan også opgradere sine våben og sit rumskib og på den måde forberede sig på turen til Omega 4 relayet, det er også muligt at lave research, hvilket åbner op for nyttige prototyper. For at opgradere våben m.v. kræves der store mængder af grundstoffer af forskellig art, disse kan man finde - enten i små doser rundt omkring på missionerne eller ved at scanne ukendte planeter og søge efter grundstoffer på dem. Dette er en god afveksling mellem missionerne, men det kan dog blive lidt langtrukkent.

Moral spiller også en rolle i Mass Effect 2. Alt efter om man laver godsindede eller ondsindede handlinger, optjener man hhv. Paragon og Renegade point. Her er spillet ganske velafbalanceret, da man ikke bliver enten en elsket leder eller frygtet diktator ved udelukkende at udføre gode eller onde handlinger, i stedet kan man anvende ens Paragon og Renegade til at føre mere avancerede dialoger i et enten positivt eller negativt toneleje.




Grafisk er Mass Effect 2 en fornøjelse, det er godt eksekveret med gode animationer og en høj detaljegrad, som gør det til en fornøjelse at bruge tiden i det ellers så golde ydre rum. De forskellige scenarier, spillet byde på, er alle lækkert udført, og man kan tit nyde de lækre landskaber, når først fjenderne er udslettet, hvilket bidrager til en fed sci fi oplevelse. Spillet byder også på en række flot udførte mellemsekvenser, dog med enkelte grafiske fejl.

På lydsiden byder Mass Effect 2 på noget af det mest interessante stemmeskuespil, jeg har lagt øre til. Stort set alle dialoger er udført så solidt, at man har nemt ved at leve sig ind i spillet og nærmest knytte bånd til de karakterer, man møder undervejs. Ligeledes er lydeffekterne velafbalancerede og sørger for at give spilleren en fed sci fi oplevelse.




Mass Effect 2 er uden tvivl en af de mest solide titler, man kan finde på markedet, til sin Playstation 3. Spillet byder på en spændende sci fi historie, som får en til at drømme sig væk til fjerne galakser godt hjulpet på vej af et fantastisk stemmeskuespil og imponerende grafik. Læg dertil, at spillet kommer pakket med en masse ekstra indhold i form af ekstra missioner, og du har en meget komplet pakke. Hvis du er til RPG eller tredjepersons skydespil eller bare et godt sci fi eventyr, må du simpelthen ikke lade denne titel gå din næse forbi.
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:9.5
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.